03.04.20 DI Service Nyheder

Vejledning til dækning af faste udgifter er klar

En vigtig brik i hjælpepakkerne til vores virksomheder er nu offentliggjort. Det drejer sig om Kompensationsordningen med hjælp til dækning af faste omkostninger.

Som virksomhed har du mulighed for at ansøge om at få midlertidig kompensation for din virksomheds faste udgifter. Det gælder f.eks. husleje, renteudgifter og kontraktbundne udgifter (f.eks. leasing). Ordningen dækker udgifter i perioden fra og med den 9. marts til og med den 8. juni 2020. 

Du kan  læse mere om ordningen her  hos virksomhedsguiden.dk, hvor også bekendtgørelse og vejledning er at finde. Og det er også her, du ansøger om kompensationen elektronisk. Det forventes, at ordningen vil være åben for ansøgninger fra på onsdag den 8. april 2020. 

Ordningen er således relevant for mange af DI Services medlemmer, der udbyder B2B serviceydelser: 

  • I vil kunne søge om at få dækket egne faste udgifter, såfremt I har et omsætningstab på 40% eller mere

og/eller

  • I vil kunne gå i dialog med jeres kunder om, hvorvidt deres faste udgifter til jer vil kunne kompenseres

Vi kan allerede nu se, at der vil være en lang række spørgsmål til ordningen, som vi i afsæt i bekendtgørelser og vejledninger ikke kan besvare på nuværende tidspunkt. Vi anbefaler, at man i første omgang kontakter Erhvervsstyrelsens hotline +45 7220 0034 – men du er også altid velkommen til at kontakte os på  hjpak@di.dk  eller 3377 3377.

På DI’s hjemmeside finder du  hjælp til ordningen om faste udgifter her,  og vi har i DI desuden oprettet et taskforce, som løbende udarbejder FAQ’er i forhold til ordningerne, svarer på spørgsmål og bruger virksomhedernes input til at forslå regeringen relevante justeringer.

Relateret