Fremtidens digitale bygninger kræver nye tekniske kompetencer
Portræt: Dennis Patrick Lund begyndte som elektrikerlærling i Jægerspris og er i dag teknisk direktør i Jeudan Projekt & Service. Gennem karrieren har han set grænserne mellem håndværk, teknik og IT rykke sig. Derfor efterlyser han et tættere samspil mellem de fag, der skal bygge morgendagens bygninger.
Fra elektrikerlærling til direktør
Direktørstolen var ikke en del af planen, dengang Dennis startede som lærling. Hans mål var at lære et håndværk. Men lysten til hele tiden at udvikle sig førte ham videre gennem uddannelser som el-installatør, diplomleder og senest en masteruddannelse.
“Noget af det, der fortsat fascinerer mig ved branchen, er, at den giver plads til mange forskellige veje til succes. Man kan starte med værktøjskassen i hånden og senere skabe værdi gennem ledelse, forretning og strategisk udvikling,” fortæller han.
Den tilgang præger også hans syn på ledelse. Gode beslutninger kræver, at man ser helheden og forstår sammenhængene mellem arbejdspladsens forskellige fagligheder.
Dennis Patrick Lund
“Noget af det, jeg faktisk er mest stolt af i min karriere som leder, er, at jeg har holdt fast i at tænke helhedsorienteret, også når det har været den svære løsning,” siger Dennis.
Cybersikkerhed skal indtænkes fra starten
Det helhedsorienterede blik er også nødvendigt i moderne ejendomme. Tekniske installationer kobles i stigende grad sammen med digitale platforme. Derfor er teknik og IT ikke længere to adskilte områder. Jo mere intelligente bygninger bliver, jo mere bliver de en del af virksomhedens digitale infrastruktur.
“Vi taler ofte om digitalisering som effektivisering, automatisering og bedre drift. Det er vigtigt, men debatten bør i lige så høj grad handle om sikkerheden i digitaliseringen. Cybersikkerhed skal tænkes ind fra starten og ikke betragtes som et tillæg bagefter,” understreger Dennis.
Det ændrer kravene til hele værdikæden. Bygherrer, leverandører og rådgivere skal ikke kun vurdere en løsning på funktionalitet, driftssikkerhed og økonomi. De skal også forholde sig til, hvordan løsningen indgår sikkert og robust i den samlede digitale virkelighed.
Fremtidens bygninger skal både være energieffektive og sikre
For Dennis ligger et af branchens største uudnyttede potentialer i krydsfeltet mellem tekniske installationer og IT-sikkerhed. Sensorer, CTS-anlæg og IoT-enheder kan forbedre energieffektivitet, komfort og drift, men de øger samtidig behovet for, at digitale risici bliver håndteret som en integreret del af løsningen.
“Noget af det mest værdifulde, jeg selv har lært de senere år, er gennem samarbejdet med vores IT-afdeling. Det har givet mig et helt andet syn på digitalisering, cybersikkerhed og fremtidens bygninger. Vi bliver sjældent bedre af kun at tale med dem, der ligner os selv.”
Derfor skal teknikere, leverandører og IT-specialister tættere på hinanden allerede fra projekteringsfasen, mener Dennis.
Pointen er ikke, at teknikere skal være IT-specialister, men at faglighederne skal forstå hinandens krav og træffe beslutninger sammen:
Fremtidens vindere bliver dem, der formår at kombinere teknisk ekspertise, digital innovation og sikker drift. Dennis Patrick Lund
Vi skal tage et fælles ansvar for at uddanne fremtidens faglærte
Sammensmeltningen af teknik og IT får også betydning for de kompetencer, branchen skal uddanne.
Klassisk håndværk og teknisk forståelse er fortsat fundamentet, men fremtidens faglærte skal også kunne arbejde med systemintegration og digitale løsninger i samarbejde med andre faggrupper.
Dennis tænker ofte tilbage til sin egen læretid og den betydning, lærepladsen og det faglige fællesskab fik for hans videre karriere. Derfor ser han uddannelse af lærlinge som en af branchens vigtigste opgaver i de kommende år:
Mit vigtigste budskab til branchen er, at vi skal tage et fælles ansvar for at uddanne fremtidens faglærte. Dennis Patrick Lund
For ham handler det ikke alene om at skaffe flere hænder. Branchen skal både uddanne flere og sikre, at de får kompetencer, der matcher virkeligheden.
“Fremtidens faglærte sidder i klasselokalerne i dag. Hvis vi vil have dem i morgen, skal vi uddanne dem selv,” konkluderer Dennis.
Blå bog
Uddannelse:
Elektriker, el-installatør, diplomleder og aktuelt i gang med en masteruddannelse.
Privat:
Bor i Frederikssund, hvor han har sine rødder og prioriterer familielivet med sin kone og tre børn, naturen og stærke lokale fællesskaber i sin fritid.
Det driver ham:
Nysgerrighed, udvikling og ønsket om at skabe meningsfulde forandringer.