Konsulentbesparelser og faktaresistent modellervoks
Aftale om kommunernes og regionernes økonomi for 2023 indeholder besparelser på eksterne rådgivere. Fremtidens velfærd er på spil, blogger branchedirektør Katrine Ellersgaard Nielsen.
Aftale om kommunernes og regionernes økonomi for 2023 blev indgået i denne uge. Endnu engang er der besparelser på eksterne rådgivere. Kommunerne skal skære konsulentforbruget i 2023 med 75 mio. kr. stigende til 350 mio. kr. i 2025, regionerne 50 mio. kr. i 2023.
Med et folketingsvalg i horisonten er det ingen overraskelse, at regeringen fortsætter klapjagten på konsulenter for at opfylde valgløfterne fra 2019. Samlet set er målet om besparelser for 3 mia. kr. nu nået. På papiret i hvert fald.
Læs også: Insourcing af konsulentopgaver koster innovation i det offentlige
Jeg har tidligere skrevet om konsulentbesparelsernes populistiske islæt og den falske modsætning mellem kolde hjerner og varme hænder. Læs eller genlæs min analyse af regeringens bevæggrunde og branchens klogeste træk her: I 2021 speeder vi op på vej ud af svinget.
Besparelser på ekstern rådgivning har hele tiden været en tåbelig idé, men det er nærmest omsonst at gentage, for regeringen har forlængst proppet faktaresistent modellervoks i øregangene.
Nu, hvor målet er nået, håber jeg, at det er tid til at se fremad.
Fremtidens velfærd på spil
Vi står overfor en gigantisk udfordring i de kommende år, fordi der bliver færre til at forsørge - og passe og pleje - flere. I 2022 er der hver person udenfor den erhvervsaktive alder 1,8 personer i den erhvervsaktive alder. Om tyve år er det tal ifølge Danmarks Statistik 1,4.
At imødegå den udvikling og opretholde ambitionerne om kvalitet i velfærd er en helt vild opgave, som under ingen omstændigheder kan løses uden, at vi gentænker vores system - og prioriterer, hvordan den knappe ressource, tid, bliver brugt bedst.
Det bliver et hæsblæsende kapløb for at frigøre tid til det vigtigste, og her er gentænkning af arbejdsgange, klogt indrettede bygninger, og teknologiske løsninger uomgængelige. Det budskab har politisk ørenlyd. De siger det faktisk selv.
Læs også: Kühnau og Lose: Digitalisering kan frigøre livsnødvendig arbejdskraft
Besparelserne er ikke vokset i baghaven hos KL eller Danske Regioner, men også finansminister Nicolai Wammen ved, at digitalisering er afgørende.
Læs også: Wammen: It-konsulenter er et område hvor der er et stort behov
I økonomiaftalen med regionerne er der også anerkendelse af dét budskab, bl.a. gennem startskuddet til en teknologifond til offentligt-privat samarbejde, som foreslået af DI: Danske Regioner og DI: Ny fond og partnerskab skal revolutionere sundhedsvæsnet.
Derfor har jeg svært ved at se, at fremtidssikring af velfærden vil ske uden en hjælpende hånd udefra.
Det hjælper ikke at skrige fra hustagene, at en spade er en spade (eller rettere, at konsulenter er en del af løsningen), for det kommer ikke igennem modellervoksklumpen. Til gengæld må vi vise alle branchens gode historier frem, for øjne i hovedet, er der stadig.
Hvis du ikke allerede har delt en af dine fremragende cases, så skriv til os, og kom med i DI Rådgivernes #LadOsLøseDetSammen-indsats.