Nordic Catering kan så småt skimte lys, efter en lang, mørk og tærende coronakrise
Ødelagt livsværk, katastrofe og krisestyring. Sådan beskriver Bo Mertins, direktør i Nordic Catering, det forgangne år. Et år senere vidner reducerede omkostninger og nye kunder om, at kantine- og frokostvirksomheden igen er på benene.
Ødelagt livsværk og katastrofe
Corona ramte kantine- og cateringbranchen, som en altudslettende komet. Bo Mertins frygtede at også hans forretning og livsværk ville blive jævnet med jorden:
Den 11. marts blev vores forretning revet væk, og det føltes som om, hele vores livsværk blev destrueret. Jeg tænkte, at det her bliver umuligt at redde, og jeg frygtede, hvilke konsekvenser det skulle få for min familie og vores hjem Bo Mertins, direktør i Nordic Catering
Siden 2007 har Bo Mertins sammen med hans to partnere Thomas Nielsen og Jeanette Mertins arbejdet ambitiøst for at få en solid og vækstende forretning på benene. Året 2020, hvor væksten og profitten for alvor skulle blive en realitet, blev det samme år, hvor 2500 frokostkuverter skrumpede til 400, 3 store kantiner lukkede og alle selskaber blev aflyst.
Før corona lød Nordic Catering og søsterselskab Nordic Events omsætning på 75 millioner og virksomheden kunne se frem til et overskud på 5 millioner. Den 11. marts faldt omsætningen med 85 procent fra den ene dag til den anden, og Bo Mertins måtte fyre adskillige medarbejdere:
Vi var ca. 70 ansatte. Vi har sagt farvel til 18 og det siger jo noget om, hvilken katastrofe vi har været igennem Bo Mertins
Et lysglimt i den elles mørke krisesituation var forvisningen om kompensationspakker. Bo Mertins fik en smule håb og tro på virksomhedens overlevelse, da kompensationspakker for i alt 3 millioner reddede virksomheden fra at stå med et underskud på 2 millioner:
Hvis ikke vi havde haft hjælpepakkerne, var vi kommet ud med et dundrende kolossalt og ødelæggende underskud Bo Mertins
Nordic Catering, som før corona havde udsigt til et overskud på 5 millioner, endte ud med et overskud på 1. Således kostede den første coronabølge Nordic Catering 4 millioner kroner.
Krisestyring
Situationen kaldte på Bo Mertins intense krisestyring. Første step var at sende medarbejdere hjem på dagpenge i de første fjorten dage af nedlukningen. Næste step handlede om en markant reducering af virksomhedens omkostninger.
Jeg regnede ud, hvordan driften kunne forløbe med minimumsbemanding og fjernede alle unødvendige omkostninger. Vi lavede den største sparerunde, som betyder, at der i dag ikke bliver brugt en eneste overflødig krone i virksomheden. Vi har virkelig kæmpet for at overleve og det er jo en sejr i sig selv Bo Mertins
Under første nedlukning udmøntede krisestyringen sig også i udviklingen af en ny indtjeningskilde. Bo Mertins og hans to partnere oprettede onlineportalen hverdagsmad.nu for take-away løsninger. På Facebook delte de et billede af virksomhedens kokke sammen med overskriften ”hjælp mig til at hjælpe mine kolleger”. Opslaget fik stor opmærksomhed og i perioden tikkede op mod 700 bestillinger ind dagligt. Om end initiativets indtjening ikke kunne gøre op for de store økonomiske tab, så gav det Bo Mertins og hans medarbejdere et positivt rygstød.
Det var der også brug for, fordi kantinedriften aldrig kom ordentligt i gang i mellem første og anden nedlukning. Selvom omsætningen fortsat var stærkt nedsat hos Nordic Catering, var der ingen kompensation af få. Den nedsatte omsætning var nemlig ikke forårsaget af forbud, men skyldtes alene anbefalinger om at arbejde hjemme.
Lys forude
Bo Mertins telefon er igen begyndt at ringe og virksomheden leverer i en længere periode frokost til 20 testcentre. 80 procent af frokostkunderne er tilbage og kantinerne åbner igen pr. 14. juni. Samtidig er Copenhagen International School i Nordhavn en nytilkommen stor kunde. Nye kunder og udsigt til færre coronarestriktioner får Bo Mertins til at spå om en lys fremtid:
Vi har udsigt til resultater de kommende år, som endda ser bedre ud end før corona. Vores faste kunder er tilbage, og efter sommerferien forventer vi at kunne afholde en lang række arrangementer Bo Mertins
Dog spår Bo Mertins om et skrumpende kantinemarked, som følge af mere hjemmearbejde. Men det kan ikke vippe Nordic Catering af pinden. Bo Mertins tager udfordringen op:
Jeg tror vores marked bliver mindre, men så må vi jo bare tage en større andel af det Bo Mertins