De massive besparelser på statens forbrug af konsulenter får nu et retsligt efterspil, blogger Katrine Ellersgaard Nielsen

14.11.20 DI Rådgiverne Nyheder

Nu smider vi statsstøttekortet

Offentlige nedskæringer på ekstern rådgivning er en politisk beslutning, som går langt over fornuftens grænser. På ét område, går det muligvis også over lovens grænser, blogger branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.

De massive besparelser på statens forbrug af konsulenter får nu et retsligt efterspil.

I DI Rådgiverne mener vi, at den nye offentlig enhed ”Rådgivningsenheden – Statens indkøb” vrider konkurrencen om advokatydelser og udbudsrådgivning skæv. Det er ikke bare uklogt, men muligvis også ulovligt. Derfor har vi sendt en klage over ulovlig støtteklage til EU-Kommissionen.  

Læs også: DI klager til EU: Statens konsulentnedskæringer ender i unfair konkurrence

Statsstøtteklage sendt til EU

I klagen peger vi på, at rådgivningsenheden i nogle tilfælde konkurrerer direkte med private advokater og andre rådgivere, og at prisen på rådgivningsydelserne ikke afspejler markedsprisen.

Urimelig konkurrence med skattekroner i ryggen skader det private marked og giver på ingen måde borgerne mere værdi for pengene.

Udfaldet af sagen er svært at forudsige. Alligevel er det principielt vigtigt at få afklaring: Der er brug for synlige hegnspæle, så spillebanen for danske virksomheder er tydelig for alle.

Læs også: En statslig konsulentkæmpe rejser sig

Staten vil selv

Staten insourcer i øjeblikket opgaver i hidtil uhørt omfang. Ministerier opbygger store interne kompetencecentre, der skal løse de konsulentopgaver, regeringen ikke vil have private virksomheder til at løse.

Det drejer sig f.eks. om et analytisk center i Økonomistyrelsen, en rekrutterings- og HR-enhed i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og et juridisk center i Justitsministeriet.

Læs også: Insourcing af konsulentopgaver koster innovation i det offentlige

Et slagsmål uden vindere

De nye enheder er en dobbelt kæberasler til rådgiverbranchen, som først får en på sinkadusen, når efterspørgslen fra offentlige kunder forsvinder. Umiddelbart efter rammer næven den anden kind, når nøglemedarbejdere bliver rekrutteret af de offentlige arbejdsgivere.

I det lange løb er jeg desværre ikke i tvivl om, at endnu større tæv går til den offentlige sektor og medarbejderne. Det bliver svært at levere på klimaomstilling, digitalisering og fremtidens velfærd uden adgang til idéer, uvildighed, specialistviden og erfaringer udefra. Og de unge talenter går glip af erfaring fra udlandet og den private sektor.

Det er i sandhed ikke opmuntrende, men herfra lyder budskabet: I DI Rådgiverne følger vi nøje med, og vi spiller de kort, vi har – nu også statsstøttekortet.

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret