Der er gode muligheder for rådgivere i programmet Klimaklar Produktionsvirksomhed, der blev lanceret på afslutningskonferencen for Klimaklar SMV.

Foto: Klimaklar Produktionsvirksomhed
30.01.22 DI Rådgiverne Nyheder

Gode muligheder for rådgivere i nyt klimaprogram

Dansk Industri og Industriens Fond står bag Klimaklar Produktionsvirksomhed, som er et program, der skal accelerere grøn omstilling og CO2-reduktion blandt alle danske produktionsvirksomheder. Rådgivere får gode muligheder for at bidrage.

Rådgivervirksomheder vil især blive inddraget, når en ny digital læringsplatform er på plads. Her vil Dansk Industri indgå aftaler med rådgivervirksomheder, der får allokeret 1-2 timer per deltagende produktionsvirksomhed.

Læs mere om programmet her: Klimaklar Produktionsvirksomhed

Hvad er formålet?

Målet med programmet er at understøtte danske produktionsvirksomheder i at beregne deres CO2-aftryk på virksomhedsniveau baseret på Erhvervsstyrelsens CO2-beregner Klimakompasset med afsæt i GHG-protokollen, der opgør udledninger i hhv. scope 1, 2 og 3.

Se video: Rådgivere skal hjælpe 12.500 virksomheder med at blive klimaklar

Hvad er processen? 

Første trin i programmet er at udvikle en digital læringsplatform. Efter en udbudsrunde vælger Dansk Industri og Industriens Fond en leverandør. Gennem læringsplatformen får virksomheder viden, kompetencer og support til at beregne deres CO2-aftryk og anbefalinger til reduktionstiltag.

Parallelt vil 500 virksomheder indgå i et forprojekt med rådgivning, afprøvning og ibrugtagelse af den digitale platform. Det forløb starter nu og frem mod andet kvartal 2023. De første 150 virksomheder bliver en meget aktiv del af at afprøve og justere platformen.

I Q2 2023 forventer vi at have den endelige digitale platform klar til brug. Forinden vil vi lave aftaler med ca. 10 rådgivere, der inden for programmet får allokeret 1-2 timer per deltagende virksomhed.

Vi holder jer løbende opdateret på, hvornår rådgivere kan komme i spil.

Er du interesseret?

Er du rådgiver, og er du interesseret i at blive tilknyttet programmet? Så kan du allerede nu registrere dig. Du modtager mere information senere i 2022. Du modtager blandt andet en invitation til et informationsmøde med detaljer om, hvordan din virksomhed bliver samarbejdspartner i projektet.

En forudsætning for at blive prækvalificeret er, at du som rådgiver tager udgangspunkt i GHG-protokollen.

Du registrer dig her: Vis din interesse som rådgiver - Dansk Industri

Dansk Industri forventer øget efterspørgsel på rådgivere fra de produktionsvirksomheder, der deltager i programmet.

Foto: Klimaklar Produktionsvirksomhed

En ambitiøs klimaindsats

Det kræver en ambitiøs indsats, hvis vi i Danmark skal nå vores klimamål og udbygge danske virksomheders styrkeposition inden for klima. Klimaklar Produktionsvirksomhed understøtter den indsats.

Dansk Industri har en klar forventning om, at programmet vil føre til øget efterspørgsel på rådgivere fra de deltagende virksomheder, da indsigt i CO2-regnskab på virksomhedsniveau og reduktionsmuligheder vil afføde nye behov for bl.a. handlingsplaner og implementering, men også opgørelse af CO2-aftryk på produktniveau.

Fakta

Klimaklar Produktionsvirksomhed er et samarbejde mellem Dansk Industri og Industriens Fond. Projektet gennemføres desuden i samarbejde med Klimapartnerskabet for Produktionsvirksomhed og Global Compact Network Denmark.

Relateret indhold