Cirkulære løsninger skal passe til virksomhedsdriften

Hvert år opstår der store mængder restmaterialer i danske produktionsvirksomheder. Noget bliver genanvendt, andet bliver kasseret. Men selv når ambitionen er at bevare materialernes værdi ved at give det et nyt liv hos en anden virksomhed, er det langt fra nok at finde et godt materialematch. Materialet skal også kunne indgå i den nye produktion på vilkår, der hænger sammen i praksis: Hvem indsamler det, hvordan klargøres det, og hvor opbevares det, inden det leveres? Samt hvad gør man, når kvalitet eller mængder svinger fra gang til gang?

Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet. Forskerne Mathias Lund, Linda Nhu Laursen og Hans Jørgen Andersen har undersøgt seks etablerede samarbejder, hvor restmaterialer fra beton-, plast-, keramik-, læder- og papirproduktion er blevet til nye produkter mellem virksomheder.

” Vi taler ofte om at matche affald med en ny anvendelse, men det er kun begyndelsen for at skabe værdi ud af restmaterialerne. Det, virksomheder typisk undervurderer, er det arbejde, der skal til for at få materialet til at bevæge sig gennem en ny værdikæde. Først når indsamling, behandling, opbevaring, og levering er afstemt, og ansvarsfordeling er tænkt ind, bliver den cirkulære løsning resilient" fortæller forskningsleder på Zero Waste projektet Linda Nhu Laursen. Hun uddyber:

”Det afgørende er, om virksomhederne kan få materialet til at indgå i deres daglige drift på en måde, der er praktisk, økonomisk og operationelt bæredygtig.”

Et materialematch skal kunne fungere i produktionen

Hos en producent af betonelementer opstår der hver dag overskydende beton i produktionen. Betonen kan ikke føres tilbage i hovedproduktionen, men bliver i stedet hældt i en mobil form og støbt til ben til borde og bænke, som en lokal upcycling-virksomhed bruger sammen med genbrugt træ.

Ideen var god, men løsningen blev først mulig, da den blev tilpasset produktionens rytme. Beton skal håndteres inden for et kort tidsrum, mens den stadig kan formes, og processen må ikke stjæle tid fra primærproduktion. En mobile form muliggjorde, at restbetonen kunne bearbejdes under tidsmæssige og praktiske betingelser, der lignede den tidligere affaldshåndtering.

Bagefter hærder benene, bliver palleteret og opbevaret udendørs hos upcycling-virksomheden, hvor de står klar til brug, når der kommer en ordre. Transporten samordnes med leveringer, producenten alligevel gennemfører i lokalområdet, så virksomhederne undgår at planlægge og gennemføre særskilte transporter som reaktion på hver enkelt ordre.

"De mest robuste cirkulære løsninger er sjældent dem, der ændrer produktionen mest. Det er dem, der passer bedst ind i de arbejdsgange og det udstyr, virksomhederne allerede har. Hvis håndteringen og volumen skaber ekstra besvær og usikkerhed i produktionen, bliver den cirkulære løsning sjældent implementeret. I produktionsvirksomheder, handler det om at designe og planlægge cirkularitet, der tager udgangspunkt i eksisterende arbejdsgange og udstyr frem for at opfinde nye." forklarer Linda Nhu Laursen og uddyber:

”Det er ofte de mellemliggende aktiviteter som sortering, kvalitetssikring og koordinering, der afgør, om et samarbejde lykkes. Nøglen til cirkulær værdiskabelse ligger i at planlægge hvordan materialet samles ind, håndteres, flyttes, opbevares, formes og leveres som en del af driften.”

Tre måder at organisere materialestrømmen

Beton-casen er kun ét eksempel på, hvordan et samarbejde kan gribes an. Undersøgelsen viser nemlig at virksomheder griber opgaven forskelligt an, afhængigt af materialets egenskaber, produktionsrytmen og hvor meget ekstra håndtering virksomheden kan absorbere. På tværs af de seks cases tegner der sig tre organiseringsmåder.

1. Ingen tilpasning – en ekstern partner tager over

Her ændrer produktionsvirksomheden stort set ikke sine rutiner. Materialet afleveres som det plejer, og sortering, oparbejdning og dokumentation ligger hos en ekstern partner. Sådan fungerer det for eksempel med fortroligt kontorpapir, der bliver til kunstpapir og visitkort, som kontorerne selv køber tilbage – og med plastaffald fra en medicinalvirksomhed, der bliver til ID-kortholdere til virksomhedens egne medarbejdere. Arbejdet og den primære risiko ligger hos partneren, mens aftaler om rapportering af miljømæssige besparelser, affaldshåndtering, indkøb og tilbagekøb sikrer, at samarbejdet fungerer og videreføres.

2. Delvis tilpasning – en let forbehandling med eget udstyr

Her tager produktionsvirksomheden selv en lille opgave ind i driften, uden at investere i nyt udstyr. En møbelpolstrer sorterer afskårne læderrester fra og skærer de største stykker til faste skabeloner, som en designer bruger til notesbogsomslag. En akrylproducent sorterer defekte plader fra i kvalitetskontrollen og bearbejder dem først, når et designstudie har en bekræftet ordre. Fælles er, at bearbejdningen og raffineringen først sættes i gang ved en ordre, og indtil da er indsamling, og behandling en minimal tilføjelse til de ellers daglige rutiner. Hvilket holder arbejdet nede, men kan lade materiale hobe sig, uden det har implikationer. Løsningen er typisk minimumsordrer og faste enhedspriser.

3. Fuld tilpasning – materialet formes, i det øjeblik det opstår

Her bliver restmaterialet formet til en fast mellemvare i selve produktionsøjeblikket,– som betoncasen ovenfor. Samme princip ses hos en producent af køkkenbordplader, hvor afskårne kanter skæres til strimler med standardbredde, mens pladen alligevel sidder fastspændt. Strimlerne stables på en palle, og sendes under aftale til en upcycling-virksomhed  som modtager en fuld palle og betaler løbende for forbruget af indholdet. Trinnene tilføjer enkelte, men relativt små aktiviteter til produktionsflowet. Til gengæld omdannes afsendte restmaterialer til et afkoblet varelager af standardiserede emner med potentiel værdi.

Cirkularitet skal kunne fungere på en almindelig arbejdsdag

De tre modeller repræsenterer forskellige måder at organisere samarbejdet på, og ingen af dem er generelt bedre end de andre. Det afgørende er, at løsningen fungerer i praksis og kan gentages over tid uden at skabe unødig administration, lagerbinding eller forstyrrelser i kerneproduktionen.

Linda Nhu Laursen uddyber: ”Cirkulær omstilling handler ikke kun om at designe produkter anderledes. Det handler også om at designe de samarbejder, infrastrukturer og praksisser, som skal bringe materialerne videre til deres næste liv."

Undersøgelsen viser, altså at virksomheder ikke behøver vælge den mest omfattende løsning – de skal vælge den organisering, der passer til materialet og den eksisterende drift. For nogle virksomheder vil det være mest hensigtsmæssigt at lade en ekstern partner håndtere hele kredsløbet. For andre kan en ekstra sortering, et standardsnit eller en formning direkte i produktionen være nødvendig.

Linda forklarer:” Vores studie viser, at der ikke findes én rigtig model for cirkulært samarbejde. For mange virksomheder handler det om tilpasning, hvordan det bedst integreres i virksomhedens produktion uden at forstyrre kerneforretningen. Det er afgørende at cirkulære løsninger både er bæredygtige og driftsmæssige realistiske og resiliente.”