07.10.22 DI Service Månedens medlem

Medlemsportræt: Just Care. Omsorg til os selv - Omsorg for hinanden - Omsorg for vores klode

Just Care ApS er en privat syge- og hjemmeplejevirksomhed, der hører hjemme på Ørstedsgade i Odense. Just Care er nyt medlem hos DI Service i branchefællesskabet for Dansk Sundhed og Velfærd.

Just Care er skabt da CEO og Founder, Marianne Walter, har et brændende ønske om at skabe en ny omsorgskultur i Danmark, der sikrer at vores ældre og deres pårørende, får lige præcis den omsorg, de har brug for. Hver dag.

Marianne har store visioner for fremtiden, hvor hun vil revolutionære fremtidens ældrepleje, og behovet for omsorg, for den ældre, skal være i fokus. Just Care blev stiftet i september 2021 og har i dag tre ansatte udover Marianne selv. Virksomheden er opstået efter personlige oplevelser i det offentlige sundhedsvæsen, hvor Marianne har arbejdet i godt 30 år – heraf 22 år som sygeplejerske. Hendes mangeårige erfaring fra branchen har givet hende en viden om, at der er et helt essentiel problem i ældreplejen – omsorg, eller rettere manglen på selvsamme.

 

Det er min overbevisning, at vi mennesker, uanset hvem vi er, har brug for 'rettidig omsorg'; den rigtige omsorg på og til rette tid. Jeg mener det er afgørende for vores sundhed, velvære og evne til at komme i balance igen, at vi mødes af rettidig omsorg. CEO & Founder, Just Care, Marianne Walter

Hvad er omsorg?
Netop forståelsen af omsorg er, hvad Marianne vil ændre. Omsorg er summen af mange elementer, og hvor det offentlige stort set kun har fokus på de mest fornødne elementer, såsom rengøring, give den ældre mad, sørge for at få skiftet ble mm., har Just Care derimod, udover de basale ting, også fokus på både mental trivsel og bæredygtighed.

”Vi tænker omsorg ind i alt vi gør! Vi ønsker - udover at løse de basale ting - også at ændre hele kulturen i ældreplejen. For eksempel går 30 pct. af alle ældre med ble - ikke pga. af behovet, men fordi systemet ikke har tid til at få folk på toilettet. Det er et kæmpe ressource spild, hvilket går udover både klimaet, pengepungen og den ældres fysiske aktivitet.”

Marianne er sikker på, at hun kan ændre måden hvorpå der udøves omsorg. At drage omsorg for det hele menneske, er altid noget Marianne har haft fokus på og ment var det rigtige at gøre. Det at se mennesket bag og hjælpe med, hvad de har behov for, er det vigtige. Derfor efterlader Marianne altid sine medmennesker i bedre balance og humør, end da hun kom.

Et godt eksempel på netop dét, var da en ældre borger, som hele sit liv havde gået med neglelak ikke længere havde evnerne til selv at lægge det – og det er ikke noget det offentlige ser, som et behov de ældre har brug for, men det gør Just Care.

Vi ordnede negle, lagde neglelak, smurte håndcreme på og imens neglelakken tørrede læste min kunde op fra Benny Andersen om "lykken". Hun fortalte mig om hendes store kærlighed, hvordan de havde mødtes, om stjernestunder de har haft og om sorgen nu, hvor han ikke er her mere. Vi havde tid sammen og jeg havde tid til at lytte. Dét er omsorg. Marianne Walter

Hvordan løser man det høje sygefravær, der er i sundhedssektoren

Marianne går ikke kun op i omsorg for sine kunder, men også for sit personale. Sygefraværet i det offentlige sundhedsvæsenet er alt for højt, og det er derfor en stor ambition hos Just Care at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejdernes mentale trivsel er i højsædet. Derfor har Marianne lavet et omsorgsakademi, som blandt andet indeholder en faglig uddannelse mm. som hendes ansatte skal på, inden de er klar til at komme ud og yde omsorg overfor de ældre – man skal selv have overskud og vide, hvad det væsentlige ved omsorg er, før man kan give andre omsorg.

”Jeg mener, at det er en menneskeret, at der skal være tid til at vi kigger hinanden i øjnene, tid til nærvær, tid til at mærke efter hvad det enkelte menneske har brug for, og ikke mindst tid til at gøre tingene ordentligt. Vi skal bruge tiden på at forebygge fremfor at helbrede.”

Mariannes mission med Just Care er at gøre folk så raske og livsglade som muligt inden de dør og det gør man kun, hvis man tænker forbyggende i stedet for helbredende. Og hvis man skal kunne tænke i de baner bliver man nødt til at forstå, hvad omsorg betyder og gør for den ældre borger. Det, at man øger livsglæden hos de ældre gør en forskel, fordi det skaber et større overskud. Men for at give et større overskud til den ældre borger, skal man også selv have overskud. Derfor siger Just Care aldrig nej til en samtale, hvis man viser omsorg og har hjertet med i det man fortager sig. Hele arbejdskulturen rundt om de ældre skal nemlig også være i orden før, at den ældre kan få det bedre. Hvis du er et omsorgsmenneske og kan lide at arbejde med ældre, så er Just Care det rette sted for alle, som vil være med til at ændre omsorgskulturen i Danmark.

Store udfordringer i fremtiden
Vi oplever allerede nu en akut mangel på omsorgspersonale til et stigende antal plejekrævende ældre. Flere ældre lever samtidig med én eller flere kroniske sygdomme, og det stiller nye krav til, hvordan vi kan tilpasse ældreplejen til den enkeltes behov, så man ikke føler sig som en kastebold mellem hjemmehjælp, sygepleje, genoptræning og andre velfærdstilbud.

Med den voksende ældrebyrde følger der også et større ansvar. Ansvaret for, at den ældre stadig bliver mødt med værdighed og omsorg. Antallet af ældre (80+ årige) er steget over 30 pct. de seneste 10 år og vil stige med ca. 55-60 pct. i landsgennemsnit de næste 10 år - så frygten for, at blive gammel er voksende.

Folk er bange for at blive ældre, fordi de ser ind i en barsk fremtid, hvor der bliver flere ældre og mindre omsorgspersonale til at passe på dem. Vi ønsker, at alle skal føle sig trygge og ikke frygte at blive ældre, men derimod glæde sig til det. Det gør vi ved at ændre hele omsorgskulturen i Danmark, så de ældre ved, at der er nogle mennesker, der kommer og hjælper dem med værdighed, når de bliver ældre Marianne Walter

Du kan læse mere om Just Care og omsorg ved at klikke her.

Faktaboks Just Care:

Just Care ApS er en privat syge- og hjemmeplejevirksomhed med en vision om at skabe en omsorgskultur, der gør en forskel for ældre og pårørende i Danmark. 
Just Care ApS er ressourcepersonen til familien, og tager hånd om det hele menneske, lige fra rådgivning om hjælp og støtte, til ledsagelse og forebyggende omsorg og pleje til den ældre.
Just Care ApS ser altid helheden og kender til betydningen af, at det er et fast lille team af omsorgsmedarbejdere, der er tilknyttet den ældre og de pårørende. 
Just Care ApS er ejet og ledet af Marianne Walter.

Emil Knudsen
Skrevet af:

Emil Knudsen

Relateret indhold