Tre skarpe til Marianne Hjaltelin om AI og etik
AI ændrer præmisserne for rådgivning. Som nyt bestyrelsesmedlem i DI Rådgiverne peger Marianne Hjaltelin på behovet for rådgivere, der kan kombinere teknologi, etik og faglig dømmekraft.
1. Hvad optager dig mest lige nu i krydsfeltet mellem AI, etik og rådgiverens rolle?
Det, der optager mig mest i det felt, er, hvordan vi ambitiøst omfavner og bruger AI uden at miste kernen i god rådgivning: nuancerne, ansvarligheden og dømmekraften. Vi skal hele tiden balancere, hvordan vi kan udnytte mulighederne maksimalt og værdiskabende for os og vores kunder, og samtidig have den nødvendige årvågenhed ift. udfordringerne med bias, rettigheder, originalitet og datasikkerhed, transparens osv.
2. AI ændrer både kundernes forventninger og rådgivernes arbejdsmetoder. Hvad skal rådgiverbrancherne især lykkes med for at skabe værdi på en ansvarlig måde?
Vi skal først og fremmest blive ved med at være kundernes tillid værd. Herunder ligger også at være ærlige om, at AI vil forandre dele af rådgivernes værdikæde markant. Nogle processer kan gøres markant hurtigere og billigere, og det skal kunderne naturligvis også mærke. Vores opgave bliver at fokusere der, hvor rådgivning er mest værdiskabende: i forståelsen af forretning, mennesker, samfund og strategi. Og den del oplever jeg, at der mere efterspørgsel på end nogensinde.
3. Hvad vil du særligt bringe ind i bestyrelsen i DI Rådgiverne, og hvor mener du, rådgiverbrancherne har mest brug for at rykke sig?
Jeg synes, rådgiverbranchen er et af de mest privilegerede steder, man kan arbejde. Det er en gave at komme tæt på så mange forskellige virksomheder, beslutninger og fortrolige ledelsesrum. Men det privilegium skal vi gøre os umage for at leve op til. De kommende år kommer til at udfordre branchen på nye måder, og derfor skal vi turde tage vores egen rådgivermedicin: kigge ærligt på vores relevans, vores forretningsmodeller og den værdi, vi skaber for kunderne. Den diskussion og retning glæder jeg mig til at bidrage til i DI Rådgiverne.