Stop unfair offentlig konkurrence

Regeringen offentliggjorde den 7. september 2017 deres udspil om fair og lige konkurrence. Rådgiverbranchen kan glæde sig over, at regeringen har lyttet til branchen i forhold til problemet med unfair offentlig konkurrence.

Den offentlige sektor skal bruge kræfterne på at løse velfærdopgaver, der giver værdi og kvalitet for borgerne, inden for eksempelvis dagtilbuds-, skole- og ældreområdet. Kommuner og andre offentlige myndigheder skal ikke i unfair konkurrence med private virksomheder udføre opgaver, der hører hjemme i den private sektor. Og med det udspil, regeringen præsenterer i dag, sikrer vi, at der bliver sat en stopper for, at den offentlige sektor løser opgaver, der ligger langt ud over det offentliges kerneopgaver Innovationsminister, Sophie Løhde, den 7. september 2017

Regeringen vil sikre fair og lige konkurrence gennem:

  • Klarere regler for og begrænsning af offentlige erhvervsaktiviteter
  • Fair prissætning og lige vilkår
  • Bedre klagemuligheder og styrket håndhævelse af reglerne

Det har netop været de centrale områder, som DI Rådgiverne gennem de sidste 3-4 år har peget på behovet for at ændre for at mindske offentlig konkurrenceforvridning.

"Vi vil nu i det kommende stykke tid fastholde presset overfor såvel regeringen som de øvrige politiske partier, således at initiativerne i udspillet kan blive til realiteter", siger branchedirektør Henriette Søltoft, DI Rådgiverne.