DI Produktion

Peter Trillingsgaard er tiltrådt og ser frem til at løfte ProduktionsDanmark

Peter Trillingsgaard er tiltrådt som direktør for branchefællesskabet DI Produktion, der blev etableret i maj, og som samler produktionsvirksomheder på tværs af brancher.

DI og syv medlemsforeninger lancerede den 23. maj et nyt branchefællesskab for danske produktionsvirksomheder på tværs af brancher, værdikæder og forretningsmodeller. Fra medicin og fødevareingredienser over møbler og maskiner til plastkomponenter. Og nu har Peter Trillingsgaard sat i stolen som direktør og i spidsen for Danmarks mange produktionsvirksomheder.

Produktionsvirksomhederne er en grundpille i det danske samfund. Gennem innovation og nytænkning skaber små og store produktionsvirksomheder både eksport, arbejdspladser og vækst overalt i Danmark. Dermed er de samtidig en meget væsentlig del af rygraden i det danske velfærdssamfund.

I en tid hvor konkurrencevilkårene forandres markant, skal vi intensivere vores fokus på vilkårene for produktion i Danmark. Manglen på arbejdskraft vokser, digitaliseringen skal udnyttes som en klar konkurrencefordel, og den grønne omstilling skal accelereres.

DI’s hidtidige indsats for at sikre produktionsvirksomhederne de bedste vilkår for at drive virksomhed i Danmark løftes nu til et nyt niveau med branchefællesskabet DI Produktion, hvor  kræfterne på tværs af flere brancher samles under ledelse af Peter Trillingsgaard.

Det handler om at styrke og forny fortællingen om produktion i Danmark, hvor vi sikrer forståelsen for produktions­virksomhedernes afgørende rolle i det danske samfund. På papiret kan alle blive enige om ambitionerne. Men det er selve udførelsen, som er vanskelig – og her ser jeg det som min vigtigste opgave at bygge bro og bidrage med konkrete løsninger, så vi kan sikre vores konkurrenceevne, skabe vækstmuligheder og samtidig accelerere den grønne omstilling, Siger Peter.

Øget gennemslagskraft

For Peter Trillingsgaard handler det også om at sikre de bedste rammevilkår og den største gennemslagskraft over for landets politikere.

Ved at arbejde på tværs af syv medlemsforeninger får vi et stærkere afsæt for at blive hørt. Nu skal vi samle vores budskaber, så vi står endnu mere tydelige i vores ønsker og behov. Her er det afgørende, at vi er klar efter et folketingsvalg, så vores medlemmer kommer på dagsordenen, siger DI-direktøren.

Udover sit seneste job i Grundfos som Group Vice President, Communication, Public Affairs and Sustainability, har Peter Trillingsgaard bestridt flere chefstillinger i LEGO og har været ansat i DI som projektleder for CSR. Han har således en særdeles solid erfaring og viden fra ProduktionsDanmark, som han nu skal stå i spidsen for, og samtidig et skarpt blik for politik og organisationsvirke.

Peter Trillingsgaard kommer også med betydelige erfaringer med de politiske spilleregler høstet gennem arbejde hos EU-parlamentarikere, tidligere ansættelse i DI og som medlem af interesseorganisationer i EU, USA og Danmark.

Peter ser det også som vigtigt at komme helt tæt på medlemmerne i sit arbejde. Og det gør Peter Trillingsgaard helt konkret, når han kommer til at dele DI-jobbet mellem DI's kontorer i Aarhus og København.

Det vil vores medlemmer blandt andet komme til at mærke, ved at vi kommer til at tilbyde flere events og netværksarrangementer i Jylland, end vi gør i dag. Det vil alt andet lige gøre det nemmere for vores medlemmer i Jylland at være med, da de ikke hver gang skal afsætte en hel dag for at være fysisk med, siger han.

Relateret indhold