Esbjerg Havn set fra oven, september 2022

Foto: DIN Forsyning
05.10.22 DI Rådgiverne Nyheder

Dansk rådgivers tilgang til CO2-neutral energiproduktion giver genlyd

Med en vision om at rådgive om nye og komplekse teknologier til at optimere selskabers bæredygtige energiproduktion, løser Added Values en stor samfundsudfordring sammen med sine kunder. Et projekt med CO2-neutrale energianlæg på havnen i Esbjerg har fået Europa til at kigge mod Added Values.

I over 10 år har Added Values hjulpet danske og udenlandske energi- og forsyningsselskaber med at optimere deres energiproduktion og gøre den mere bæredygtig.

Deres tilgang til at arbejde med energirigtige løsninger har også fået udlandet til spærre øjnene op for disse nye, komplekse teknologiløsninger.

”Helt kort går det ud på, at vi ved brug af scenarieteknik, fleksibel teknologisammensætning, miljørigtige brændsler og synergi med elnet og områdets overskudsvarme, giver kunden en fremtidssikker og bæredygtig energi- og varmeproduktion”, fortæller Mogens Laursen, der er partner i Added Values.

Læs også: Rådgiverens energispareråd: Vil dine medarbejdere bryde deres kontorvaner?

Et konkret eksempel i Esbjerg

DIN Forsyning i Esbjerg er i gang med et omfattende projekt kaldet Fremtidens Fjernvarme. Det skal sikre, at Esbjergværkets kulfyrede varmeproduktion erstattes af en bæredygtig løsning, inden kraftværket efter planen lukker i 2023.

Som rådgiver for DIN Forsyning har Added Values beregnet, hvilke energianlæg der skal investeres i - hvornår og hvor. Løsningen er blandt andet to havvandsbaserede varmepumper, en fliskedel og en elkedel.

Som energispecialister er de med til at udforme og idriftsætte de to havvandsbaserede varmepumper, der bliver Danmarks største. Fra foråret 2023 vil varmepumperne kunne producere op til 60 MW varme i ca. 6000 timer om året. Det svarer til det årlige varmebehov for godt og vel 16.000 husstande.

Mogens Laursen forklarer, at ”Added Values’ metoder giver kunden et strategisk og kvantitativt overblik over handlemuligheder på f.eks. en 20 års horisont. Det sikres ved at optimere driften på de enkelte anlæg og deres samspil helt ned på timebasis, så der er sikkerhed for dueligheden. Eftersom overblikket løbende revideres, sikres robustheden i vores kunders langsigtede investeringer. Vi har udviklet egne teknisk-økonomiske optimeringsmodeller, så vi kan simulere scenarier for fremtidige usikkerheder og ydre hændelser. Det giver stor tryghed for kunden”.

Læs også: Arkitektens bedste energispareråd: Luk solen ind og sæt en prop i træk

Europa kigger mod Esbjerg – og pilen peger også på Added Values

Added Values’ projekter for danske og udenlandske kunder har fået flere større internationale energiselskaber til at henvende sig.

”Vores viden om både energisektoren og energiteknologi er unik, og vores løsninger er driftssikre for kunden og miljøet”, forklarer Neino Holm, direktør i Added Values, og hun fortsætter: ”Vores kunder og samarbejdspartnere i Danmark og udlandet er fantastiske ambassadører for vores håndtering af, hvordan CO2-neutrale anlæg skal skrues sammen i fremtiden. Det er vi faktisk ret stolte af”.

Foruden at anvende deres brede viden om energisektoren har det rådgivende ingeniørfirma i Vejle også fokus på udvikling af software og systemer, der kan være med til at sikre en stabil og rigtig drift. Det skaber stærk ro og overblik hos kunden, som direktøren siger.

Disse robuste og CO2-neutrale løsninger, som Added Values løser sammen med sine kunder, skaber stor opmærksomhed i udlandet; ikke mindst i en tid, hvor der virkeligt er brug for gode energiløsninger.

Læs også: DI Rådgivernes LinkedIn: Hvad er dit bedste energisparetip?

Skrevet af:

Maria Nielsen, Anna Weis Mølbak, kommunikationschef, Added Values

Relateret indhold