Børneøen Bonsai: Et fyrtårn inden for skovbørnehavepædagogikken

Om eftermiddagen holder den store turbus klar ved skovkanten på Jægersborg Alle for at hente bybørnene hjem fra en af landets vel nok mest naturskønne børnehaver:

Børneøen Bonsai er en privat-ejet Rudolf Steiner-daginstitution for børn i alderen 1-6 år med vuggestue på Amager samt to vuggestuer og fire børnehavegrupper i Charlottenlund og 35 ansatte.

Her ligger institutionen omgivet af biodiversitetsskov ved slotsparken i Charlottenlund med den gamle skovriderkro som nærmeste nabo. Omgivet af ældgamle ege-træer leger de over 100 børn i institutionen i deres “skov-klasseværelser” og nyder godt af den friske luft og jord under neglene, som ifølge international forskning styrker børnenes immunforsvar.

“I en tid med corona-smitte og fokus på sundhed har skovbørnehavepædagogikken aldrig været mere aktuel,” siger grundlægger og ejer-leder Rikke Rosengren, der brænder så meget for institutionens tilgang til at give børn et stærkt afsæt i livet, at hun sideløbende med sit virke som børnehaveleder udbreder sine teorier og metoder til hele verden igennem Bonsai Institute:

“Hvis ikke det var for corona, så har vi rejsehold fra Korea til USA til at komme og studere, hvordan vi sætter fokus på at skabe stærke bånd mellem voksne og børn i naturen og guide dem igennem en sund og tryg hverdag med fokus på rytmer, årstider, sang og fortælling, som steiner-traditionerne foreskriver,” fortæller Rikke Rosengren, der er uddannet steiner-pædagog i Australien, og hvis institution kun byder på trælegetøj, udendørs lur i barnevognen til de helt små, og bål på legepladsen.

Et kald og en livsvej

Børneøen Bonsai er af Center for Børn og Natur i Danmark blevet udvalgt som “fyrtårns-institution”, og pædagoger fra hele Europa søger job her for at komme tæt på stedets rendyrkede skandinaviske skovbørnehave-ånd og kultur.

Og det er den ånd, Rikke Rosengren er bange for, at det bliver svært at værne om i fremtiden med minimumsnormeringsaftalens ordlyd om, at Bonsais økonomiske styring skal dikteres af regler udefra, da de ledende politikere af en eller anden grund frygter, at der bliver trukket profit ud af børnehaven på børnenes bekostning:

“For mig er det her jo en kald og en livsvej, som jeg har fulgt først for mine egne børn og siden for andres børn,” fortæller Rikke Rosengren:

“Jeg har skabt et sted, der rammer  mine værdier om, hvad et godt børneliv er. Og det har jeg kun kunnet gøre, fordi jeg har arbejdet i weekender og ferier og involveret hele min familie i at skabe Bonsai de seneste to årtier. Det kan ikke lade sig gøre at starte og drive en institution som denne her som ansat leder i en 37 timers kontrakt.”

Mor: Jeg vælger naturskønt, nul skærme og øko-grønt

Og Rikke Rosengrens engagement er da også noget, der kan mærkes hos de familier, hvis børn går i Bonsai. Institutionen har lange ventelister, for der er mange forældre, der deler Rikkes værdier:

Een af dem er Benedikte Pontoppidan Thyssen, der er mor til en dreng på 3 år og en pige på 5 måneder:

“De ting, jeg mener er vigtige i et barneliv kan ikke imødekommes i de kommunale institutioner og dagtilbud. Jeg synes for eksempel, at det er forkert, at der langt de fleste steder ikke er en nultolerance over for skærme,” siger Benedikte Pontoppidan Thyssen og fortsætter:

“Jeg synes ikke børn i det kommunale kommer nok ud. Og samtidig vægter jeg som mor økologisk og helst biodynamisk mad med mange grøntsager til børnene. Og skønhed og æstetik i omgivelserne betyder også meget for os,” forklarer Benedikte Pontoppidan Thyssen:

“Sidst men ikke mindst mener jeg, ikke at normeringen af personale er høj nok, og jeg mener ikke, at personalet i det offentlige har det godt nok. Jeg har dyb respekt for de ansatte, men en institution skal tage sig rigtig godt af deres medarbejdere, for hvis man skal drage omsorg for andre, så skal man også selv have det godt. – Og det ser jeg ikke, at der er økonomi til i det kommunale pt.”

Personalets trivsel

For Børneøen Bonsai kan politikernes krav om, at Rikkes institution skal omdannes til en selvejende institution eller under en form for økonomisk administration, få betydning for, hvordan Rikke fremover kan prioritere eksempelvis sit personale:

“Jeg har som privat leder en frihed, der gavner børnehaven, fordi jeg kan prioritere vores midler, så de passer til værdierne.

“Jeg ved også, at jeg står til ansvar for det, hvis en gruppe pædagoger siger op, eller vi får problemer med arbejdsmiljøet. Så vil  jeg arbejde, til problemet er løst. Derfor synes jeg også, det er rimeligt, at jeg kan tanke op med en ferie på et tidspunkt, hvor det går godt, og der er overskud.”

Det bekymrer Rikke Rosengren, at regeringen og dens støttepartier ikke støtter op om, at hun som selvstændig kan udleve det kald, hun har, når det kommer børn og familier til gode:

“Hvor mange har lyst til at arbejde eksempelvis alle weekender og ferier de første to år, hvis de bare er almindeligt kontraktlønnede ledere uden den fulde indflydelse til at udleve den vision om det gode børneliv, som driver dem?” spørger Rikke Rosengren:

“Jeg har sagt nej til rigtig meget i livet for at kunne skabe Bonsai. Men det er vanskeligt at få ansatte til at lægge liv og sjæl i et projekt på den måde,” siger Børneøen Bonsais grundlægger og understreger, at hun til enhver tid hilser et grundigt tilsyn med børn og kvalitet velkomment:

“Vi har altid haft et rigtig godt samarbejde med vores tilsyn fra kommunen. De er så velkomne til at komme og se hvordan vores børn har det. Hvis man ser på tilsynsrapporten, så kan man se på vores, at vi over de sidste 22 år, aldrig har haft en bemærkning.”