31.08.21 DI Service Nyheder

Medlemsportræt: Ny teknologi skaber spændende muligheder for sikkerhedsvirksomheden STANLEY Security Denmark

For halvandet år siden blev Michael Thomsen indsat som direktør for den danske del af den internationale sikkerhedskoncern STANLEY Security. Han ser ind i en fremtid, hvor teknologi skaber helt nye muligheder for kunderne.

Mange virksomheder oplever i disse år, hvordan den teknologiske udvikling er med til at ændre deres forretning og skabe helt nye muligheder.

Det gælder en lang række brancher, og det gælder også for servicesektorens sikkerhedsfirmaer. Et eksempel på det er STANLEY Security Denmark ApS, som er den danske sikkerhedsdivision af den amerikanske kæmpekoncern STANLEY Black & Decker.

I spidsen for den danske virksomhed står adm. direktør Michael Thomsen. Han har det seneste halvandet år ledt sin virksomhed gennem pandemiens oprørte vande og samtidig taget skridt ind en digital fremtid, som ny teknologi åbner for. Det inkluderer f.eks. begrebet ”Software as a Service” (SaaS).

”Vi har besluttet, at begrebet SaaS også påvirker os. Det betyder på de store linjer, at vi forventer, at vi bevæger os fra at være en installatør- og servicevirksomhed til at blive en mere teknologibaseret virksomhed. Det handler grundlæggende om, at vores sikkerhedsløsninger vil blive endnu mere orienteret mod omkringliggende services,” siger han og tilføjer:

Traditionelt har vi f.eks. leveret et videosystem, hvor den primære funktion var sikkerhed. Nu ser vi også på, hvordan systemet kan driftsoptimere for kunden. Måske kan systemet tælle lastbiler eller antallet af kunder i en butik. Dermed får det en funktion udover overvågning Michael Thomsen

Et nyt lag af teknologi

Selvom STANLEY Security Denmark bærer et internationalt navn og er et datterselskab til en af USA’s 500 største børsnoterede virksomheder, har virksomheden solide, danske rødder. Den er oprindeligt etableret tilbage i 1980’erne og har tidligere været en del af Dansikring og Securitas. I 2011 blev den opkøbt af sin nuværende, amerikanske ejer.

Virksomheden sælger klassiske sikringsydelser som adgangskontrol, tyverisikring, brandalarmeringssystemer, videoovervågning og lignende - og primært til erhvervskunder. Michael Thomsen forklarer, at STANLEY Security Denmark især er stærk, når det kommer til de komplicerede og udfordrende løsninger.

”Typisk vil man nok sige, at vi kommer på banen, når løsningerne bliver komplekse. Altså, når det ikke er nok med standardløsninger og -anlæg. Dem er der mange andre, der også kan levere. Vi differentierer os nok ved at kunne håndtere meget komplicerede udfordringer – i forhold til f.eks. systemets opbygning eller kundens krav,” siger han.

Det er fra det udgangspunkt, at STANLEY Security Denmark i dag udvikler nye løsninger til fremtidens marked. Blandt andet via en fællesskandinavisk udviklingsafdeling, som har de fornødne IT-kompetencer til netop at udvikle nye overbygninger til sikkerhedsløsninger.

Strategien er at gå fra at være en traditionel sikringsleverandør til at være en software-provider med de features, der ligger omkring. Når det er sagt, så er vores kerne stadig security. Det kommer vi aldrig til at gå på kompromis med – men vi lægger potentialet for nye SaaS-løsninger ovenpå i disse år Michael Thomsen

Grøn transformation

Da Michael Thomsen satte sig i direktørstolen hos STANLEY Security Denmark for halvandet år siden, var det bl.a. for at fremme den teknologiske udvikling, som er en del af virksomhedens strategi. Men han har også fremmet andre sager.

Han fortæller, at virksomheden aktivt arbejder på at blive mere transparent og udadvendt. Det sker blandt andet ved øget fokus på at nå kunder og andre interessenter via sociale medier. Derudover er Michael Thomsen også i fuld gang med at sikre en grøn transformation af virksomheden.

”Kunderne har fokus på bæredygtighed, og vi er heldigvis en virksomhed, som går ekstremt meget op i det. Vi lægger mange kræfter i bæredygtighed, og vi har krav, som vi måler på. Fordi vi ikke direkte har produktion herhjemme, ser vi i stedet på emner som vores bilflåde. Her har vi har besluttet, at vi fremover vil købe el-biler i videst muligt omfang,” siger han.

Samtidig omfavner STANLEY Security Denmark de moderne, digitale arbejdsformer. Det skal komme både kunder og medarbejdere til gode.

”Kunderne og brugernes adfærd har ændret sig de seneste år. Man vil jo helst foretage alle sine indkøb via nettet i dag. Så vi er nødsaget til at være til stede, der hvor kunderne er - og i processen indrette os efter, hvordan vil de gerne interagere med os. Jo mere, vi kan digitalisere for dem, desto nemmere bliver det for dem,” siger han.

Pandemien udfordrede alle

Med til den historie følger selvfølgelig også, at det seneste halvandet års prøvelser i forbindelse med udbruddet af Covid19 har ændret kundernes ageren.

Michael Thomsen tiltrådte som direktør stort set samtidig med, at pandemien ramte - og coronakrisen gav STANLEY Security Denmark præcis de samme udfordringer som mange andre virksomheder.

”Vi har været udfordret qua, at det kundesegment, vi arbejder med, også har været udfordret. De har haft hjemsendte medarbejdere, eller sat investeringer på bero. Vi har haft lidt svært ved at komme ud og holde møder for at sælge vores ydelser og produkter. Heldigvis har vi ikke brugt hjælpepakker eller afskediget folk. Og vi har stadig leveret flotte driftsresultater,” siger han og tilføjer:

”Men det har krævet en stor indsats for vores ansatte. De har heldigvis været fleksible og ydet en stor indsats hele vejen igennem. Det sætter jeg pris på. Vi har lært meget i perioden. Ikke bare ift. vores kunder, men også ift. hvordan vi internt kan arbejde.”

Om STANLEY Security Denmark ApS

STANLEY Security Denmark ApS er den danske sikkerhedsafdeling af den internationale kæmpekoncern STANLEY Black & Decker, som er blandt USA’s 500 største børsnoterede virksomheder.

Den danske division har omtrent 65 ansatte, men beskæftiger i realiteten flere, da den også arbejder tæt sammen med underleverandører.

STANLEY Security Denmark ApS står for at sælge, installere og servicere den omfattende mængde af sikkerhedsløsninger, som koncernen står bag. Det være sig f.eks. adgangskontrol, tyverisikring, videoovervågning og brandalarmer.

Siden begyndelsen af 2020 har virksomheden haft Michael Thomsen som adm. direktør.

Kilde: STANLEY Security Denmark ApS

Relateret indhold