DI Rådgiverne

Det offentliges brug af rådgivere og konsulenter

I den offentlige sektor er der med god grund fokus på, at pengene bliver brugt bedst muligt. Men den tilbagevendende kritik af det offentliges brug af konsulenter fokuserer udelukkende på, hvor mange penge det offentlige bruger på konsulenter. Hvis man vil have et retvisende billede af, hvilken rolle de eksterne konsulenter spiller i det offentlige, må man også indregne den værdi, konsulenternes arbejde tilfører.

Katrine Ellersgaard Nielsen, Branchedirektør DI Rådgiverne

Lad os få fakta på bordet om det offentliges brug af konsulenter

Diskussionerne om det offentliges brug af rådgivere og konsulenter er i øjeblikket i fuld gang. Indfaldsvinklen er den sædvanlige om, hvordan det offentlige spilder vores skattekroner på konsulenter, der leverer varm luft og tomme teorier. Med andre ord en debat fuld af fordomme.

Lad os derfor få fakta ind i debatten. Fakta er, at mange dygtige konsulenter hver dag hyres som specialister på komplekse områder til at løse opgaver i staten og i resten af den offentlige sektor – for slet ikke at tale om den private sektor – i samarbejde med deres kunder. Når det offentlige hyrer eksterne konsulenter til at løse komplekse opgaver, er det et udtryk for en fornuftig arbejdsdeling, hvor det offentlige fokuserer på sine kerneopgaver og køber bistand udefra, når de ikke selv besidder kompetencen.

Lad os fokusere på samarbejdet og den værdi, der faktuelt skabes gennem samarbejdet mellem konsulenter og det offentlige.

- Katrine Ellersgaard Nielsen, Branchedirektør i DI Rådgiverne.

Fakta om konsulentbesparelser

Opgørelsen for statens konsulentforbrug i 2020 viser, at konsulentforbruget i staten samlet er faldet med 403 mio. kr. i 2020 sammenlignet med 2019. Forbruget af managementkonsulenter, og øvrige rådgivende konsulenter, er næsten halveret og faldet med 754 mio. kr. fra 1.551 mio. kr. i 2019 til 797 mio. kr. i 2020. Forbruget af IT-konsulenter er steget med 197 mio. kr. til 3.333 mio. kr. i 2020, mens købet af juridisk bistand er steget med 154 mio. kr. til 969 mio. kr. Se oversigt over besparelserne her. 

Der var planlagt en samlet konsulentbesparelse på 327 mio. kr. i 2020, heraf 230 mio. kr. på managementkonsulenter, 33 mio. kr. på juridisk bistand og 65 mio. kr. på it-konsulenter i 2020. Der er dermed sket en meget kraftig overimplementering af besparelserne på managementkonsulenter med en faktor over 3!

Ministerierne in-sourcer i stor stil. De har fået mulighed for at ansætte personer for halvdelen af besparelserne på konsulenter – og der insources også opgaver i statens 4 nye enheder: Statens analyse og implementering i Økonomistyrelsen, Center for rekruttering og HR i Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering, Juridisk Center i Justitsministeriet og Statens Indkøb: Rådgivningsenheden.

Regeringen har indtil videre aftalt konsulentbesparelser i staten på i alt 1,1 mia. kr., og hertil kommer besparelser i kommuner og regioner på i alt 1,45 mia. kr., når de er fuldt indfaset i 2025. Samlet er der således aftalt konsulentbesparelser i den offentlige sektor på 2,5 mia. kr. årligt fra 2025.

Jakob Dorph Broager

Jakob Dorph Broager

Chefkonsulent

Relateret indhold