11.01.22 DI Service Nyheder

Hviid Hviid by JBS: Vi genanvender alt det, vi kan

Virksomheden Hviid Hviid by JBS arbejder med cirkulær, mekanisk genanvendelse af tekstiler fra sundhedssektoren, når de i cirkulære processer skiller nedslidte tekstiler ad, væver dem igen og syr nyt tøj af dem, før de igen sender dem retur til bl.a. sygehuse. Cirkulært, grønt, og godt for miljøet.

I mange år har stifter af Hviid Hviid by JBS, Ann-Sofie Hviid, arbejdet i sundhedssektoren, hvor hun har været vidne til, at tonsvis af kasserede tekstiler sendes til forbrænding og aldrig ser dagens lys igen. I 2017 stiftede hun sin virksomhed, fordi hun mente, at hun kunne gøre noget ved problemet med de mange kasserede tekstiler. I begyndelsen af 2021 købte JBS Textile Group sig ind på en andel af 85%, og stiller nu alle de ansatte til rådighed, så Ann-Sofie kan eksekvere og drive sin vision på den grønne dagsorden.

Når du ser det spild, der er. Når du ser alle de tekstiler. Så bliver du frustreret. Og jeg kan ikke sige det tydeligt nok: Det, der har drevet mig hele vejen, er alt det spild, der er - og alt det, der bare bliver kørt til forbrænding Stifter af Hviid Hviid by JBS, Ann-Sofie Hviid

Ann-Sofie fortæller, at der indenfor de seneste år er begyndt at ske noget med dagsordenen for de kasserede tekstiler. Nogle af dem bliver nemlig genanvendt til design eller andre formål. For eksempel kan de kasserede tekstiler blive syet om til tasker og net. Det er en rigtig god begyndelse, mener Ann-Sofie Hviid. Men udfordringen viser sig ved, at man ikke kan tage hele tonnagen af tekstiler. Faktisk er det kun ca. 3-4 pct. af de tekstiler, der sendes til forbrænding, som kan bruges til designprojekter, genbrug eller omsyning.

”Jeg synes, det er super ærgerligt, at der ligger så stor en tonnage stadigvæk, som ikke kan bruges til noget. Så jeg har valgt at sige, at det må jeg gøre noget ved.” – Ann-Sofie Hviid.

I alle de år Ann-Sofie har været i sundhedssektoren, har hun lært både behov, krav og ønsker at kende. Derfor har hun også set, hvilke muligheder der er. På den måde er hun blevet klogere på, hvordan man kan genbruge de kasserede tekstiler og omdanne dem til nye tekstiler, som også kan afsættes til sundhedssektoren.

En cirkulær proces, hvor enderne rent faktisk mødes

Hos Hviid Hviid by JBS genanvendes tekstiler igen og igen. Den cirkulære proces består i, at de kasserede tekstiler opdeles og sendes til Sydeuropa til genanvendelse i en tekstilmølle, hvor der produceres garner. Garnerne strikkes og væves, og så bliver der syet nye tekstiler af det.

Og så sælger jeg det gerne til dem, som har sat tekstiler ind i systemet, så de bruger de tekstiler igen Ann-Sofie Hviid

Når tekstilerne  endnu engang bliver nedslidt, får de en tur i systemet igen: neddeling, findeling, spinning til nye tråde, syning til nye tekstiler, som kan fungere igen. Det er altså et cirkulært loop, der kan blive ved med at køre igen og igen.

Samtidig fortæller Ann-Sofie, hvordan Hviid Hviid by JBS anvender potentialet fra JBS’ konventionelle tekstilproduktion: ”Der er noget restafklip fra produktionen, som vi også tilfører i de genanvendte tekstiler. For at styrke tråden tilfører vi altså noget nyt tråd i form af restafklip fra vores konventionelle produktion til de genanvendte tekstiler”. De fibre, der ligger i det genanvendte tekstil, som er meget slidte og udtjente, bliver altså styrket i denne proces. Og det, understreger Ann-Sofie, er en vigtig proces:

Det er klart, at vi ikke kan lave 100 pct. genanvendelse af kasserede tekstiler, for så vil de ikke være stærke nok. Og ét af de parametre, vi har som hovedfokus, er, at de skal have lang levetid Ann-Sofie Hviid

Ann-Sofie fortæller, at det tekstil, som eksempelvis sidder lige omkring knappen, bliver skåret af. Det sprætter fabrikken helt op og bruger til fyld i bamser, madrasser eller andet. Der er altså ikke noget spild. Noget går til tekstil, mens andet som f.eks. knapper i plast, bliver sorteret fra og går til plastgenanvendelse og bliver smeltet om til nye knapper, lynlåse m.v. Dog er der enkelte ting som ikke kan genanvendes, fx plast som er for hårdt – dette plast lægges i en diverse bunke og bliver hentet af nogen, som bruger dem til genbrugsprojekter, hvor de laver tæpper eller lignende designprojekter.

Vi skal være grønnere. Mere klart kan det ikke siges. Selvfølgelig skal vi tjene penge, ellers kan vi ikke eksistere. Men målsætningen er ikke profitten. Målsætningen er et grønt image og en grøn politik. Der skal ske noget – vi skal ikke bare snakke, vi skal handle Stifter af Hviid Hviid by JBS, Ann-Sofie Hviid
Anna Kjær Beyer
Skrevet af:

Anna Kjær Beyer

Relateret indhold