Vi har spurgt ny bestyrelsesformand i DI Rådgiverne, Berit Didriksen, hvad hun gerne vil bidrage med i bestyrelsesarbejdet.

Foto: Epinion
26.11.20 DI Rådgiverne Nyheder

Tre skarpe til Epinions Berit Didriksen

Mød nytiltrådt formand i DI Rådgivernes bestyrelse og CEO i Epinion Berit Didriksen. Vi har bl.a. spurgt hende om, hvad hun gerne vil bidrage med i bestyrelsesarbejdet, og hvilke nye tendenser hun ser i rådgiverbranchen.

Tre skarpe til DI Rådgivernes nye bestyrelsesformand 

1. Hvorfor har du takket ja til at blive formand for DI Rådgivernes bestyrelse, og hvad vil du gerne bidrage med i bestyrelsen?

Siden jeg startede i DI Rådgivernes bestyrelse, er jeg blevet bekræftet i, at vi sammen står stærkere. DI har politisk indflydelse og en muskel, som ingen enkeltstående rådgivervirksomhed kan præstere. Samtidig er der noget at kæmpe for. Vi står midt i en coronakrise, og vi har modvind i form af politisk besluttede besparelser. Derfor er der brug for en bestyrelse, hvis arbejde kan høres, ses og mærkes.

Læs også: Sådan leder du medarbejderne på afstand

2. Hvilke nye og vigtige tendenser ser du i danske rådgivervirksomheder?

Som jeg ser det, er den altoverskyggende tendens, at vores kunder og omverdenen i endnu højere grad end tidligere forventer, at vi kan redegøre meget konkret for den værdi, vi skaber, f.eks. den grad af innovation, udvikling og effektivitet, som vi bidrager til qua vores arbejde. Herudover kæmper dagsordenerne ansvarlighed, bæredygtighed og digitalisering side om side for at få opmærksomhed.

Læs også: Bliv en god online facilitator

3. Hvorfor er det efter din opfattelse vigtigt at være med i et branchefællesskab som DI Rådgiverne?

Branchefællesskabet DI Rådgiverne giver rådgivervirksomhederne en indsigt, en viden og en indflydelse, som det ikke er muligt at have fra sidelinjen. På tværs af store, mellemstore og små rådgivervirksomheder og på tværs af delbrancher, er der – overraskende nok - en meget stærk fællesnævner, der tilsammen giver en stærk stemme.

Læs også: Nu smider vi statsstøttekortet

Fakta

På DI Rådgivernes generalforsamling den 21. oktober 2020 blev Berit Didriksen valgt som bestyrelsesformand.

Berit Didriksen har været aktiv i DI Rådgiverne siden november 2019, hvor hun tiltrådte som nyt medlem og næstformand af bestyrelsen. Berit Didriksen er tilmed nyvalgt medlem af DI’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

I front for organisation af sense-makers 

Siden april 2017 har Berit Didriksen været CEO i Epinion. Epinion hjælper private brands, organisationer og offentlige institutioner med at komme tættere på deres kunder og er således eksperter i at give komplekse data om kunder mening.

Berit Didriksen har tidligere været kontorchef i Finansministeriet og Vice President i smykkevirksomheden PANDORA. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har en MBA fra CBS.

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret indhold