15.05.19 DI Service Månedens medlem

Medlemsportræt: Vi er meget mere end sikkerhed

I Danmark er STANLEY Security ikke en af de store aktører endnu, men som del af stor international koncern har virksomheden fingeren på pulsen. Allerede nu kan sikkerhedssystemerne langt mere end bare at sikre kundernes værdier – og det bliver der kun mere af i fremtiden.

I kontrolrummet hos STANLEY Security i Glostrup sidder medarbejderne dag og nat og overvåger sikkerhedssystemerne, for når en advarsel popper op på skærmen, skal forholdet straks undersøges.

- Det kan f.eks. dreje sig om, at et overvågningskamera hos en kunde er blevet drejet eller sprayet over. Ofte er det bare noget, som nogen har gjort for sjov eller ved et uheld, men det kan også være, at der faktisk er nogen, der planlægger et indbrud eller et røveri, og så skal vi træffe de rigtige forholdsregler, fortæller Michael Thomsen, som er Operations Direktør i STANLEY Securitys danske afdeling.

Virksomheden leverer, integrerer og drifter intelligente sikkerhedssystemer hos en lang række erhvervskunder og har siden 2011 været en del af den store internationale koncern Stanley Black & Decker. Hvis navnet får dig til at tænke på værktøj, er det ikke forkert. Koncernen går nemlig på flere ben, og værkstøjsproduktion til især det professionelle marked er det største forretningsområde.

Vi får systemer til at spille sammen

I Danmark er hovedfokus dog på sikkerhedssystemer – og det er et område i rivende udvikling. For mens de helt simple tyverialarmer er på vej ud, er de mere avancerede systemer, der skaber værdi langt ud over de rene sikkerhedsaspekter, på vej frem.

I dag kender mange mennesker systemer, hvor adgangskortet til arbejdspladsen både åbner døre, giver adgang til at printe, hvor man vil, og måske også kan bruges til at betale med i kantinen. Fremover kan sikkerhedssystemet f.eks. også medvirke til at optimere kantinedriften, rengøringsplanerne og salgsplanerne hos kunderne. Vi arbejder nemlig hele tiden på at integrere systemer, så de giver kunderne mest mulig værdi Michael Thomsen, Operations Direktør

Systemerne kan rumme en næsten endeløs række af funktioner, som man normalt ikke forbinder med et sikkerhedssystem. Og det er her fremtiden ligger, mener Michael Thomsen, som da også gætter på, at ordet ’Security’ en skønne dag vil forsvinde fra firmanavnet, så det kommer til at passe til fremtidens multifunktionelle systemer og services.

Lokal og global på samme tid

STANLEY Securitys danske afdeling begyndte tilbage i 1980 som en del af virksomheden Dansikring, men senere blev erhvervsdelen skilt ud – og i 2008 blev virksomheden rebranded under navnet Niscayah.

- Rebrandingen slog dog aldrig rigtig igennem, og virksomheden havde faktisk et par svære år, inden Stanley Black & Decker fik øje på den og opkøbte den i 2011, fortæller Michael Thomsen.

Siden da er det til gengæld kun gået fremad for STANLEY Security, der nyder godt af både at have et godt lokalkendskab til det danske marked og en pengestærk og videnstung, global moderkoncern i ryggen.

- Så stor en koncern er selvfølgelig lidt af en færge – og det mærker vi ind imellem i beslutningsprocesserne, men til gengæld er koncernen så stor, at den selvstændigt kan drive og finansiere sine egne udviklingsprojekter. Det har de mindre spillere på markedet ikke samme mulighed for, og det er en stor fordel for os, fordi den teknologiske udvikling går så hurtigt, påpeger Michael Thomsen

Key account på tværs af landegrænser

I Michael Thomsens øjne er det grundlæggende en fordel, at være del af den global koncern. Det skyldes ikke mindst den måde, moderkoncernen har tilrettelagt samarbejdet på tværs af grænser.

Foto:STANLEY
Mange af kunderne har også afdelinger i flere lande. Men de har altid én kontaktperson på den fulde aftale, som de kan gå til med alle spørgsmål. Det er noget, som kunderne værdsætter rigtig meget. Det betyder også, at hvis vi får en ny kunde her i Danmark, så er det også vores kunde i resten af verden Michael Thomsen

Samarbejdet mellem afdelinger og kolleger på tværs af landegrænser fungerer også godt – og det skyldes ikke mindst det sociale medie Workplace. Det er en form for Facebook for virksomheder, der kan bruges som en slags moderne intranet.  

- Det betyder, at både ledere og medarbejdere har en levende kanal, hvor alle hurtigt kan meddele sig og komme i kontakt med hinanden på en ret uformel måde. For nylig havde jeg f.eks. en potentiel kunde, som spurgte, om vi havde samarbejdspartnere på Island. Det vidste jeg ikke umiddelbart, men så skrev jeg en besked på Workplace – og en halv time senere havde jeg alle de nødvendige oplysninger, siger Michael Thomsen.

Datacentrene er blandt fremtidens kunder

STANLEY Security er som sagt ikke blandt de største på sikkerhedsområdet i Danmark, men hvis alt går som Michael Thomsen og Stanley Black & Decker ønsker sig, så kommer det til at ændre sig.

- Vi vil gerne være de største i Danmark, og i de seneste fem-seks år har vi haft på vækstrater på 20-30 procent, så det går i den rigtige retning. Men det er ikke er et mål, som vi kan nå alene gennem organisk vækst alene, siger Michael Thomsen.

Det er dog et vigtigt skridt på vejen at få fat i de rigtige kunder – og her er det lykkedes STANLEY Security at opbygge et speciale, som kan blive et af fremtidens guldæg.

- Vi har specialiseret os i at sikre datacentre. Egentlig startede det lidt som en tilfældighed for nogle år siden ovre i Irland, som har været langt fremme på området. Men det har udviklet sig til at blive et rigtig spændende område, efterhånden som mange af de store it-baserede virksomheder som Amazone, Apple og Microsoft bygger flere nye datacentre, hvor der er høje krav til sikkerhedssystemerne, slutter Michael Thomsen.

Fakta

STANLEY Security Denmark er en dansk del af den globale koncern Stanley Black & Decker.

Virksomheden leverer sikkerhedsløsninger til erhvervskunder inden for både det private og det offentlige.

STANLEY Security har i dag godt 60 ansatte og hovedkvarter i Glostrup.

Læs meget mere på www.stanleysecurity.dk

Skrevet af:

Lotte Malene Ruby