Compass Group Denmark A/S beskæftiger ca. 2.500 personer i Danmark inden for kantinedrift, rengøring og andre drifts- og vedligeholdelsesopgaver. De mærker tydeligt, når deres eksporterende kunder går glip af en stor ordre.

Compass Group
DI Service Nyheder

805.000 danske job afhænger nu af eksport

Flere og flere danskere er beskæftiget som følge af eksport. Antallet er nu over 800.000 personer – og det er ny rekord, viser en ny analyse fra Dansk Industri. Mange job ligger hos servicevirksomheder som Compas Group, der står for kantinedrift og rengøring i mange eksportvirksomheder.

Havne fulde af containere og kæmpemæssige fragtskibe.

Det er det billede, mange får på nethinden, når talen falder på eksport. Men i dag er det ikke kun produktionsvirksomheder, der har god gang i eksporten. Servicevirksomheder med gang i eksporten er i øjeblikket dem, der har flest eksportjobs, viser analysen Eksport giver job til rekordmange fra Dansk Industri (DI).

 - Netop nu er 805.000 danskere ansat i job, der afhænger af eksport – og det er rekordmange. Produktionsvirksomhederne fylder selvfølgelig stadig meget i billedet, men vi ser altså nu, at det er servicevirksomhederne, der har flest beskæftigede som følge af eksport, fortæller Allan Sørensen, der er chefanalytiker i DI.

En væsentlig del af de job i servicesektoren, som er afhængige af eksport, er knyttet til den internationale handel med fysiske varer. Det gælder f.eks. job i transportsektoren. Men der er også mange andre services, som handles over landegrænsen.

Mange servicevirksomheder er underleverandører til virksomheder, der eksporterer. Det kan f.eks. være gennem leverancer af ydelser som kantinedrift, rengøring, rådgivning eller revision. På den måde ser man ikke umiddelbart, at de er afhængige af eksporten, men det er de – og de har betydning for, hvor konkurrencedygtige eksportvirksomhederne er i den sidste ende Allan Sørensen, Chefanalytiker

Servicesektoren bidrager ofte indirekte

En af de servicevirksomheder, som chefanalytikeren taler om, er Compass Group Denmark A/S. Virksomheden beskæftiger ca. 2.500 personer i Danmark inden for kantinedrift, rengøring og andre drifts- og vedligeholdelsesopgaver.

- Rundt regnet er mere end halvdelen af vores kunder eksportvirksomheder. Mange af dem er også vores største kontrakter, og vi mærker relativt hurtigt, hvis der er ændringer. Der er ofte større overskud til personalepleje, når det går godt, men også flere besøg og møder hos vores kunder, hvor vi fx kan levere forplejning, siger adm. direktør Zanne Burø, Compass Group.

Hun oplyser, at det også hurtigt kan mærkes, når kunderne ikke får den store ordre, som de måske havde regnet med.

- Vi stræber dog altid efter at følge med og efterkomme kundens behov – både i de gode tider, og i de knap så gode tider – uden også at skulle tvinges til opsige vores medarbejdere, siger Zanne Burø.

Læs også: Erhvervsbyggeriet vil sikre væksten til næste år

Eksport betyder mest i Vestdanmark

Eksportvirksomhederne og deres underleverandører er spredt ud over hele landet, men ser man på, hvor stor en andel af arbejdspladserne, der er knyttet til eksporten, er der store forskelle mellem landsdelene.

- Faktisk ser vi, at der uden for de store byer – og rigtig meget i Vestjylland – er en stor andel af eksportrelaterede job. Derfor betyder eksporten enormt meget for den økonomiske og sociale balance i Danmark, siger Allan Sørensen.

I Ikast-Brande er det f.eks. hvert andet job i den private sektor, der er eksportrelateret, mens det i København er mindre end hver tredje.

Beskæftigelsen i eksportrelaterede job er steget med næsten 110.000 siden 2010.

Læs også: Ikast-Brande har Danmarks bedste erhvervsklima 

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret