Foto: Partneren ApS

17.12.19 DI Service Månedens medlem

Medlemsportræt: Medarbejderne skal være gladere end kunderne

Partneren er en mellemstor rengøringsvirksomhed, som gennem de seneste år har gennemgået store forandringer. Ledelsen er baseret på værdier som ordnede forhold og bæredygtighed, og digitale løsninger gør det muligt at efterleve idealerne.

- Oprindeligt havde jeg forestillet mig en helt anden karrierevej, siger Catja Winther.

Hun har i de sidste otte-ni år været adm. direktør i Partneren, som leverer rengøring og beslægtede services til erhvervskunder. Virksomheden blev i 2001 startet op af to brødre og havde en fornuftig kundekreds, men økonomien var ikke god.

Derfor opkøbte Catja Winthers far i 2006 virksomheden sammen med en partner med det formål at få styr på økonomien og så evt. sælge virksomheden videre igen. Men sådan endte det ikke med at gå.

- Min far har baggrund i it- og telebranchen og har stor erfaring med at skabe ’turn arounds’, og i løbet af fem år var økonomien i virksomheden genoprettet. På det tidspunkt ønskede han at trække sig tilbage, og så foreslog han, at jeg overtog virksomheden, fortæller Catja Winther.

Forslaget kom noget bag på hende, for hun var uddannet cand.merc. i International Business, havde bl.a. boet og arbejdet i USA og Sydafrika, og regnede egentlig med at fortsætte i et internationalt spor. Men efter et par måneders overvejelser, slog hun alligevel til.

At skabe et helt nyt fundament

- Min far havde gjort et godt stykke forarbejde med at rette op på økonomien, så det var en selvfinansierende virksomhed, jeg overtog. Men der manglede systemer og procedurer. Alt lå enten i Excel-ark eller i min fars hovedet. Så jeg skulle i gang med at skabe et helt nyt fundament og geare virksomheden til vækst, siger Catja Winther.

Det blev en hård periode. Hun ønskede nemlig ikke kun at få styr på systemer og procedurer, hun ville også tegne overenskomst for alle ansatte – og forandringerne forudsatte en helt ny forretningsmodel.

- På det tidspunkt blev en stor del af opgaverne løst af underleverandører. Det ønskede jeg ikke at videreføre. Jeg ville også gerne sikre, at den vækst, der blev skabt, blev i Partneren – og det betød, at vi i løbet af få måneder vendte billedet om, så vi nu primært udfører alle opgaver med vores eget personale, fortæller Catja Winther.

Sideløbende blev nye systemer og procedurer blev indført, og der blev tegnet overenskomst. Det var mange forandringer på kort tid, men omstillingen lykkedes.

Digitalisering giver plads til mennesker

Partneren er også langt fremme i skoene, når det gælder brug af teknologi og digitale løsninger.

- I vores branche foregår overraskende mange procedurer stadig i hånden. Det gælder bl.a. løn, fakturering og kvalitetsrapporter. Men det vidste jeg fra starten, at vi skulle væk fra. De kræfter skal meget heller bruges på kontakten med medarbejderne, kunderne, salg og forretningsudvikling, mener Catja Winther.

Derfor er hun hele tiden på udkig efter det rugbrødsarbejde, der lige så godt kan automatiseres, så energien bliver dirigeret over, hvor den skaber værdi.

- For os er teknologi og digitalisering det største konkurrenceparameter. Vi lever og ånder for at kunne servicere vores kunder og passe på vores medarbejdere. Derfor skal vores ledere bruge tiden rigtigt – for vi ved alle, hvordan administrative opgaver har det med at tage over. Så for os er det primære formål med teknologi og digitaliseringen at lette de administrative opgaver, siger Catja Winther. 

En mindre omkostningsfuld administration giver samtidig større økonomisk spillerum til andre vigtige prioriteter.

- Det koster jo noget, når man gerne vil gøre tingene ordentligt og have overenskomst med alt, hvad det indebærer. Men det har vi haft råd til, fordi vi samtidig har optimeret administrationen. Så de to ting afbalancerer faktisk hinanden, siger Catja Winther.

Glade medarbejdere er vigtigst

Selv om de seneste år har været begivenhedsrige i Partneren, har det hvert år lykkedes at skabe vækst. Også selv om virksomheden ikke er den billigste på markedet.

- Til gengæld er vi gode til at fastholde både vores medarbejdere og vores kunder. Vi har netop fået lavet en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, som viser, at vores medarbejdere er meget tilfredse – og det glæder mig rigtig meget, fortæller Catja Winther.

Hendes filosofi er nemlig, at medarbejderne helst skal være et nøk gladere end kunderne. For som hun siger:

- Glade medarbejdere giver glade kunder. Men glade kunder giver ikke nødvendigvis glade medarbejdere, så de sammenhænge er vigtige at have øje for, påpeger Catja Winther.

Ikke mindst i en branche, hvor det kan være svært at rekruttere nye medarbejdere.

- I lang tid mærkede vi ikke meget til det problem, men nu kan vi godt fornemme det. Så fastholdelse af vores medarbejdere er ekstremt vigtigt for os. De er også vigtige ambassadører for os, når de kan fortælle deres venner og omgangskreds, at vi er en arbejdsplads med gode forhold – og her er tæt kontakt mellem os og medarbejderne afgørende, mener Catja Winther.

Med babyskridt mod bæredygtighed

Bæredygtighed er kodeordet i virksomhedsstrategien for de kommende år.

- Det er et utrolig vigtigt område, hvor vi kun er ved at tage de første babyskridt. Vi bruger mere vand og færre kemikalier. Vi forsøger at bruge mindre plastik og erstatte toiletpapir og poser med mere miljøvenlige alternativer, men vi skal arbejde meget mere med hele mentaliteten – både hos os selv, vores kunder og vores leverandører, siger Catja Winther.

Når man ikke er en af de helt store spillere på markedet, kan det være svært at overskue livscyklussen på alle produkter og metoder – men det må ikke blive en dårlig undskyldning.

- Det er muligt, at vi kommer til at afprøve ting, som vi senere må erkende ikke var ideelle løsninger. Men jeg tror alligevel, at alle de små skridt er værd at tage, for de er med til at skærpe hele vores fokus på bæredygtighed. Vi bliver nødt til at handle i praksis, så det ikke bare bliver teoretisk snak, siger Catja Winther.

Fakta om Partneren

Partneren blev startet i 2001 af to brødre, men allerede i 2006 solgt videre til Catja Winthers far og en partner. I dag er virksomheden helt ejet af familien.

Virksomheden har base i Søborg og leverer rengøring til erhverv – og beslægtede ydelser som fx ejendomsservice, vindespolering og gulvopgaver.

I 2011 overtog Catja Winter direktørposten og året efter blev der gennemført generationsskifte i virksomheden.

I dag beskæftiger virksomheden ca. 350 medarbejdere og har kunder i det meste af landet.

Læs mere om virksomheden på www.partneren.dk