KPMG melder sig ind i DI og DI Rådgiverne.

Foto: Karsten Karlsen
08.04.22 DI Rådgiverne Nyheder

KPMG indleder tæt samarbejde med DI

En af de helt store internationale revisionsvirksomheder i Danmark KPMG har meldt sig ind i DI. KPMG, der er en virksomhed med over 230.000 medarbejdere over hele kloden og services inden for rådgivning, revision og skat, ønsker samarbejde med DI om nogle af samfundets og erhvervslivets store strategiske emner.

”DI er fremme i skoene, hvad angår bæredygtighed, grøn omstilling, compliance og digitalisering. Det er vigtige strategiske agendaer for KPMG, og med DI’s strukturerede tilgang er jeg sikker på, at vi med et formaliseret samarbejde kan spille hinanden stærke og gøre en positiv forskel. I sidste ende vil det også komme samfundet til gode,” siger CEO og senior partner i KPMG Morten Mønster, der også ser frem til at nyde godt af DI’s høje og seriøse service på adskillige områder, eksempelvis personalejura og Global Talent.

KPMG tilbyder ekspertviden inden for en række rådgiverydelser og arbejder på tværs af rådgivning, revision og skat. I forbindelse med indmeldelsen bliver virksomheden således en del af DI Rådgiverne, Managementrådgiverne, DI Digital samt DI Forsvar og Sikkerhed.

”DI er en videnstung og faglig stærk organisation, der derfor kan understøtte og udbygge den høje faglighed, som vi bryster os af at have i KPMG. Den stærke faglighed er fundamentet for at KPMG kan yde troværdig rådgivning og revidering af dansk erhvervsliv, og indgyde tillid til deres virke,” siger Morten Mønster.

DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen glæder over indmeldelsen af et af de helt store internationale revisions- og rådgivningsfirmaer. Han ser frem til samarbejdet om store dagsordener inden for samfund og erhvervsliv.

”Det er en stor glæde, at få KPMGs store internationale viden, erfaring og netværk ind i DI. Jeg ser frem til at udveksle de internationale forhold med virksomheden,” siger Lars Sandahl Sørensen.

”Med KPMG som medlem får DI forstærket sin samfundsstemme og indflydelse på rigtig vigtige emner som bæredygtighed, internationale medarbejdere og digital omstilling. Derfor vil jeg byde KPMG hjertelig velkommen i DI – jeg ser både frem til samarbejdet og til at yde KPMG den optimale service,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Fakta om KPMG

KPMG P/S har 775 ansatte i Danmark. Foruden det danske hovedkvarter i Nordhavn i København har KPMG kontorer i Fredericia, Aarhus, Aalborg og Odense.

Relateret indhold