DI Produktion

Industrien går foran i Danmarks grønne omstilling

De nyeste tal fra klimafremskrivningen viser, at produktionsvirksomhederne forventes at reducere deres drivhusgasudledninger med 72 procent frem mod 2030. Dermed spiller industrien en afgørende rolle i at realisere Danmarks nationale klimamål om en 70 procents reduktion i samme år.

De nyeste tal fra klimafremskrivningen (KF25) viser, at produktionsvirksomhederne forventes at reducere deres drivhusgasudledninger med 72 procent frem mod 2030. Dermed spiller industrien en afgørende rolle i at realisere Danmarks nationale klimamål om en 70 procents reduktion i samme år.

Til sammenligning udledte danske produktionsvirksomheder 7,6 millioner tons CO₂e i 1990. I 2023 var udledningen halveret til 3,8 millioner tons.

Ifølge den seneste klimafremskrivning, KF25, ventes udledningerne at falde yderligere til 3,4 millioner tons i 2025. Det svarer til en samlet reduktion på 55 procent siden 1990 og placerer dermed industrien foran det nationale delmål for 2025, der kræver en reduktion på 50–54 procent.

Fremskrivningen for 2030 peger på et udslip på blot 2,1 millioner tons CO₂e – en reduktion på 72 procent i forhold til 1990. Det bekræfter, at industrien er godt på vej mod at indfri klimamålet for 2030.

Udviklingen drives især af to centrale tiltag: indførelsen af CO₂-afgiften, vedtaget i 2022, og omstillingen af ledningsgas til 100 procent biogas.

Den grønne omstilling bliver endnu tydeligere, når man ser på udledningerne i forhold til den økonomiske aktivitet. Fra 1990 til 2023 er industriens bruttoværditilvækst steget med en faktor 2,2. I samme periode er CO₂-udledningen per produceret krone faldet med 77 procent – og i 2024 ventes dette fald at nå hele 81 procent. Det betyder, at industrien i dag skaber mere værdi og producerer flere varer med markant lavere klimaaftryk.

Sisse Dalsgaard
Skrevet af:

Sisse Dalsgaard

Relateret indhold