Tillykke til den nye firkløverregering - lad os få sat strøm til Danmark sammen
I DI Teknik & Installation glæder vi os over, der er kommet en ny regering. For det haster med at få lavet en holdbar plan for udbygning af elnettet i Danmark og skabt rammer for bedre udnyttelse af den vedvarende energi.
Det er positivt, at væsentlige politiske prioriterer, vi har påpeget på vegne af vores medlemmer og branchen, er medtaget i regeringsgrundlaget.
Ikke mindst fokus på elektrificering, hvor der iværksættes en akutplan og nævnes både samplacering, energilagring og fleksibelt forbrug. Det er særdeles glædeligt, at landets nye erhvervsminister, Martin Lidegaard, har fuldt fokus på netop elektrificering.
Vi glæder os også over regeringens plan om at udbrede brugen af solceller på tage i de store byer.
Vi vil over for den nye regering fortsætte med at udpege konkrete udfordringer og løsninger på dem. For Danmark står midt i to samtidige og sammenhængende samfundsskift. For det første en grøn omstilling med elektrificering af varme og transport, udrulning af vedvarende energi og opbygning af et fleksibelt energisystem, der kan løfte en fossilfri fremtid. Udrulningen kræver dels tilstrækkelig kapacitet i elnettet, dels at vi får skabt lokale energisystemer, som samtænker for eksempel solceller, batterier og intelligent styring på samme lokalitet: Kun derved kan vi reducere trækket på det kollektive net. Og det haster.
For det andet oplever vi en voksende opmærksomhed på forsyningssikkerhed og robusthed grundet den geopolitiske situation. Danmark skal kunne håndtere digitale angreb, fysisk sabotage af kritisk infrastruktur og forsyningsnedbrud, uden at vi som samfund går helt i stå.
Teknik- og installationsbranchen er her den udførende kraft: Det er branchens virksomheder, der vedligeholder højspændingsnettet, lægger kablerne, producerer og installerer varmepumperne og solcelleanlæggene samt sætter batterierne i drift. Det er også teknik- og installationsvirksomhederne, der projekterer backup-systemer til samfundskritiske institutioner som hospitaler, vandværker og vores varmeforsyning og vedligeholder de anlæg, som samfundet i øvrigt er afhængigt af. - Ligesom det er vores branche, der rykker ud i tilfælde af strømudfald og digitale angreb. Det vil sige, når det virkelig gælder.
Jeg er stolt af at repræsentere en branche, som i den grad udgør rygraden i vores bygnings- og forsyningsinfrastruktur. Og som vi er helt afhængige af, hvis vi skal sikre en grøn omstilling, hvor vi siger farvel til de fossile brændsler og åbner vores virksomheder og private hjem for omfattende strømbaserede løsninger i form af varmepumper, solceller, ladestandere, batterier og automatiseret teknologi.
For mig at se, er der for indeværende fire afgørende elementer i denne omstilling:
- Lokale fleksibilitetsmarkeder: Vi skal have skabt et marked – inkl. økonomiske incitamenter – for at udnytte kapaciteten på elnettet langt bedre. Målet er at flytte forbruget væk, når der er spidsbelastning, og give los for at udnytte strømmen mere, når der er nok af den. Det kræver bl.a. en ny tarifstruktur og investeringer i batterilagring. Copenhagen Economics vurderer, at fleksibilitet alene kan udskyde statens investeringer i elnettet med hele 14–22 mia. kr. frem mod 2035.
- Færre administrative byrder ift. installation af VE-anlæg: Vi skal have forenklet reglerne for samplacering, så industri og erhverv kan koble deres egenproduktion, lagring og forbrug uden for mange administrative byrder. Det er også presserende, at vi får fjernet krav om byggetilladelser ved opsætning af solceller på eksisterende tage, som ligeledes udgør en bureaukratisk barriere for den grønne omstilling.
- En national batteristrategi. Den nye regering bør prioritere en national batteristrategi med fokus på batteriers betydning for reducering af spidsbelastning grundet deres evne til at flytte træk på elnettet til tidspunkter, hvor belastningen er lav. - En strategi, der også har fokus på de økonomiske incitamenter, både for forbrugere og erhverv.
- Et mere sammenhængende bygningsreglement. Vi skal have et mere sammenhængende bygningsreglement med fokus på teknologineutralitet, så nye teknologier hurtigt kan implementeres. - Danmark kan ikke nå sine energimål ved at vælge at fokusere på enten bygningers klimaskærm eller de tekniske installationer, der automatiserer driften. Begge dele skal i spil – og begge skal tænkes sammen fra starten for at nå en ressourceeffektiv grøn omstilling.
- Branchen mangler både hoveder og hænder. Mangel på arbejdskraft er en udfordring i mange brancher, og teknik- og installationsbranchen står over for en dobbelt investeringsudfordring: For det første flere og bedre uddannede medarbejdere. Og for det andet ibrugtagning af produktivitetsfremmende teknologier og arbejdsmetoder, som understøtter værdiskabelsen. Begge dele kræver tid og kapital, og begge dele forudsætter erhvervsuddannelser, der holder trit med branchens udvikling. Det gælder lige fra forsyningsoperatører, som laver højspænding, til flere elektrikere, VVS’er og maskinmestre.
Derfor ser vi frem til en effektiv implementering af den nye erhvervsuddannelsesreform, ligesom branchen skal gøre sit til at tilbyde flere praktikpladser til de unge, som ønsker at bidrage til den grønne omstilling og et sikkert og robust samfund.
Der er nok at tage fat på!
Hos DI Teknik & Installation glæder vi os til samarbejdet med den nye regering, og vi bidrager gerne med vores viden og erfaring, når de nye ministerier skal skrue lovgivning sammen, som rent faktisk virker i virkeligheden.