Michael Rusborg er direktør for CBRE GWS

CBRE
16.06.21 DI Service Månedens medlem

Nyt opkøb firdobler CBRE GWS-direktørs medarbejderstab

Michael Rusborg er adm. direktør for CBRE GWS. Hans seneste år har været spændende. GWS, som leverer Integreret Facility Management, har ikke bare skullet tilpasse sig Covid19-virkeligheden – den er også vokset voldsomt.

Hvis man beder Michael Rusborg om at beskrive det seneste års tid som administrerende direktør for IFM-divisionen (Integreret Facility Management) af CBRE, bruger han ordet ”spændende”. Det med god grund.

Én årsag er selvsagt udfordringerne, som Covid19-pandemien har skabt for en aktør som CBRE GWS. En anden årsag er koncernens opkøb af virksomheden Intego, som har gjort Michael Rusborgs arbejde betydeligt mere omfangsrigt.

”Den globale CBRE-koncerns seneste opkøb er sket her i Danmark. Vi har købt Intego, som nu er blevet et datterselskab. Det betyder i praksis, at mens jeg tidligere var administrerende direktør for 300 mennesker, er jeg efter 1. juni blevet ansvarlig for små 1.200 medarbejdere. Det er fantastisk og meget spændende at arbejde med,” siger han.

Opkøbet er en konsekvens af, at den internationale kæmpekoncern CBRE de seneste år har haft en udtalt strategi om at blive endnu større inden for Integreret Facility Management. Det sker ved både organisk vækst og overtagelse af markedsandele via opkøb.

Heftig udvikling

CBRE er verdens største rådgivningsvirksomhed inden for ejendomsinvestering, erhvervsmægling og integreret facility management.

Udviklingen tog fart for omtrent fem år siden, hvor koncernen foretog et af sine største opkøb inden for Integreret Facility Management i USA. Her erhvervede CBRE sig virksomheden Global Workplace Solutions (GWS), som var IFM-divisionen i koncernen Johnson Controls. Det var en akkvisition, der inkluderede ca. 20.000 medarbejdere på verdensplan.

Siden har den samlede koncern udviklet sig med raketfart inden for særligt den tekniske del af Integreret Facility Management, fortæller Michael Rusborg.

CBRE har været på en meget spændende rejse de seneste år. Da jeg startede i CBRE for fem år siden, var man 60.000 medarbejdere på verdensplan – nu er vi omtrent 100.000. Vi er en virksomhed, som vil vækste organisk, men heller ikke er bange for at foretage store akkvisitioner. Det står tydeligt med det seneste køb af Intego, der styrker det tekniske ben i vores danske facility management-forretning samt vores geografiske fodaftryk i Danmark Michael Rusborg, adm. direktør

Teknisk udgangspunkt

Det tekniske er centralt. For det er blandt andet her, at vi finder en af de måder, som CBRE GWS adskiller sig fra andre aktører i branchen. Med ordet ”teknisk” henviser Michael Rusborg til eksempelvis en bygnings lys, varme/køl, udluftning, datacentre, klimaskærm, produktionsanlæg, laboratorier og lignende.

Det er blandt andet på det område, at CBRE GWS har sit udgangspunkt og sine styrker.

”Vores DNA bygger på den tekniske facility management-leverance, som grundlæggende udspringer af det oprindelige Global Workplace Solutions. Vi dækker hele paletten inden for facility management, men inden for områder som kantine, rengøring og sikkerhed benytter vi os af strategiske samarbejdspartnere. Det er nok her, vi adskiller os fra andre aktører i branchen,” siger han og tilføjer:

”Vi driver det hele for kunden og har ansvaret for, at leverancen sker. Vores setup gør os meget stærke i den tekniske del af opgaven, hvilket gør, vi kan påtage os komplicerede opgaver. Vi er f.eks. med til teknisk drift af datacentre eller andre kritiske produktionsmiljøer. Det er vores styrke.”

Pointen i den indgangsvinkel er blandt andet, at CBRE GWS hurtigt kan adressere eller helt undgå tekniske og potentielt driftsforstyrrende udfordringer og rådgive kunden inden for en lang række emner, som har med CBRE’s oprindelige udgangspunkt at gøre – f.eks. rådgivning om kundens samlede ejendomsportefølje, investeringer i udstyr eller langsigtede planer for vedligehold af aktiver, så disse udskiftes og driftes med lavest mulige omkostninger for kunden, fortæller Michael Rusborg.

Omvendt kan CBRE GWS hurtigt hente nye eller yderligere kræfter ind på de mindre driftskritiske områder som rengøring og kantine, da koncernen her trækker på sine eksterne samarbejdspartnere.

Efter pandemien

Som alle andre virksomheder har CBRE GWS skullet tilpasse sig virkeligheden under Covid19. Dens kunder har stillet nye krav, og samtidig har den skullet sikre sine egne medarbejderes sikkerhed. Præcis som alle andre i branchen.

CBRE GWS har dog kunnet nyde godt af sin erfaring knowhow inden for teknologi - og på den måde f.eks. kunnet adressere kundernes efterspørgsel for berøringsfri løsninger. CBRE GWS har i den forbindelse oplevet stigende efterspørgsel på automatiske døre, låger, vandhaner, skraldespande og lignende.

I det hele taget forbereder CBRE GWS sig på, at pandemien kan medføre ændrede mønstre i forhold til, hvordan vi alle sammen går på arbejde i fremtiden. Mødedeltagelse via Virtual Reality er ét område, som man ser på med interesse. Udvidet brug af droner til kontaktløse inspektioner og fjernkontrol er et andet.

CBRE GWS’ forankring i tekniske løsninger kan vise sig at være et stærkt kort at have på hånden i den nye virkelighed efter pandemien.

FAKTA: CBRE GWS

Integreret Facility Management-division, der er en del af den internationale kæmpekoncern CBRE.

Navnet CBRE GWS udspringer af virksomhedsnavnet Global Workplace Solutions, som CBRE opkøbte for lidt over fem år siden.

CBRE GWS i Danmark har i dag ca. 1.200 medarbejdere og leverer helhedsorienterede IFM-kontrakter, der dækker alle facility management-discipliner. De leverer selv alle tekniske ydelser og samarbejder med nøje udvalgte leverandører på rengøring, kantine og sikkerhed.

1. juni 2021 firdoblede CBRE GWS sin danske medarbejderstab i forbindelse med koncernens opkøb af virksomheden Intego.

Datterselskabet hedder i dag CBRE Intego, men vil inden for det næste års tid gradvist ændre navn til CBRE.

Kilde: www.CBRE.dk

Relateret indhold