Fire fejl du ikke vil begå på online kundemøder
Udfordringen ved onlinemøder er nærvær og tillid på distancen, men hvordan skaber du gode kundemøder online? Heidi Rosendal Larsen peger på fire typiske fejl, du skal undgå.
Hvordan sikrer du, at dit budskab når igennem skærmen ved onlinemøder med kunder?
Ifølge Heidi Rosendal Larsen, CEO i Plus 7, handler det om tre ting; empati, kreativitet og timing.
”Det handler om at kunne forstå og læse sine deltagere og vide præcis, hvad der konkret skaber værdi for dem, og hvad deres foretrukne digitale kommunikationsform er. Hvad du gør foran skærmen, og hvordan du strukturerer dine møder, har langt større effekt, end hvilket redskab du bruger.”
”Det handler også om timing. Det gode møde er ikke skabt ved kun at gøre det kortere. Hvis vi vil have interaktion på mødet, danner de første minutter af mødet kulturen for hele mødet. Og det efterfølgende. Især når vi alle er tvunget til at arbejde i samme format, handler det virkelig om at kunne begå sig digitalt og skabe møder, som giver og ikke tager energi”, fortæller hun.
Læs også: Bliv en god online facilitator
Fire fejl du skal undgå på onlinemøder
Heidi Rosendal Larsen er gennem sit arbejde med onlinemøder og virtuelle workshops især stødt på fire fejl, som virksomheder skal være opmærksomme på under deres online kundemøder.
1. Mangelfuld rammesætning: Ingen tager sig bedst ud nedefra, og ingen gider at se dine næsebor og lofter. Ved at hæve din computer eller webcamera til at være i øjenhøjde med dig, skaber du ikke bare en professionel ramme – men også et ligeværdigt hierarki på mødet. Tillid skabes via øjenkontakt med webcameraet og ved at placere dig, så du kan gestikulere med dine hænder.
2. Lad vær med at over-performe: Hvis du ønsker interaktion og engagement på mødet, handler det ikke om professionelle lys-paraplyer eller at kunne tale perfekt engelsk. Det handler om at skabe en ramme, hvor deltagerne trygt kan interagere med dig og ikke føle sig ubekvemme ved enten gear eller lixtal.
3. Dårlig facilitering: Alting forstørres i det digitale forstørrelsesglas, og digitale møder kræver mere og bedre forberedelse. Hvis din mødestruktur ikke var fast på dine fysiske møder, bliver det endnu mere udtalt på online møder. Gode møder kræver skarp rammesætning, tydelig værdiskabelse og benhård ordstyrring. Og for at virke nærværende er vi nødt til at være netop det; nærværende. Sluk for mail og forstyrrelser, og kort mødet ned.
4. Deltagerne føler sig ikke set og hørt: I virkeligheden tror jeg, at alle gerne vil føle sig set og hørt. Og inddraget. Det gør du ikke ved, efter en ultrakort præsentation af deltagere og agenda, at køre dine slides igennem og først åbne for spørgsmål de sidste 10 minutter af mødet. Sluk for præsentationen ind imellem og inddrag deltagerne i din præsentation undervejs. Det gode spørgsmål er, hvorfor det er vigtigt, at alle deltagere mødes foran skærmen på samme tid, og hvad der konkret skaber værdi på mødet. Dine slides kan nemt sendes på forhånd – det kan du ikke.
Læs også: Hvordan onboarder du rådgivere på kundeopgaver i en coronatid?
HOLD DIG OPDATERET
Modtag DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.