24.09.19 DI Service Månedens medlem

Medlemsportræt: Rengøring kan føre til menneskelige mirakler

Coor er en af nordens største serviceudbydere inden for facility management, men de er også frontløbere, når det handler om at tage socialt ansvar. Bæredygtighed i forhold til både mennesker, miljø og klima er en uadskillelig del af forretningsmodellen, siger adm. direktør Jørgen Utzon.

I den nordiske Coor-koncern er der over 8.900 medarbejdere ansat. 3.700 af dem er ansat i Danmark. De leverer bl.a. kantinedrift, ejendomsservice og rengøring til en lang række offentlige og private kunder. Og det er medarbejderne, som virksomhedens adm. direktør Jørgen Utzon taler mest om, når han fortæller om Coors fortid, nutid og fremtid.

- En stor del af de job, vi har, kræver jo ikke ret meget uddannelse. Derfor kommer en stor del af vores medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet. De har måske været på overførselsindkomst i en periode, eller måske er de nye her i landet og søger deres første job. Det betyder, at vi har som virksomhed kan gøre en stor forskel – både for det enkelte menneske og for samfundet, fortæller Jørgen Utzon.

Han ser det både som et ansvar og et privilegie, at hans virksomhed ofte er den vej, som kan lede et menneske fra en svær situation godt videre i livet.

- Selvfølgelig kræver det noget ekstra, når vi f.eks. får nye medarbejdere, der endnu ikke kan tale dansk eller som har tumlet med andre problemer. De skal måske på vores eget danskkursus eller følges rundt af en ”buddy” i den første tid. Men til gengæld får vi også nogle utroligt loyale medarbejdere, der virkelig føler, at vi har givet dem en chance, siger Jørgen Utzon.

En koncern med nordiske værdier

Coor så dagens lys i Sverige i 1998, men allerede tre år senere fulgte den danske afdeling efter – og i dag dækker koncernen hele Norden. Og selvom koncernen absolut har vækstambitioner – gerne mindst 4-5 procent om året – er Norden forsat det marked, som Coor først og fremmest vil udvikle sig på.

Vi bygger grundlæggende på nordiske værdier om bl.a. samarbejde, dialog, socialt ansvar, miljø og klima – og naturligvis også på at drive en god forretningen. Det er også værdier, der bliver efterspurgt på det nordiske marked, så her er der fortsat rigtig meget for os at udrette Jørgen Utzon

De fleste ansatte i virksomheden arbejder med traditionelle services som f.eks. rengøring, men der er også en voksende efterspørgsel på digitale serviceløsninger, som kan optimere driften af eksempelvis moderne arbejdspladser.

De to dele af forretningen supplerer hinanden godt, fortæller Jørgen Utzon:

- Vi kan ikke altid tilbyde vores kunder den laveste pris, for vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten af servicen eller vores ansattes arbejdsforhold. Men vi kan i stedet tilbyde at optimere virksomhedens energiforbrug eller nedbringe madspildet i deres kantine. På den måde kan de spare de samme penge, og det kan de fleste kunder godt se pointen i, siger han.

Rengøringsmiraklet i Ikast-Brande

Det største kick får Jørgen Utzon efter eget udsagn, når forretningsudviklingen og det sociale ansvar virkelig går op i en højere enhed. Han fremhæver et ganske unikt samarbejde, som Coor har med Ikast-Brande Kommune om kommunens rengøringen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ofte har undladt at byde på kommunal rengøring, når vi ikke syntes, at pris og kvalitet kunne hænge sammen. Men i Ikast-Brande var forvaltningen virkelig visionær. De så, at de på den ene side havde en gruppe arbejdsløse – og på den anden side en arbejdsopgave, som skulle løses. Og så besluttede de at finde en udbyder, som kunne få de to ender til at mødes, fortæller Jørgen Utzon.

Udbyderen viste sig at være Coor, og en del af aftalen mellem de to parter blev, at Coor – ud over at levere rengøringen – i løbet af tre år skulle få 41 af kommunens ledige i arbejde.

Hele 31 borgere er nu i job eller godt på vej. Det er en succesrate på 75 procent, og det er langt over, hvad man normalt lykkes med i tilsvarende projekter. Godt samarbejde, mentorordninger, fokus på den enkeltes behov og arbejdsopgaverne skabte et lille mirakel. Den model kunne jeg godt ønske mig, at flere kommuner tog i brug. Når det alligevel ikke sker så tit, kan man faktisk godt blive lidt frustreret som frontrunner Jørgen Utzon

Medarbejderne ved, hvad vi står for

Endnu en fordel ved at satse så hårdt på socialt ansvar og bæredygtighed er for Coor, at virksomheden endnu ikke har haft de helt store problemer med at rekruttere medarbejdere. Hverken på det faglærte eller det ufaglærte område.

- Vores oplevelse er faktisk, at det er stort set de samme ting, som tiltrækker alle medarbejdere. Og det er først og fremmest, om de kan se sig selv i virksomheden. Hvis de ikke kan det, kan du ikke holde på dem. De unge vil også kunne se en mening med deres arbejde, som rækker ud over deres egen månedsløn, og det kan de, hvis de f.eks. kan se, at deres arbejde gør en forskel for klimaet, siger Jørgen Utzon.

Servicebranchen er dog også en branche, som udvikler sig hurtigt. Lige nu er der meget fokus på bl.a. madspild, energiforbrug og på at få mange, nye digitale løsninger til at spille sammen i større kredsløb. Om fem eller ti år er branchen måske et helt andet sted.

- Derfor er vi nødt til at sætte os nogle mål, selv om vi ikke altid kender hele vejen på forhånd. Nogle af løsningerne må vi opfinde i farten, men det synes jeg også, at historien har bevist, at vi kan, slutter Jørgen Utzon.

Fakta

Coor er en af Nordens ledende facility management-virksomheder. Den blev grundlagt i 1998 og børsnoteret i 2015.

Coor har i alt ca. 8.900 medarbejdere i Danmark, Norge, Sverige og Finland – og en årlig omsætning på ca. 7,2 mia. kr.

I Danmark servicerer Coors ca. 3.700 medarbejdere dagligt over 30.000 servicebrugere på mere end 300 adresser.

Læs mere om virksomheden på www.coor.dk