09.04.21 DI Service Nyheder

For Vraa dampvaskeri er ærlighed styrken i deres bæredygtige rejse

Foruden en ambitiøs CSR-strategi og flere miljøcertificeringer, så har Vraa dampvaskeri altid en ærlig dialog med kunderne om at finde den mest bæredygtige løsning. En bæredygtig vaskeriydelse kræver nemlig også kundens indsats, fortæller Stina Nordmand Rasmussen, CSR Manager og en del af ejerkredsen hos Vraa dampvaskeri.

Vaskeriydelsen bliver bæredygtig i samarbejdet med kunden

Hos Vraa dampvaskeri er bæredygtighed ikke et nyt fænomen. I mange år har vaskerivirksomheden aktivt arbejdet med at nedbringe deres miljøpåvirkninger, fortæller Stina Nordmand Rasmussen: “CSR er jo et relativt nyt ord for os i det nordjyske, men selve ordet bæredygtighed har vi kendt til og arbejdet med rigtig længe, og det har været nedskrevet i vores politik siden 2001”.

Omend den største del af ansvaret for at nedbringe miljøpåvirkningerne ligger hos virksomheden selv, så har man hos vaskerivirksomheden i Vrå sat fokus på, hvordan man også kan involvere kunden i at skabe en bæredygtig vaskeriydelse.

Når det kommer til kundens valg af tekstil, så får kunden automatisk et ansvar for, at vaskeriydelsen kan blive bæredygtig. Typen af tekstil har nemlig en kæmpe indflydelse på vand- og energiforbruget samt mængden af tekstilaffald, fortæller Stina Nordmand Rasmussen:

Man kan forpurre alle gode miljøhensyn ved at vælge det forkerte tekstil. Kunden har ofte fokus på, at selve tekstilproduktionen skal være bæredygtig, men som tommelfingerregel siger vi, at 80% af et tekstils miljøpåvirkning er i brugsfasen, mens kun 20% kan tilskrives tekstilproduktionen. Derfor forsøger vi altid at have en ærlig dialog, hvor vi fortæller, hvilken miljøpåvirkning de forskellige tekstiler indebærer for vaskeriydelsen Stina Nordmand Rasmussen

Stina Nordmand Rasmussen bruger denimtøj som eksempel. Det er pænt og behageligt at gå i, men selvom selve tekstilet måske er miljøgodkendt, så indeholder denim så meget farvestof at vandet fra vaskeprocessen ikke kan genbruges. Desuden kræver det op til 15 gange så lang tid i tørretumbleren som andet tekstil. Andre gange er det kundens ønske om logo på tøjet, som kan forhindre senere genanvendelse.

Den ærlige dialog opbygger tillid og baner vejen for et langvarigt samarbejde, lyder det fra Vraa dampvaskeri. Virksomheden vil nemlig ikke være en leverandør, men en samarbejdspartner, hvor den bæredygtige løsning findes i fællesskab med kunden.

Vaskerivirksomheden går aldrig på kompromis med bæredygtighed

Ærlig dialog er ikke kun et mantra for Vraa dampvaskeri, når det gælder det bæredygtige valg af tekstil, men også når der skal indgås nye samarbejdsaftaler. Hvis vaskeriet i Vrå kontaktes af potentielle kunder, som efterspørger en bæredygtig vaskeriydelse, så får de altid et ærligt svar, fortæller Stina Nordmand Rasmussen:

Adspurgt, hvad der er det mest bæredygtige sortiment, svarer Vraa dampvaskeri, at det er at beholde det tøj, man har – også selv om virksomheden ikke er leverandør. Det mest bæredygtige er at holde tøjet i omløb, så længe som muligt og derved undgå produktion af ny tekstil Stina Nordmand Rasmussen

Som virksomhed står man altså over for et bæredygtigt og ressourcebesparende valg, som ikke altid er let, og som visse tilfælde indebærer et foreløbigt afslag på nye samarbejdsaftaler.

Vi stiller også store krav til os selv

Vaskerivirksomheden i Vrå stiller krav til tekstilproducenterne, til kunderne og ikke mindst til sig selv. Stina Nordmand Rasmussen fortæller, hvordan den internationale EMAS standard hjælper dem til konstant at lede efter måder, hvorpå de kan nedbringe deres miljøpåvirkninger:

EMAS er i vores øjne den bedste miljøstandard, vi som virksomhed kan forpligte os til. Heri ligger nemlig et krav om, at vi offentliggør vores resultater og mål - og det forpligter. Vi skal ikke bare gøre en ekstra indsats, vi skal kommunikere åbent om det. Det motiverer os til hele tiden at ville være lidt bedre Stina Nordmand Rasmussen

Vraa dampvaskeri er som det eneste vaskeri i Danmark certificeret efter EMAS standarden og har været certificeret siden 1998. Selvom EMAS standarden er relativt ukendt blandt kunder, så har den en vigtig intern funktion. Kravet om rapportering og årlig offentliggørelse, forpligter nemlig til en vedvarende og ambitiøs miljøindsats.

Chipstyring af tøjet er Vraa dampvaskeris helt centrale logistiske værktøj, men er samtidig kilden til en detaljeret rapportering og indsigt i forbrug. Chippen kan eksempelvis fortælle hvor mange gange tøjet er blevet vasket og hvor mange kunder tøjet har været anvendt hos. Vi har eksempler på arbejdsbeklædning, der er vasket flere end 250 gange og har været anvendt af 9 forskellige kunder og som stadig er i aktiv cirkulation. “At få det maksimale ud af alle tekstiler - det er bæredygtighed”, pointerer Stina Nordmand Rasmussen.

Fremtidens bæredygtige vaskeri i Vrå

Vaskerivirksomhedens bæredygtighedsrejse slutter ikke her. Stina Nordmand Rasmussen udformer netop nu en ny CSR-redegørelse, hvor virksomhedens fremtidige målsætninger og ambitioner vil fremgå.

Blandt disse er målet om en produktion baseret på mere vedvarende energi, samt målet om at kunne genanvende 100% af al kasseret tekstil. Netop nu genanvender vaskeriet 55% af deres tekstil, men vejen til de 100% er udfordrende, fortæller Stina Nordmand Rasmussen:

Udfordringen er, at der ikke er særlig mange muligheder for at genanvende tekstil, som samtidig giver miljøøkonomisk mening for os. Vi er bl.a. afhængige af ny teknologi på området, og derfor støtter vi og er del af mange projekter, som arbejder med det Stina Nordmand Rasmussen

Aktuelt støtter Vraa dampvaskeri bl.a. et projekt, hvor virksomheden Scan-Hide A.m.b.a. forarbejder huder fra kreaturer fra Danish Crowns slagterier. Huderne bliver efterfølgende til støvler i firmaet, Roccamore. Støvlerne fragtes i en shopper syet af kasseret arbejdstøj fra slagterierne. Shopperne syes hos Vraa dampvaskeris socialøkonomiske samarbejdspartner, S.E.P. Nord. Vi skal samarbejde om bæredygtighed og projektet her er et rigtigt godt eksempel fortæller Stinna Nordmand Rasmussen.

Relateret