”Hun fik de ældre til at lyse op – og mig til at skifte spor”

”Jeg er jo lidt bange for køer – men du skulle se hans smil, når vi triller ind i stalden og ned mellem rækkerne af dyr,” siger Kirsten Lønvig med glæde i stemmen.  

Som social- og sundhedsassistent hos Midtjysk Pleje kommer hun fast i hjemmet hos ældre borgere og lægger vægt på at skabe relationer, hvor livsglæde, tillid og værdighed er i fokus.

Hos en ældre landmand, der ikke længere selv kan komme i stalden, ved hun, at hun kan løfte humøret markant – med en rullestol, et lunt tæppe om benene og en grundlæggende tro på, at der er tid til det lille ekstra.    

”Når jeg alligevel har hjulpet ham i tøjet, så tager det måske 10 minutter at gå ud til køerne og traktoren. Og hvis vi også kan snige lidt dårlig humor ind et sted, så ved jeg, at han har haft en god dag – og at jeg har gjort mit arbejde godt.”

Færdig med at sætte varer på hylder

Kirsten Lønvig er 38 år og blev færdig som social- og sundhedsassistent i 2018. Før det arbejdede hun knap 10 år i et supermarked, hvor hun både var på gulvet og havde lederansvar. Men da hun efter to sparerunder i kæden stod uden job, kunne hun mærke, at der skulle noget andet til.

”Det gav ikke længere mening for mig at datomærke og sætte varer på hylder. Ikke fordi der er noget galt med det, men jeg fik lyst til at arbejde med mennesker og gøre en forskel.”

To personer kom til at præge hendes valg. Hendes daværende svigermor, der fortalte om arbejdet som sygeplejerske. Og så en medarbejder på et plejehjem, hvor Kirsten Lønvig kom i praktik som ledig.

“Hun tog mig under sine vinger og blev min mentor. For hun var både glad for sit arbejde og virkelig dygtig – og når jeg så de ældre lyse op omkring hende, kunne jeg mærke, at det var den vej, jeg skulle.”

Allerede under praktikken søgte Kirsten Lønvig derfor ind på uddannelsen til social- og sundhedshjælper og fortsatte derefter direkte på assistentuddannelsen.  

God pleje er et samarbejde

I ældreplejen kommer Kirsten Lønvig og kollegaerne tæt på de mennesker, de besøger – både i den daglige pleje, og når der skal handles hurtigt, fordi en borger fx falder eller bliver dårlig.   

”Vi hjælper jo med ting, der er meget personlige. Og uanset om det er en negleklipning eller en beslutning om at ringe efter en læge eller en ambulance, så gør vi det i samarbejde med borgeren. Det er et spørgsmål om værdighed.”

Når det indimellem er svært at skabe tillid og få lov til at hjælpe, sparrer kollegaerne med hinanden. Har der været en svær situation, bearbejder de den sammen og taler om mulige løsninger.

Her spiller Kirsten Lønvig en nøglerolle som fagkoordinator. Hun giver faglig sparring i komplekse forløb og fungerer som bindeled til ledelse og andre faggrupper som læger og sygeplejersker.

”Mange tror, vi står helt alene i svære situationer. Men i virkeligheden kommer du meget tæt på dine kollegaer. For vi hjælper hinanden i sårbare situationer – og har hinandens ryg bagefter, når vi taler om, hvad der er svært, og hvordan vi kan gøre det bedre.”

Et fag at være stolt af

Som fagkoordinator er Kirsten Lønvig mere på telefonen end tidligere. Hun har også et par timer på kontoret hver uge og er glad for rollen. Men hun drømmer på ingen måde om at skifte besøgene hos de ældre ud med et administrativt job.

”Nej, besøgene er der ingen, der skal tage fra mig,” siger hun med eftertryk:

”Jeg har alt for meget krudt i røven til et kontorjob, og jeg brænder for at komme ud og skabe relationer til mennesker.”

Kirsten Lønvig er stolt af sit fag – og mener, at der er god grund til at tale SOSU’erne op.

”Vi bliver ofte reduceret til nogle, der tørrer røv på ældre mennesker. Og ja, det gør vi. Men det er det mindste af det. God pleje kræver både en høj faglighed og evnen til at se hele mennesket.”

”Jeg har lært så meget af de mennesker, vi kommer ud til. Hvordan de bevarer et positivt syn på livet, selv om de bliver syge og kan meget lidt. Og hvor reflekterede de kan være omkring døden. Vi taler om det hele – og det har lært mig noget om, hvem jeg gerne selv vil være.”