DI Rådgiverne

Analyse af statens indsats på energiområdet

IRIS Group har gennemført en omfattende analyse af statens indsats for forskning, udvikling og demonstration (FUD) på energiområdet i Danmark.

Formålet med analysen har været at etablere et stærkere videngrundlag for den fremadrettede FUD-indsats, så regeringen kan sætte en klar, grøn retning og bruge de statslige støttemidler dér, hvor de gør mest gavn.

Analysen baserer sig på over 50 interviews med forskere, virksomheder og brancheorganisationer, data hentet fra registre og forskningsdatabaser samt danske og internationale publikationer på energiområdet.

Følgende resultater kan fremhæves:

  • Vi identificerer følgende ti teknologiområder med særligt stort potentiale i Danmark: vindenergi, bioenergi, fjernvarme, energieffektivitet, solenergi, bølgeenergi, geotermi, optag og lagring/udnyttelse af CO2, energilagring og energikonvertering samt smart energy.
  • Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og Innovationsfonden har stor betydning for finansieringen af forskning og udvikling på energiområdet i dag, men der er for få midler til den tidlige forskning og uklare snitflader mellem Innovationsfonden og EUDP.
  • Udbuddet af risikovillig kapital til energiteknologi er meget svagt i Danmark. Der er potentiale for at udvikle et marked for risikovillig kapital til energiteknologi samt for bedre brobygning mellem EUDP og markedet.
  • Der er potentiale for øget engagement i internationale netværk og samarbejdsfora, der kan bidrage til udvikling af fælles mål, idéer, samarbejdsprojekter og videndeling.

Med afsæt i analysen har IRIS Group opstillet en række anbefalinger til at styrke statens indsats for FUD på energiområdet.

Læs anbefalingerne og hent analysen her.

Kathrine Berge
Skrevet af:

Kathrine Berge