Nye dokumentationskrav for import af stål
Virksomheder, der importerer stål fra lande uden for EU, skal nu forholde sig til nye krav, der netop er trådt i kraft. Reglerne er blevet til for at beskytte EU’s stålmarked mod konsekvenser fra mulig overkapacitet på stålområdet. Både sporbarhed, dokumentation og told er alle centrale elementer blandt de nye regler.
Den 1. oktober 2026 trådte en række nye dokumentationskrav i kraft. Det betyder, at hvis man importerer stål fra lande uden for EU, skal man nu kunne dokumentere, både hvor stålet er smeltet, og hvor det er støbt, hvis man vil have det ind på markedet.
Kravet kaldes i EU for melt and pour. Blandt de forskellige dokumentationskrav er Mill Test Certificate det vigtigste. Der er tale om et værkscertifikat, der oplyser om både smelte- og støbeland. Derudover skal chargenummeret for det importerede stål fremgå.
Forordningen indeholder, ud over dokumentationskravet, et system baseret på både toldsatser og importkvoter. Der må årligt importeres 18,3 millioner tons stål inden for den samlede toldfri kvoteordning. Kvoterne er fordelt på de enkelte eksportlande, som hver er tildelt en bestemt mængde stål, der kan importeres uden told. Import ud over denne kvote vil blive pålagt en told på 50 procent. EØS-landene, som ud over EU’s medlemslandene omfatter Norge, Liechtenstein og Island, er undtaget fra kvote- og toldordningen, men er fortsat omfattet af kravet om dokumentation for, hvor stålet er smeltet og støbt.
Formålet med stålforordningen er at begrænse importpresset fra global overkapacitet, beskytte EU’s stålproduktion og understøtte investeringer i stålindustrien i Europa. Forordningen erstatter de midlertidige stålbeskyttelsesforanstaltninger, som EU har haft siden 2019. Dokumentationskravet skal gøre det muligt at spore stålets oprindelse og forhindre omgåelse af EU's regler gennem tredjelande. Den omfatter 26 varekategorier, men den er primært relevant for stålprodukter som rustfrit stål, rør og lignende varer.
Frem til den 1. oktober 2027 accepterer toldmyndighederne værkscertifikater, selv om de ikke indeholder alle de krævede oplysninger. Kan virksomheden ikke fremlægge et værkscertifikat, kan anden dokumentation anvendes, forudsat at den indeholder oplysninger om smelte- og støbeland samt stålets chargenummer. Dokumentationen kan blandt andet bestå af:
- Fakturaer
- Følgesedler
- Kvalitetscertifikater
- Klausuler i gennemførte indkøbsordrer
- Kontrakter
- Langtidserklæringer fra leverandører
- Omkostningsregnskaber og produktionsdokumenter
- Tolddokumenter fra eksportlandet
- Forretningskorrespondance
- Produktionsbeskrivelser
Som virksomhed er der flere forhold, man bør være opmærksom på. Først og fremmest kan de toldfrie kvoter blive opbrugt, inden kvartalets udløb. Det er derfor vigtigt at overveje både tidspunktet for indkøbet, og hvilke lande stålet importeres fra. På EU's hjemmeside kan virksomheder løbende følge kvoternes udnyttelse fordelt på de enkelte eksportlande og se, hvor tæt de er på at blive opbrugt. Derudover skal virksomheder sikre, at de kan fremlægge den nødvendige dokumentation for stålets oprindelse.
Den nye forordning påvirker derved virksomheder, der køber stål fra lande uden for EU eller som anvender importeret stål. Både gennem potentielt højere indkøbspriser og nye krav til dokumentation.