17.12.24 DI Rådgiverne Nyheder

Tiltræk og tilknyt medarbejdere

Voluntas’ Nicolai Iversen fortæller, hvordan man tiltrækker og tilknytter medarbejdere ved at fokusere på, at mening i arbejdet skal drive værket.

DI Rådgiverne havde inviteret Nicolai Iversen, partner og Chief Philosophy Officer i Voluntas, til at fortælle, hvad der driver mening i arbejdet – særligt for de yngre målgrupper. Salen var fuldt booket med 80 mennesker fra rådgiverbrancherne. 

Ville du generalisere om alle afrikanere? 

Nicolai Iversen påpegede, at når vi diskuterer generation Z, er det fristende at generalisere og tale om en homogen gruppe. Men med over 2,5 milliarder individer inden for generation Z er det problematisk at forsøge at skære alle over én kam. Det ville være som at generalisere om 1,8 milliarder afrikanere.

”Det understreger vigtigheden af at undgå oversimplificeringer, når vi taler om, hvad der motiverer og engagerer unge mennesker. For selvom der kan være nogle generationsspecifikke nuancer, er mange af de grundlæggende behov og ønsker, der driver mennesker på arbejdspladsen, universelle og gælder på tværs af aldersgrupper,” fortæller Nicolai Iversen 

Behovet for at tiltrække talent 

En af de største udfordringer for virksomheder i dag er at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere. Derfor er det afgørende at forstå, hvad nyere generationer søger i et job. Ved at dykke ned i deres værdier, ønsker og forventninger kan virksomheder skræddersy deres arbejdsmiljø og rekrutteringsprocesser for at blive mere attraktive.  

”Vær opmærksom på, hvordan virksomheden præsenterer sig udadtil, og skab en arbejdspladskultur, der giver mening for den enkelte medarbejder. Ved at investere i udvikling og læring kan virksomheder ikke kun tiltrække nye talenter, men også sikre, at de eksisterende medarbejdere føler sig værdsat og motiverede,” fortæller Nicolai Iversen. 

Ny analyse fra Voluntas for DI Rådgiverne viser, hvordan formål, ledelse, fællesskab og personlig udvikling påvirker trivsel og engagement i rådgiverbranchen.

Mere end bare en løncheck 

I det seneste årtier har danskernes arbejdstid været faldende, hvilket har skabt et skifte i vores prioriteringer. Med flere timer til rådighed uden for arbejdet, mener Nicolai Iversen, at danskerne har fået øjnene op for andre aspekter af livet, der også har betydning.  

”Dette betyder ikke, at arbejdet er blevet mindre vigtigt, men at det konkurrerer med andre livsområder om vores tid og opmærksomhed. Derfor er det afgørende for virksomheder at forstå, at medarbejderne i dag søger mere end bare en løncheck. De ønsker et job, der giver mening og bidrager positivt til deres liv,” fortæller Nicolai Iversen  

Indsigter fra dagen: 

  • De yngste generationer bærer præg af at være vokset op i en verden, hvor danskere arbejder nominelt mindre end før. I 1960 arbejdede folk f.eks, i gennemsnit 40 timer om ugen, i dag arbejder folk i gennemsnit 30 timer om ugen. 
  • For de yngste er livet uden for arbejdet steget i betydning. Mens ældre generationer ofte prioriterer arbejde højt, har nyere generationer en mere afbalanceret tilgang, hvor også fritid og personlig udvikling er vigtige. 
  • Mening på arbejdet skabes gennem fire parametre: formål, tilhørsforhold, personlig udvikling og ledelse. For unge i rådgiverbrancherne vejer særligt ledelse og formål tungere sammenlignet med Danmark som helhed. 
Værktøjskasse 

Hvordan bliver din virksomhed attraktiv overfor yngre generationer? Nedenfor finder du en række værdiudsagn, der virker særligt godt overfor yngre generationer. 

Personlig udvikling: 55 procent af medarbejdere forventer at skifte job inden tre år, men metoder som intern rotation og uddannelsesmuligheder hjælper. Særligt dette er vigtigt for yngre generationer. Her er eksempler på værdiudsagn, som tiltrækker generation Z: 

  • Vi arbejder med lærings- og udviklingsmuligheder i virksomheden. 
  • Vi prioriterer intern rekruttering, så medarbejdere kan vokse i virksomheden og udvikle nye færdigheder. 
  • Vi støtter medarbejdere, så de selv kan løfte deres karriereambitioner. 

Tilhørsforhold: Gør pre- og on-boarding tilpasset. Onboarding-programmer, der tager højde for rolle, læringsstil og karrieremål, sikrer en god start. Her er eksempler på værdiudsagn ift. tilhørsforhold, som tiltrækker generation Z: 

  • Vi værner om sociale fællesskaber, f.eks, vores 'Running Club'. 
  • Vi er en inkluderende og multikulturel virksomhed. 
  • Vores D&I-strategi støtter medarbejdernes individuelle livsfaser. 

Formål: Gør det troværdigt og originalt. 54 procent fravælger af søge et job, hvis de vurderer rekrutteringsmetoden er uoriginal og uforenelig med organisationens brand. Her er eksempler på formålsbaserede værdiudsagn, som tiltrækker generation Z: 

  • Vi støtter sundhedspleje, samtidig med at der frigøres finansielle ressourcer indenfor andre sektorer. 
  • Vi omfavner nye og forbedrede arbejdsmetoder, der er tilpasset til et marked i konstant forandring. 
  • Iværksætterånden i vores DNA kan spores tilbage til vores grundlæggeres hjerter og sind. 

Relateret indhold