Foto: Steen Knarberg

07.09.20 DI Service Nyheder

Rengøringsteknikere skal sprede viden hos Coor

17 medarbejdere hos facility management-virksomheden Coor er ved at uddanne sig til rengøringsteknikere. Logistisk kræver det klare prioriteringer at undvære så mange medarbejdere på én gang. Men virksomheden har høje forventninger til resultatet.

”Det kommer jo aldrig til at ske!”

Sådan tænkte HR-assistent i Coor Bianca Larsen tilbage i december 2019.

Som ansvarlig for uddannelse hos facility management-virksomheden Coor havde hun booket et helt hold af firmaets rengøringsassistenter ind på rengøringstekniker-uddannelsen hos TEC Gladsaxe. Men da tilmeldingsfristen udløb, var der nul tilmeldte.   

Et par måneder tidligere havde Bianca Larsen og seks driftschefer besluttet at løfte de faglige kompetencer hos en gruppe medarbejdere og lade den nye viden sprede sig via sidemandsoplæring.

Men det var ikke nemt at udpege de medarbejdere, som kunne trækkes ud af driften under den 11 uger lange uddannelse. Så Bianca Larsen var bekymret for, om hun ville blive nødt til at aflyse.

”Men så blev jeg stædig,” siger hun med et smil og fortsætter:

­”Jeg ved, det er svært at undvære sine medarbejdere, mens de dygtiggør sig. Men mit hjerte banker for, at vi får givet det her løft til medarbejderne. ”       

Coor har allerede gode erfaringer med rengøringsteknikeruddannelsen fra deres hospitalskontrakter, hvor den er obligatorisk. 

Fra nul tilmeldte til fuldt hold

Hos Coor har man rengøringskontrakter for både små og store kunder på et utal af adresser. Men til trods for en kompleks drift har der ikke været tvivl om, at det kunne løses med god organisering, siger driftschef Louise Berg Morsing.

”Det er jo supervigtigt for os at satse på vores medarbejdere og deres udvikling. I Coor lever vi af vores dygtige medarbejderes faglighed, og derfor er det helt naturligt at udvikle deres kompetencer.”

Uddannelsen giver også medarbejderne blod på tanden til at gå den ekstra mil for kunden:

” Vi bliver en attraktiv arbejdsplads, som kan tiltrække flere engagerede folk, der yder en ekstra indsats hos kunden. De medarbejdere, der bliver uddannet, kommer tilbage med et stort boost af deres motivation”, fortæller Louise Berg Morsing.  

I fællesskab fortsatte Bianca Larsen og Coors driftschefer arbejdet med at finde de medarbejdere, som kunne sendes afsted på uddannelse.

Det betød, at 17 medarbejdere blev tilmeldt i løbet af et par uger.

Og så var holdet en realitet.

Rengøringsteknikere skal sprede viden hos Coor Bianca Larsen, HR-assistent, Coor

Kære kunde – nu bliver vi dygtigere

Nu skulle 11 ugers uddannelse af 17 medarbejdere dækkes ind med vikarer. Umiddelbart lyder det som en sværere opgave end at vikardække korte kurser. Men det gik lettere end ventet.   

”Det er et bevidst valg for os, at vi vil vores medarbejdere og deres uddannelse. Derfor har vi valgt de medarbejdere, der gerne vil og kan, uanset timetallet. Og så har vi naturligvis samarbejdet tæt med kunden for at få det til at gå op,” lyder det fra Louise Berg Morsing.     

Med den længere periode har desuden Coor mulighed for at finde faste vikarer. Det betyder, at de faste vikarer kan komme ind og få en god fornemmelse for, hvad det vil sige at være i Coor.

”Det er vigtigt, at man har kunden med på rejsen og informerer dem om, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvad deres gevinst er af det. I sidste ende er det til kundens fordel, for de får en dedikeret medarbejder tilbage med høj faglighed og motivation,” siger Louise Berg Morsing.

Bare de blæser os bagover

Indtil for tre år siden lå ansvaret for uddannelse af medarbejderne hos hver enkelt driftschef. Men da Coor  i dag fokuserer målrettet på at løfte medarbejdernes kompetencer, har man samlet ansvaret for uddannelse hos HR og bl.a. Bianca Larsen.

”Ånden i Coor er, at vi ikke bare skal være gode, vi skal være bedst. Og vil man være det, skal man selvfølgelig have styr på driften – men man skal også kunne se ud over den. For det her handler ikke om drift. Det handler om at løfte mennesker, der knokler løs i et tabuiseret job,” siger hun.

På landsplan har Coor cirka 2.000 ansatte i rengøringsbranchen, og Bianca Larsen håber, at langt flere af dem i fremtiden får mulighed for at uddanne sig til rengøringsteknikere.

”Jeg hepper på det hold, vi har på skolebænken. Når de kommer tilbage som rengøringsteknikere, håber jeg, de blæser os bagover med alt det, de kan,” siger hun.

Fremadrettet vil Coor formentlig både booke hele hold og bruge skolernes åbne hold, så de kan få flest muligt medarbejdere af sted. Hvis uddannelsen viser sig at have den ønskede effekt, vurderer Bianca Larsen, at Coor fremover kan uddanne omkring 40 nye rengøringsteknikere årligt.

De 17 medarbejdere hos Coor skulle efter planen være færdige som rengøringsteknikere i maj 2020. Pga. COVID-19 blev sidste halvdel af deres uddannelse udskudt, så de nu er færdige i november. Tre medarbejdere har forladt holdet i mellemtiden. Til gengæld er tre nye startet på et åbent hold.