Jacob Kurek er administrerende direktør i Henning Larsen og er nyt medlem af DI Rådgivernes bestyrelse.

Foto: Agnete Schlichtkrull
03.06.26 DI Rådgiverne Nyheder

Rådgivere skal gøre bæredygtighed til en konkurrencekraft

Jacob Kurek er administrerende direktør i Henning Larsen og nyt bestyrelsesmedlem i DI Rådgiverne. Han arbejder tæt på de krav, der former fremtidens byggeri. Her peger han på, hvorfor rådgivere får en nøglerolle i at omsætte bæredygtighed, ESG og internationalt udsyn til konkrete løsninger på tværs af værdikæden.

 

1. Hvad optager dig mest lige nu, når det gælder bæredygtighed og ESG i byggeriet?

Naturen er vores fundament; den leverer den ilt, vi indånder, den mad, vi spiser, og de ressourcer, der holder samfundet kørende. Der er overtræk på planetens ressourcer, og det byggede miljø spiller en væsentlig rolle i det overtræk. Så vi skal værne om de kvadratmeter, der allerede står. Derfor er det, der optager mig mest i øjeblikket, hvordan vi får skala på transformation, renovering og genbrug af materialer. Men inden for en branche, der ofte er ret konservativ i sine metoder, kræver det en ændret tankegang fra alle i værdikæden. At arbejde med det 'allerede byggede' medfører udfordringer, der både er praktiske og systemiske, men ikke desto mindre er det udfordringer, der skal imødekommes.

2. Hvis byggeriet for alvor skal rykke sig, hvor ser du så det største behov for, at rådgivere tænker mere på tværs af værdikæden?

Jeg tror på, at der skal mere samarbejde på tværs og større partnerskaber til for at løse de udfordringer, vi står over for. Det kan godt kræve en grad af tillid, der kan føles grænseoverskridende for nogen. Men uden en fælles ambition og en fælles satsning får vi ikke skabt de løsninger - og den nye viden - der er behov for. Nøglen ligger i partnerskaber på tværs af værdikæden. Vi er nødt til at rykke sammen i bussen for at forstå hinandens udfordringer og muligheder indgående, hvis vi skal være systemforandrende frem for systembevarende.

3. Du er også optaget af internationalisering, særligt for arkitekter, men også for rådgivere bredere set. Hvad kræver det, hvis danske rådgivere skal stå stærkere internationalt?

Det internationale marked for arkitektur og byggeri er præget af de geopolitiske spændinger, høje renter og fortsat stigende materialepriser, og det er en virkelighed, vi skal vænne os til. Der er ikke noget, der tyder på, at vi kommer tilbage til tidligere tiders stabile marked lige foreløbig. Vi har arbejdet internationalt siden 1980'erne, men i en globaliseret verden er vinderstrategien, for mig at se, ikke længere at rejse ud med vores skandinaviske værdier og tro, at vi kan løse lokale problemer. Der, hvor det virkelig rykker, der, hvor vi vinder i markedet, er, når vi kan kombinere global impact med lokale indsigter og nærvær. Derfor er det nødvendigt at være til stede lokalt og afgørende at udveksle global/lokal viden og erfaringer.

Relateret indhold