Branchemødet 2024: Indsigter fra Bo Lidegaards keynote
DI Rådgivernes Branchemøde 2024 satte fokus på, hvordan rådgiverbrancherne kan navigere en verden præget af konstant forandring og uforudsete kriser. Bo Lidegaard blev inviteret til at give sine refleksioner om verdenssituationen og Vestens udfordringer. Her får du hans vigtigste indsigter og operationelle pointer i en maggiterning.
Bo Lidegaard, partner i Kaja Partners, åbnede Branchemødet 2024 ved at understrege, at den verden, vi kender i dag vil blive fundamentalt ændret indenfor de næste år. Og med sine 21 år som diplomat, rolle som embedsmand i Udenrigs- og Statsministeriet, bl.a. seks år som departementsråd i Statsministeriet, samt arbejde som ansvarshavende redaktør for Politiken taler Bo Lidegaard med en vis autoritet.
Bo Lidegaard påpegede, at den nationale sikkerhed i stigende grad former vores markeder. Siden 1945 og frem til den russiske invasion har markedet domineret Vestens sikkerhedspolitik. Vi tænkte, at der ville være fred, hvis russerne fik stukket en iPad i hånden. Men nu bliver det omvendt: Sikkerhedspolitik kommer til at dominere markedet. For troen på, at markedet kan løse vores problemer, blev knust, da Putins tanks tromlede indover Ukraines grænsebom.
Derfor mener Bo Lidegaard, at Danmark bør styrke egen produktionskapacitet og selvforsyningsevne. For netop dette beskrev han som vores "akilleshæl" i lyset af de globale udfordringer. Han pointerede, at Kina har tæt på monopol på at lave batterier, og det betyder, at de kan forhindre amerikanske virksomheder i at lave droner til krigen i Ukraine.
Derfor bliver adgang til og kontrol over afgørende produktionsprocesser en nødvendighed i de næste år. Ikke et spørgsmål om pris, men om at bevare vores frihed og tryghed i en foranderlig verden.
Hvordan kan du arbejde med Bo Lidegaards pointer:
- Hvis Trump gør alvor af sine løfter om at indføre toldsatser på op imod 60 procent på kinesiske importvarer, skal du være sikker på, at der ikke sidder en kinesisk dims i dit produkt eller ydelse.
- Vær parat på og form de forandringer, vi står overfor. Forestillingen om, hvilken forandring der kommer, er afgørende for måden, vi møder den. Virksomheder skal gribe muligheden for selv at italesætte de forandringer, de vil skabe som fx, at sikkerhed bliver vigtigere for forbrugere end markedet.
- Danske virksomheder skal forstå og lære at sælge, at vores territoriale sikkerhed bor i vores evne til at producere det, der skal til for at føre moderne krigsførelse. Hvis vi ikke kan producere og sælge batterier, så kan vi ikke producere de nødvendige droner eller andre ting, der hører fremtidens sikkerhedsorienterede økonomi til.