DI Produktion

Produktionsvirksomhederne bidrager med 120 mia. kr. til samfundet

I 2023 bidrog de danske industrivirksomheder og deres medarbejdere med 120 mia. kr. til de offentlige budgetter. Det er en stigning på 6 % i forhold til året før.

Der er fortsat fremgang i de danske produktionsvirksomheder og det ses i høj grad i stigningen i bidraget til de offentlige budgetter. Produktionsvirksomhederne bidrager både direkte med skattebetalinger og indirekte med gennem lønnen til deres medarbejdere med samlet 120 mia. kr.

Produktionsvirksomhedernes samlede bidrag

Indirekte bidrag: Alene skatter og afgifter af medarbejdernes løn bidrager med hele 88 mia. kr. og udgør således den største del af industriens bidrag.

Direkte bidrag: Som følge af høj vækst i flere af industriens såkaldte superstjerne-virksomheder, er særligt indtægten fra selskabsskatterne steget og udgjorde i 2023 hele 25 mia. kr. Dette er det højeste på tværs af alle brancher i Danmark, og understreger den betydelige vækst, som danske produktionsvirksomheder bidrager med til samfundet.

Samlet: svarer det til at samfundsbidraget fra danske produktionsvirksomheder i 2023 har finansieret de samlede udgifter til folkeskolen og forsvaret for 2023.

Sådan har vi gjort

Al data stammer fra Danmarks Statistik (primært fra det brancheopdelte nationalregnskab), og alle beregninger er foretaget af DI. Forbrug i produktionen: Indirekte skatter og afgifter pålagt de input, som virksomhederne anvender i produktionen. Det er blandt andet told, moms og produktskatter. Indirekte ikke-varetilknyttede skatter: Der er f.eks. tale om CO2-afgifter og ejendomsskatter. Subsidier (eksempelvis løntilskud) til virksomheder modregnes. Aflønning af medarbejdere: Der er tale om den direkte beskatning af lønindkomst, men også de afgifter, som er forbundet med anvendelsen af lønnen. Det kan f.eks. være moms og afgifter på udvalgte varer. Det antages, at den gennemsnitlige skatterate på indkomst og afledte afgifter er 49,6 %. Aflønning af kapitalapparat og selvstændige erhvervsdrivende: Her indgår blandt andet selskabsskat. Der indgår også skat på kapitalapparatet og skat af selvstændigt erhvervsdrivende. Der anvendes en skattesats på 33,6 %. på kapital.

Relateret indhold