28.05.20 DI Service Nyheder

Onlinemøder og tættere sammenhold er resultatet af krisen i LF-VAGT

”For os har covid-19 været den omvendte verden. Vi har faktisk øget antallet af vores opgaver, hvilket også har betydet, at vi har måttet ansætte flere folk.”

”For os har covid-19 været den omvendte verden. Vi har faktisk øget antallet af vores opgaver, hvilket også har betydet, at vi har måttet ansætte flere folk.”

Henriette Klement er direktør i LF Vagt, som er et autoriseret vagtfirma med hovedkontor i Maribo. 
LF-VAGT løser en bred vifte af sikkerhedsopgaver, men har et specialiseret fokus på byggepladser, alarmpatrujle og opgaver med hund. Som direktør for nu 96 vægtere er det generelt en udfordring at være i tæt kontakt med alle medarbejdere, som ofte befinder sig mange forskellige steder i landet. Coronakrisen har ikke gjort denne udfordring mindre. Og dog - coronakrisen har nemlig vist sig at kunne give svar på, hvordan man i LF-Vagt har kunnet komme tættere på hinanden via ugentlige onlinemøder.

”Det har igennem længere tid været et rigtig stort ønske for mig at komme tættere på de 96 vagter, jeg har ud i marken. Hvad der også er vigtigt for mig er at de kommer tættere på os.”

Som Henriette Klement selv formulere det, så har de ikke helt opfundet den dybe tallerken, men introduceret ugentlige onlinemøder for alle medarbejdere. Det har skabt tættere sammenhold mellem ledelse og medarbejdere samt medarbejderne imellem. De er ofte på afstand af hinanden, da de varetager forskellige sikkerhedsopgaver forskellige steder i landet. Møderne giver mulighed for at få ansigt på den stemme, man normalt kun møder over telefonsamtaler. Samtidig giver det mulighed for en fælles gennemgang af alt fra nye projekter til spørgsmål omkring CSR-certificering eller ISO-certificering samt mulighed for at medarbejderne selv kan bringe aktuelle emner til dagsordenen og komme med forslag.

”Hele formålet har været at komme tættere på hinanden. Det er en proces som er startet under COVID-19, affødt af COVID-19, og vi fortsætter.”

Møderne foregår ugentligt, varer en halv time, og det er frivilligt for medarbejderne at deltage. For at tage højde for varierende arbejdstider, så foregår mødet den ene uge om morgenen og den næste uge om eftermiddagen. Selvom onlinemøderne blev introduceret som en midlertidig løsning på en udfordring under corona, så fortsætter man med at afholde dem. Initiativet er nemlig populært blandt medarbejderne og har vist sig at være et godt forum for at få information og udveksle erfaringer.