Ny og kæmpe SKI-aftale har flere gode takter
Statens og kommunernes milliardstore konsulentaftale i det offentlige er netop sendt i udbud. Aftalen indeholder gode takter om bæredygtighed – som kommer til at gavne Danmark.
Den 1. juni blev udbudsmaterialet til den ene af de to store aftaler om managementsupport offentliggjort af SKI - Staten og Kommunernes Indkøbsservice.
Aftalen vurderes at have en værdi på 1,8 milliarder kroner og vil træde i kraft i februar 2024 for to år med mulighed for en forlængelse på op til to år. Aftalen har seks delaftaler, blandt andet en ny delaftale om grønne konsulentydelser.
DI Rådgiverne har været i dialog med SKI inden udbuddet, og udbuddet har flere forbedringer set i forhold til udbuddet af den nuværende rammeaftale. Blandt andet lægger SKI op til at prækvalificere i forhold til virksomhedernes erfaringer, konkret beder SKI om referencer fra tidligere opgaver. Det betyder, at også mindre konsulentvirksomheder formentlig vil have en mulighed for at blive prækvalificeret. Der er også skabt mere plads til at uddybe sine referencer. Endelig er der tale om enkle krav i udbuddet, hvor der sikres så lave transaktionsomkostninger som muligt.
Søg, søg, søg
I første omgang skal rådgivervirksomhederne ansøge om prækvalifikation. I denne fase bliver virksomhederne vurderet ud fra deres erfaringer, konkret baseret på referencer.
SKI's ambition er at prækvalificere 14 virksomheder til hver af de seks delaftaler. De prækvalificerede virksomheder vil derefter kunne afgive tilbud og 10 leverandører vil blive udvalgt til hver delaftale.
Gode takter, men ét element skuffer
DI Rådgiverne er skuffet over antallet af konsulentfirmaer, der får plads på de enkelte delaftaler. Da der er tale om direkte tildeling kunne der – efter DI Rådgivernes vurdering – være flere leverandører på hver aftale.
Dét ville også være en fordel for brugerne af aftalen, der har meget varierende behov – og dermed brug for at kunne vælge mellem forskellige typer konsulentvirksomheder, blandt andet også specialiserede tjenester.
SKI har dog oplyst, at den anden store indkøbsaftale af managementydelser - 17.13 - bliver udbudt som et dynamisk indkøbssystem med et ubegrænset antal virksomheder. Dette sandsynliggør muligheden for en langt større bredde i de konsulentydelser, som det offentlige kan købe.