Den stærke offentlige købemuskel skal trække den grønne omstilling, blogger Katrine Ellersgaard Nielsen.

30.10.20 DI Rådgiverne Nyheder

Wammen, Pippi og grønne offentlige indkøb

Regeringens nye strategi for grønne offentlige indkøb er lanceret. Den stærke offentlige købemuskel skal trække den grønne omstilling, og det hilser DI Rådgiverne velkommen, blogger branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.

I den forløbne uge kom regeringen med sin strategi for grønne offentlige indkøb. Det får mig til at tænke på Pippi Langstrømpes skaber, Astrid Lindgren, som er ophavskvinde til mange gode og kloge indsigter. En af dem er, at ”den som er vældig stærk, bør også være vældig rar”.

Den offentlige sektor er vældigt stærk, når den årligt køber ind for ca. 380 mia. kr. Købsbeslutningerne sætter spor i hele værdikæden, og derfor har den offentlige sektor et særligt stort ansvar, men også en unik mulighed for at trække samfundet i en grøn retning.  

Regeringen tager med strategien - i bedste Pippi-stil - det første skridt i retning af en grønnere og mere innovativ offentlig sektor, og det fortjener klapsalver.

Strategien følger op på klimapartnerskaberne, og flere af forslagene i strategien ligger helt på linje med de forslag, som DI Rådgivernes OPS Panel arbejder med. Jeg er især glad for, at strategien lancerer en faktabaseret tilgang til offentlige indkøb og bæredygtighed. Det styrker nemlig mulighederne for at træffe de rigtige beslutninger. Det er også et væsentligt lyspunkt, at strategien flytter fokus fra indkøbspris til totalomkostninger.

Skal jeg finde et hår i suppen, så ærgrer det mig, at strategien ikke har et egentligt reduktionsmål for den offentlige sektors indkøb. Regeringen melder ud, at arbejdet med et mål går i gang nu og vil ligge klar i udgangen af 2021. Den tidsplan skulle have været mere ambitiøs.

Rådgivervirksomhederne har en oplagt rolle at spille for at omsætte strategien til realitet. Og vi er klar til at byde ind med vores superkræfter og grønne løsninger.

Læs også: Regeringen vil styrke grønne offentlige indkøb

Læs hele regeringens samlede strategi her: Grønne indkøb for en grøn fremtid

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret