Adm. direktør i The Nielsen Company, Cecilie Westh stiller skarpt på, hvorfor mangfoldige teams betaler sig.

Foto: The Nielsen Company
04.03.21 DI Rådgiverne Nyheder

Diversitet betaler sig

Cecilie Westh fra The Nielsen Company er en passioneret fortaler for diversitet og inklusion i virksomheder. Få hendes knivskarpe perspektiver på, hvorfor mangfoldige teams betaler sig.

Med en fortid inden for salg og Business Development, er Cecilie Westh, adm. direktør i The Nielsen Company Media i Norden & Benelux, en passioneret fortaler for diversitet og er i dag i styrekomiteen for Leading Executives Advancing Diversity Network i Europa og i Above & Beyonds’ Advisory Board.

”Når virksomheder udnytter den fulde talentpulje, er det ikke alene en kæmpe konkurrencefordel for den enkelte virksomhed, men for hele Danmark. Mere diverse teams og organisationer skaber nemlig bedre tal på bundlinjen”, påpeger hun.

Læs også: 32-årige Cathrine vil til tops i dansk erhvervsliv

Mangfoldige teams giver bedre bundlinje

Flere undersøgelser underbygger Cecilie Wesths pointe om, at diversitet betaler sig.

Mangfoldige teams tjener 3,7 pct. mere til bundlinjen end ikke mangfoldige teams. Virksomheder med en mangfoldig ledelse tjener i gennemsnit 12,6 pct. mere end virksomheder uden mangfoldighed i ledelsen.

En stor del af forklaringen på dette kan ses i, at mere diverse teams er mere innovative. Diversitet i medarbejderstaben er også en vigtig faktor, når virksomheder skal tiltrække nye medarbejdere. En undersøgelse lavet af Finanssektorens Arbejdsgiverforeningen fra 2017 viser, at syv ud af 10 danskere mener, at det er vigtigt, at deres arbejdsplads har fokus på diversitet og mangfoldighed.

Fem skarpe til Cecilie Westh

1. Hvorfor er der brug for flere kvinder og større diversitet i ledelser og bestyrelser?

Det simple svar er; fordi det giver bedre resultater. Og hvis jeg skal uddybe det, så giver det bedre resultater, fordi du i en ledelse eller bestyrelse får flere forskellige synspunkter. Det gælder ikke kun om at sikre, at begge køn er repræsenteret, men i lige så høj grad at forskellige generationer, minoriteter osv. er det. I mange tilfælde kan det også være værdifuldt at tænke diversitet ind i din kundeportefølje. Hvis ledelsen spejler din kundeprofil, så har du det allerbedste udgangspunkt for at forstå dine kunder. 

Læs også: Hvordan leder du i 2021?

2. Hvordan arbejder I med diversitet og inklusion i The Nielsen Company?

I kraft af vores amerikanske rødder har vi arbejdet med diversitet og inklusion i mange år. Vi har indført flere tiltag, men de største succeser er:

  • At vi har mindst to kvinder på kandidatlisterne til senior lederroller, og at vi gerne også skal have kandidater med minoritetsbaggrund på listen.
  • Vi tilbyder mentoring til vores talenter og helst med en rollemodel, de kan spejle sig i. Vi tilbyder også ofte mentoring til kvinder, der skal på barsel.
  • Vi har Unconsious Bias-træning til vores ledere, så alle har en bedre forståelse og samme udgangspunkt.
  • Vi prøver også at integrere diversitet og inklusion i vores forretningsmodel, f.eks. har vi sidste år lavet en analyse af, hvad forskellige minoriteter ser på TV. Analysen er amerikansk, men vi planlægger at lave det samme i flere lande fremover.
  • Nielsens globale CEO underskrev i 2019 et løfte, som blev kommunikeret både eksternt og internt om, at vi vil have 6 pct. flere kvinder i lederroller i 2023, dvs. fra 37 pct. til 43 pct.
  • Endelig har vi grupper for diversitet og inklusion, som alle medarbejdere kan deltage i, hvis de har lyst. En har fokus på forskellige kulturer og en anden på udvikling af kvinder i Nielsen. Vi har 11 forskellige grupper i alt, som giver alle medarbejdere en mulighed for at have indflydelse og danne et netværk på tværs af lande og afdelinger.

3. Hvilke resultater har I kunne se i The Nielsen Company som følge af jeres fokus på diversitet og inklusion?

I 2020 har vi i Nielsen nået flere af vores finansielle mål. Vi har fået flere kvinder i vores senior lederroller, f.eks. har vores CEO i sin globale ledergruppe på otte personer, fire kvinder og fire personer med minoritetsbaggrund. Jeg har selv 10 kvinder i min ledergruppe på 16 personer for Norden og Benelux.

Vi har også set en klar forbedring i vores medarbejdertilfredshedsundersøgelse i 2020 til trods for COVID-19. Et spørgsmål som; At work, I am treated with respect blev forbedret fra 4.29 i 2019 til 4.41 i 2020 på en 5-skala. Det er også værd at nævne, at da vi for et par år siden målte effekten af at indføre mindst to kvinder på kandidatlisterne til senior lederstillinger, steg antallet af kvinder, vi ansatte i de roller, med 25 pct.

4. Hvad er jeres bedste råd til virksomheder, der gerne vil skabe mere diversitet og inklusion?

Det er vigtigt at starte med lederne og bestyrelsen, både mænd og kvinder. Få nogle af de mandlige ledere med om bord. Jeg oplever, at de fleste mandlige ledere meget gerne vil være med til at gøre dette til en succes. Det er også vigtigt for virksomheden at sætte nogle konkrete mål for, hvad I ønsker at opnå og hvornår. Derefter skal der laves en plan for, hvordan I kan nå målene og opstille delmål for ledere og deres afdelinger. Det er også vigtigt at skabe en kultur, hvor alle medarbejdere og ledere føler, at deres mening er respekteret, og at de kan se nogle rollemodeller, de kan spejle sig i. Det giver meget bedre inklusion.

5. Hvad er den vigtigste erfaring fra din egen bestyrelseskarriere?

Jeg synes, at det er tydeligt i de bestyrelser, jeg har siddet i og sidder i i dag, at det helt klar ER en fordel at have både mænd og kvinder. Vi ser på tingene forskelligt, og det giver nogle gode diskussioner og bedre beslutninger – og så er det sjovere!

Læs også: Vision: Flere kvinder i MR-branchen

Fakta om Cecilie Westh

  • Har siden 2013 været adm. direktør for Nielsen i Norden. I 2020 blev hun ansvarlig for Nielsen Media i både Norden og Benelux.
  • Før det har hun været COO for Nielsen i Østrig, Schweiz, Benelux & Norden og inden da i England og Irland.
  • Har tidligere arbejdet i General Electric og har erfaring inden for salg, Lean og Six Sigma, projektledelse og Business Development.
  • Sidder i mange af Nielsens bestyrelser i Norden og Benelux både som bestyrelsesmedlem og bestyrelsesformand. Hun er også medlem af bestyrelsen for British Chamber of Commerce i Danmark og Finnpanel i Finland.
  • Er med i DI’s initiativ Women on Board, der er en database med knap 150 kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret indhold