DI Service Nyheder

Hjælp dig selv med at uddanne dine fremtidige medarbejdere

Det bliver mere og mere overskueligt at finde og uddanne elever og lærlinge. Der kommer nemlig løbende nye værktøjer og inspirationskilder til. Her er et par af de nyeste og bedste.

Undervisningsministeriets velkendte Praktikpladsen.dk er blevet opdateret og forbedret, skriver Industriens Uddannelser. Via jeres profiler på Praktikpladsen.dk opnår I på virksomhederne nogle bedre match med jeres potentielle lærlinge og elever. Som noget spritnyt findes portalen også til både mobil og tablet. Og så er det blevet lettere for jer at få overblik over jeres praktikpladsopslag og jeres praktikpladsgodkendelser. For I er vel godkendt? Ellers kan I blive det her.

Ministeriet lancerer også et nyt digitalt værktøj, der gør det nemmere i det hele taget at oprette praktikpladser. Det kan fremover klares via et digitalt værktøj med bare fire enkle trin, fortæller Industriens Uddannelser.

Desuden har ministeriet nyt informationsmateriale samt korte film med inspiration fra virksomheder, der allerede har gode erfaringer med at uddanne fremtidens arbejdskraft.

Så selv om du måske hidtil har syntes, at det var noget af en ørkenvandring at sætte dig ind i reglerne om ansættelse af elever og lærlinge, behøver du ikke længere at gemme hovedet i sandet af den grund. Også Danmarks læringsportal EMU byder på masser af hjælp, viden og inspiration vedrørende erhvervsuddannelser.

Skulle du som DI-medlem have spørgsmål om lærlinge- og elevkontrakter eller personaleforhold under et erhvervsuddannelsesforløb, så ring til DI på telefon 33 77 33 77 og bed om at tale med en personalejuridisk konsulent. Det er omfattet af dit DI-kontingent og koster ikke ekstra.