Årsskiftet kalder på refleksion over året der gik, branchens situation og arbejdet i det kommende år, blogger Katrine Ellersgaard Nielsen.

10.01.21 DI Rådgiverne Nyheder

I 2021 speeder vi op på vej ud af svinget

Året 2020 er omme, og vi har taget hovedspring ind i 2021 – for de flestes vedkommende fra hjemmekontoret. Det er en anderledes oplevelse, men det klarer vi også. Selv DI Rådgivernes nytårskur måtte gå digitalt – og alligevel blev det et festfyrværkeri, blogger branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.

Med årsskiftet fulgte for mig en milepæl med 100 dage i stolen som branchedirektør for DI Rådgiverne. Det kalder på refleksion over året der gik, branchens situation og arbejdet i det kommende år.

Branchen har stadig skind på næsen

Rådgiverbranchen har haft flot fremgang i årevis, men 2020 blev et år med opbremsning.

De nyeste omsætningstal (til og med tredje kvartal) viser en beskeden positiv vækst, og med tanke på coronakrise og offentlige besparelser er det en imponerende præstation.

Alligevel bliver det samlede årsresultat næppe en præmietyr, for fjerde kvartal – som plejer at være højsæson for rådgivning – blev ramt af COVID19’s hærgen og de politiske tiltag, som fulgte i kølvandet. 

Se analyse: 3. kvartal 2020: Stigning i omsætningen, men niveauet ligger lavt

Den flotte udvikling – omstændighederne taget i betragtning - vidner om, at rådgiverbranchen har omstillet sig hurtigt. Salg, samarbejde og leverancer er rykket digitalt, og det har også åbnet helt nye muligheder.

Krisetiden i erhvervslivet er tragisk, men rummer også muligheder og udvikling. Med kniven for struben er der brug for nytænkning og optimering. Her har rådgiverne et vigtigt bidrag at give. Både til sig selv, men i særdeleshed også til kunderne og dermed samfundsøkonomien.

Se indlæg om omstilling til virtuelle ways of working fra DI Rådgivernes Nytårskur 2021

2020 var kun en smagsprøve på offentlige besparelser

2020 blev året, hvor regeringen klemte hul på valgløftet om offentlige konsulentbesparelser på statens område. I det kommende år er der aftalt yderligere besparelser for regioner og kommuner.

Selvom fornuft og fakta taler imod besparelserne, er der bred politisk opbakning.

Regeringens støttepartier sang selvfølgelig med på melodien, men også Venstre sluttede sig til koret med en skinger andenstemme, da de i deres finanslovsudspil toppede op med yderligere besparelser.

Kort før jul indgik en bred aftalekreds med bl.a. DF, Konservative og Nye Borgerlige en politiaftale, som til dels er finansieret af nye konsulentbesparelser på 337 mio. kr. i perioden ’21-’23. Den aftale er værd at bide mærke i. Den markerer, at rådgiverbranchen er et let offer, når politikerne skal finde finansiering til vælgernes ønsker.

Den er dog også et lysende eksempel på manglende konsistens i politikernes argumenter: I aftalen står der, at aftalens initiativer kræver øget budget til it-konsulenter. Imellem linjerne anerkender aftaleparterne altså nødvendigheden af ekstern rådgivning, men de vender det blinde øje til, når det gælder finansieringen.

Læs mit tidligere blogindlæg: Hvor der er vilje, er der en vej – men den er lang

Problemets rod er vælgernes ugunst

En befolkningsundersøgelse fra Wilke viser, at 55 pct. af vælgerne mener, at det er en god idé, at regeringen vil spare på brugen af eksterne konsulenter og advokater ved at lade staten og kommunerne løse flere opgaver selv, fordi de kan løse det billigere. Kun 20 pct. svarer ”Nej, eksterne konsulenter og advokater bidrager med vigtig ekspertviden.”

Befolkningens holdning er milevidt fra vurderingen hos de offentlige ledere, som køber ekstern rådgivning.

Knap 85 pct. af de offentlige ledere mener, at værdien, de får for pengene ved brug af eksterne rådgivere, er lig med eller større end omkostningerne, viser DI Rådgivernes analyse lavet i samarbejde med Epinion.

Se analyse: Rådgiverne tilfører kompetencer og leverer værdi for pengene i det offentlige

Det store gab mellem vælgernes og kundernes holdning er selve problemets rod. For i et demokrati slår vælgerne takten an, og det forklarer, at branchens gode, tunge og velunderbyggede argumenter rettet mod Christiansborg preller af - selv på borgerlige politikere.

Branchens image på agendaen i 2021

De gode argumenter og dialog med kunder og beslutningstagere skal vi holde fast i, men vi skal brede vores indsats ud og tale til et bredere publikum.

Vi skal fortælle om rådgivernes hjerteblod og bidrag til at gøre væsentlige beslutninger bedre og klogere. Det er en vanskelig linedans at fortælle om egne fortræffeligheder uden at lyde selvhøjtidelige, men vi må for alt i verden ikke bekræfte målgruppens fordomme.

Selvom opgaven ikke er let, er afsættet godt, for nutidens største udfordring – at skabe et bæredygtigt samfund – kræver specialistviden, innovation og deling af erfaringer, og det er produkter, som rådgiverne har på hylderne.

Da 2020 gik på hæld besluttede DI Rådgivernes bestyrelse på baggrund af input bl.a. fra vores årsdag i oktober, at de kommende to års indsats skal have fornyet fokus på netop branchens image og bidrag til at skabe et bæredygtigt samfund.

Tryk speederen i bund!

Vaccination mod COVID19 er i gang, og efter alt at dømme sætter vi punktum for COVID19’s hærgen i løbet af 2021.

Til DI Rådgivernes nytårskur i den forgangne uge var der beretninger fra medlemmer om de mange nye og gode muligheder, som har budt sig i kriseåret 2020.

Det tvungne hjemmearbejde blev beskrevet som en øjenåbner, der viste selv de mest konservative virksomhedsledere, at forretningen kan fungere uden fysisk tilstedeværelse. Heri ligger potentiale for et bidrag til at løse udfordringer med at fastholde talenter, som ønsker en anden work-life balance.

Coronakrisen har ramt på tværs af lande og brancher og har skubbet til investeringer i hardware, software og nye vaner, som kan nedbringe rejsebudgetter, aflaste klimabelastning og udvide salgsradius og dermed eksportpotentiale.

På den baggrund er der god grund til at forvente, at rådgiverbranchen kommer op i fart igen i 2021.

”Skru farten op på vej ud af svinget”, blev der sagt fra scenen til DI Rådgivernes årsdag i oktober. Det råd har jeg hæftet mig ved, og jeg synes, at det fortjener en ekstra deling her ved indgangen til 2021.

Gense DI Rådgivernes årsdag: DI Rådgivernes årsdag 2020

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret