Vi skal gøre noget ved udfordringerne på diversitetsdagsordenen i stedet for blot at tale om problemet, blogger branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.

07.03.21 DI Rådgiverne Nyheder

Karrierefar og familiemor: ”Dyt dyt – ska’ vi byt’ byt’?”

I morgen er det kvindernes internationale kampdag. Aviser og newsfeed vil fodre os med udmeldinger om udfordringer på diversitetsdagsordenen. Det fokus er vigtigt, men skulle jeg bede en bøn, så handler den om, at nogen, det vil sige dig og mig, tager skeen i den anden hånd og får gjort noget ved sagen i stedet for bare at tale om problemet. Rådgiverbranchen har særligt gode odds for at gøre en positiv forskel.

De fleste i toppen af dansk erhvervsliv ved det godt: Danmark er ikke er nogen 12-talsdreng, når det kommer til ligestilling mellem kønnene. Danmark er ikke det værste sted i verden at være født pige. Vi klarer os godt på mange og grundlæggende områder, men vi ligger opsigtsvækkende ringe i internationale sammenligninger, når det kommer til diversitet på leder- og bestyrelsesposter i erhvervslivet.

Det er en trist position, og det koster på bundlinjen. Lur mig, om ikke det budskab vil lyde lige så højt 8. marts i år som sidste år og året forinden, men hvad skal vi gøre ved det? Se det er straks et lidt sværere spørgsmål. Jeg tror på, at der findes gode svar, men de er ikke altid så entydige og let-kommunikerbare, som udfordringen er. Tværtimod kræver de refleksion, dialog, nuancer, vilje og selverkendelse.

Debatten er minefyldt farvand, for man kan let sætte foden forkert. Hvad er egentlig forklaringen på den manglende kønsdiversitet? Bliver kvinderne valgt fra? Eller vælger kvinderne karrieren fra? Og vigtigst af alt; hvorfor? Kan og skal vi tale om maskuline og feminine værdier? Eller er vi allerede dér forudindtagede og dermed med til at skabe forskelsbehandling?

I den kommende uge lancerer foreningen Managementrådgiverne et inspirationskatalog, hvor virksomheder i konsulentbranchen deler egne erfaringer med deres indsats for større kønsdiversitet. En fantastisk inspirerende arbejdsgruppe har brugt tid på at beskrive deres erfaringer, og det kommer som kaldet, for det er netop handlingsanvisende og konkret.

Faktum er, at rådgiverbranchen er rugekasse for mange af de talenter, der ender i den øverste top af erhvervslivet. Og faktum er, at mange rådgivervirksomheder har en skæv kønsbalance. I nogle delbrancher starter udfordringen med kønsbalancen hos universitetsdimittenderne. I andre delbrancher er kvinderne fint repræsenteret på entry level, men falder hurtigere fra end deres mandlige kolleger.

Rådgiverbranchen har om nogen incitament til at arbejde med diversitetsdagsordenen: Branchen lever af at forarbejde ét råstof: veluddannede talenter. De er en knap ressource, og derfor er det god forretning at undgå utilsigtede adgangsbarrierer for den ene halvdel.

Fra mig lyder der en opfordring til at læse Managementrådgivernes inspirationskatalog, når det bliver offentliggjort og til at tage diskussionen og arbejdshandskerne op, for der er refleksioner og idéer, som også er relevante for andre rådgiverdiscipliner. Læs det med åbent sind, nuancerede øjne, spidse ører og forandringsviljen forrest, for der er så meget at vinde for alle.

Læs også: 32-årige Cathrine vil til tops i dansk erhvervsliv

Læs også: Diversitet betaler sig

HOLD DIG OPDATERET

Modtag  DI Rådgivernes nyhedsbrev og få information om rådgivningsbranchen, seneste nyt fra den politiske scene, faglig inspiration og invitationer til relevante arrangementer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret indhold