Niels Bahnsen, projektchef, NIRAS

Foto: NIRAS
06.10.25 DI Rådgiverne Nyheder

68-årige Niels: ”Jeg er ikke færdig med at lære”

Efter 42 år i NIRAS arbejder Niels Bahnsen stadig fire dage om ugen som projektchef. For ham handler arbejdslyst om udvikling, fællesskab og lysten til at give sin viden videre.

68-årige Niels Bahnsen har været i NIRAS siden 1983. Han arbejder i dag fire dage om ugen, og han har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt.

"Jeg får et stort udbytte af at arbejde. For mig handler arbejdslyst om gode kolleger, variation i opgaverne og muligheden for hele tiden at lære nyt. Jeg var ikke færdiguddannet, da jeg stod med mine uddannelsespapirer. Jeg har udviklet mine faglige kompetencer gennem hele mit arbejdsliv,” siger Niels.

Niels peger på, at hans motivation også ligger i at kunne give noget videre:

"Noget af det mest tilfredsstillende er at kunne bidrage til de yngre kollegers udvikling. Vi har en stærk læringskultur i NIRAS, og det er motiverende at være en del af projekter, hvor jeg kan være til gavn og give mine erfaringer videre."

Læs også: 3XN: ”Vi vil lave verdens bedste børnehospital”

Fleksibilitet giver lyst til at blive

Hos NIRAS er fleksibilitet en vigtig del af hverdagen. Seniorer tilbydes fleksibel arbejdstid, fx en 4-dages arbejdsuge, der afholdes seniorsamtaler med fokus på individuelle løsninger, og mange bliver i virksomheden som timeansatte efter pension. Niels har flere kolleger på over 80 år, der stadig bidrager.

"NIRAS er meget åbne ift., at seniorer kan blive i arbejde. Det er op til den enkelte, hvad man kan og vil. Jeg er glad for, at NIRAS har gjort det trygt for mig at fortsætte med at bidrage til fællesskabet i en sen alder,” siger Niels.

Niels fejrede 40-års jubilæum i NIRAS i 2023. Bag ham ses forretningsdirektør Pia Juul Jensen og koncerndirektør Jens Brandt Bering.

Foto: NIRAS

Vi sætter fokus på arbejdslyst

Over 130.000 danskere går stadig på arbejde, selvom de er over pensionsalderen. Hvad er det, der får os til at blive ved dag efter dag?

Med kampagnen “Skabt af dansk arbejdslyst” sætter vi fokus på, hvad arbejdet betyder for os, både som mennesker og som samfund.

Læs mere her: Fremtidens arbejdslyst

Arbejdslyst udspringer af frihed og fællesskab

For Niels er det ikke pengene, der driver værket. Det er oplevelsen af at have fulgt ingeniørfagets udvikling fra håndskrevne kladder til digitale projekter og samtidig være en del af et fagligt fællesskab, hvor man løfter i flok.

”At følge med i udviklingen i arbejdsmetoder og redskaber gennem fire årtier og være en del af et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden. Det er dét, der gør arbejdet meningsfuldt for mig,” siger han.

I NIRAS bygger kulturen på frihed under ansvar. Det er en værdi, der ifølge Niels kan spores tilbage til virksomhedens første tid i Grønland i slutningen af 1950’erne. Her måtte man i is-sæsonen planlægge selvstændigt og klare sig uden støtte i op til seks måneder.

”Den selvstændighed og ansvarsfølelse gennemsyrer stadig virksomheden, og det er en vigtig del af min arbejdslyst,” fortæller han.

Blå bog: Niels Bahnsen

  • Student fra Virum Statsskole (nu Virum Gymnasium) i 1975
  • Uddannet civilingeniør i 1983 fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet med speciale i energisystemer
  • Begyndte sin karriere i NIRAS samme år, og havde 40 års jubilæum i virksomheden i 2023
  • Varetaget repræsentantskaber i bl.a. Dansk Biogas Brancheforening, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og World Energy Council Danmark
  • Haft ingeniørtekniske projekter og opgaver i bl.a. Burkina Faso i Vestafrika, Bulgarien, Ukraine, Malaysia og Georgien

Relateret indhold