Efter DBI-rettelse: Få genberegnet virksomhedens solcelletilbud
Solceller på erhvervsbygninger med fladt tag har grundet en DBI-vejledning længe umuliggjort etablering af rentable anlæg. Efter et halvt års forhandlinger er et nyt rettelsesblad nu udsendt.
DI Teknik & Installation har siden december 2025 sammen med Dansk Solcelleforening, TEKNIQ, Danske Arkitektvirksomheder og flere andre aktører arbejdet tæt sammen med DBI om en revision af vejledning 39, særligt ift. afstandskravet på 2,5 meter til alle gennemføringer.
Arbejdet har nu resulteret i det første rettelsesblad til vejledningen. Det betyder, at afstandskravet på 2,5 meter til alle gennemføringer, herunder ovenlys, ventilationsrør og andre gennemføringer i taget under visse betingelser reduceres til 0,6 meter.
Det er en markant lempelse af DBIs hidtidige krav, som brancheorganisationerne har set som unødig restriktiv og en væsentlig barriere for udbredelsen af solceller på erhvervsbygninger med flade tage.
“Revisionen af afstandskravene er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi har længe peget på, at de tidligere krav ikke stod mål med en reel brandsmitterisiko, og derfor er det rigtig godt, at DBI nu ændrer dem,” siger Kim Slavensky, næstformand i Dansk Solcelleforening og CEO i Phønix Tag Energi.
Afstandskravene i den hidtidige DBI-vejledning 39 fra november 2024 har i praksis betydet, at op mod halvdelen af tagarealet i flere projekter ikke kunne udnyttes til solceller – med betydelige konsekvenser for både økonomi og den grønne omstilling til følge. Dansk Solcelleforenings seneste kvartalsopgørelse fra april 2026 viste tydeligt udfordringen, idet udbygningstakten for store taganlæg faldt med 50 % i årets første måneder sammenlignet med samme periode sidste år.
DI Teknik og Installation har været en aktiv og konstruktiv spiller gennem hele processen. For seniorchefkonsulent Alexander Ulrich Severinsen har det været væsentligt at få afstandskravet ændret. Både af samfundsøkonomiske hensyn, men i høj grad også for de tusindvis af virksomheder, der ønsker solceller, hvad enten årsagen er resiliens og forsyningssikkerhed, bæredygtighedskrav eller besparelser på energiområdet.
“EU stiller krav om mere solenergi på bygninger, og Danmark har ambitiøse klimamål. Derfor giver det mening at få ændret reglerne, så det økonomisk blev muligt. Vi er glade for at det er lykkedes, både for virksomhederne og installatørerne, der nu kan komme i gang med at genberegne tilbud til en lang række virksomheder landet over,” siger seniorchefkonsulent Alexander Ulrich Severinsen, DI Teknik og Installation, der dog sammen med Dansk Solcelleforening ærgrer sig over, at der ifm. DBI-rettelsesbladet efter DBIs ønske er blevet pålagt virksomhederne et nyt årligt kontrolbesøg, som skal udføres af en uafhængig kompetent brandrådgiver.
Ny årlig kontrol
”Til gengæld giver det ikke mening at indføre et nyt kontrolkrav i Danmark, hvis berettigelse ikke er dokumenteret i forhold til risikoafdækning. For så gør man det dyrere og mere besværligt for bygningsejere at installere og drifte solceller. Derfor ser vi lempelsen af afstandskravet som en succes, men fortsætter arbejdet,” siger seniorchefkonsulent Alexander Ulrich Severinsen, DI Teknik & Installation, og understreger, at de hidtidige regler i form af almindelige drifts- og vedligeholdelsesaftaler har fungeret fint.
“Det er et krav, vi helst havde været foruden. På papiret lemper man afstandsreglerne, men i praksis får bygherre/anlægsejer en helt ny forpligtelse og omkostninger, der forringer solcellernes rentabilitet. Kravet om en årlig uafhængig kontrol er en unødvendig skærpelse af vejledningen set i lyset af, at der stort set ingen eksempler er på brand forårsaget af solceller i Danmark,” siger Kim Slavensky, næstformand i Dansk Solcelleforening og CEO i Phønix Tag Energi.
Han er samtidig kritisk overfor, at Danmark nærmest går enegang på spørgsmålet:
”Det er problematisk, at DBI nu selv vil indføre et krav om en årlig uafhængig kontrol og derved nærmest går enegang på spørgsmålet i Europa. Selvom DBIs vejledning formelt er frivillig, kan den i praksis lægge en ny standard, som store dele af forsikringsbranchen vil følge fremover”.
Kravet om kontrol er en forudsætning for flere af de reducerede afstande i den nye afstandstabel ifølge DBI.
Efterlyser proportionalitet
Ifølge Dansk Solcelleforening, DI Teknik & Installation, TEKNIQ og Danske Arkitektvirksomheder har DBI-vejledning 39 fra november 2024 spændt ben for både danske og europæiske ambitioner om mere solenergi på bygninger.
Brancheforeningerne i DBI-samarbejdet - Danske Arkitektvirksomheder, DI Teknik og Installation, DI Byggeri, TEKNIQ, Solar City Danmark, Teknologisk Institut, Solar og Nordic Waterproofing - anerkender vejledningens forbedringer og understreger, at de bakker fuldt op om høje brandsikkerhedskrav, men efterlyser samtidig dokumentation og proportionalitet i forhold til risici og bedre sammenhæng med fremtidig byggelovsregulering, så der kan komme fart på den grønne omstilling.
Fakta
• Afstandskrav til åbninger og taggennemføringer kan reduceres til 0,6 meter under bestemte betingelser, hvor det generelle krav før lød på 2,5 meter.
• Lempelsen er betinget af et modkrav om en årlig uafhængig kontrol.
• I Danmark er der installeret langt over 100.000 solcelleanlæg, hvor mange har været i drift i 15-25 år.