Kommunerne bliver fri til at handle — nu skal de gøre det

Hvad er der sket?
Siden 1999 har kommuner og regioner i praksis været afskåret fra at sætte solceller op på egne bygninger uden at oprette et særskilt selskab med begrænset ansvar. Det har indebåret etableringsomkostninger, løbende selskabsadministration og en dispensationsproces i Energistyrelsen — for at sætte solceller på eksempelvis et skoletag.

Det skal være slut nu. Med L 107, der forventes at blive endeligt vedtaget i august 2026, kan kommuner og regioner sætte solceller op på egne bygninger, forbruge strømmen og sælge det overskydende strøm til nettet — uden selskabsudskillelse, uden dispensationsansøgning og uden at blive modregnet i bloktilskuddet.

„Det er god og konkret regelforenkling. Kommunerne bliver med ændringen fri til at gøre det, der giver indlysende mening: at sætte solceller op på skoler, rådhuse, svømmehaller og plejecentre. Reglerne har i for lang tid stået i vejen for, at vi kan hente endnu mere af vores strøm fra vedvarende energi.” Ida Ruge-Andersen, Branchechef, DI Teknik & Installation

Hvad må kommunerne konkret nu?
Kommuner og regioner kan, når loven endeligt er vedtaget, varetage produktion, forbrug og lagring af elektricitet fra solcelleanlæg placeret på eller integreret i egne bygninger, forudsat at anlægget leverer strøm til et kommunalt eller regionalt forbrugssted. Det gælder både eksisterende og nye bygninger, og det gælder også overdækkede parkeringspladser, der er tilsluttet et kommunalt forbrugssted.

Derudover må der opstilles batterier, der er funktionelt knyttet til solcelleanlægget. Og overskudsstrøm kan sælges til nettet på markedsvilkår.

En vigtig konsekvens er, at kommunerne nu kan opfylde betingelsen om juridisk identitet mellem elproducent og elforbruger — og dermed spare elafgift af den solcellestrøm, de selv forbruger. Det er et væsentligt bidrag til anlæggenes rentabilitet.

Hvad forventes det at betyde i praksis?
Lovforslaget forventer, at kommunernes og regionernes solcellekapacitet på bygninger frem mod 2030 vil nå samme niveau som solcellekapaciteten på øvrige bygninger. Det svarer til en udbygning på ca. 85 MW om året i 2028–2029 — eller ca. 170 MW installeret samlet på kommunale og regionale tage i 2030.

Det er et ambitiøst skøn. Men potentialet er reelt, da offentlige myndigheder har en enorm uudnyttet tagflade på offentlige bygninger — og nu er der ikke længere administrative forhindringer i vejen for at udnytte den.

Kan kommunerne også dele strøm med borgere og virksomheder?
Ja. Kommuner har som offentlige organer allerede ret til at deltage i energifællesskaber og energideling med borgere og virksomheder. Det følger af EU's elmarkedsdirektiv. Med L 107 styrkes det praktiske grundlag for den slags samarbejder: Nu kan kommunen selv stå som producent og ejer af anlægget — og dermed også som aktiv deltager i et lokalt energifællesskab.

Hvad med større virksomheder — kan de indgå i energifællesskaber med kommunerne?
Her er billedet mere uafklaret. De eksisterende rammer for energideling tager primært udgangspunkt i borgere og mindre forbrugere. Større virksomheder kan på nuværende tidspunkt ikke uden videre indgå i den form for lokal energideling på samme vilkår.

Det er et spørgsmål, vi mener bør afsøges. Større virksomheder sidder på store tagflader og besidder dermed et betydeligt fleksibilitetspotentiale — og de befinder sig mange steder side om side med kommunale bygninger og borgere.

Er der stadig barrierer tilbage?
Ja. L 107 løser et vigtigt problem, men det er ikke det eneste. DI Teknik & Installation arbejder fortsat for at fjerne de barrierer, der bremser den fulde udbredelse af solceller på tage.

Byggetilladelseskravet er fortsat en flaskehals. I mere end halvdelen af landets kommuner beror kravet om byggetilladelse for tagmonterede solceller på et konkret skøn, og sagsbehandlingstiden kan i visse kommuner overstige 100 dage. EU's bygningsdirektiv (EPBD) sætter en maksimal tilladelsestid på én måned for anlæg op til 100 kW — Danmark bør sætte ambitionsniveauet mindst lige så højt.

Afgifter og tariffer er en anden udfordring. Selv om kommunerne nu kan spare elafgift af eget forbrug, er de overordnede rammer for deling af solcellestrøm fortsat ikke fuldt gearet til den udrulning, vi har brug for. Det gælder særligt for større taganlæg, hvor vilkårene for at dele overskudsproduktion med naboer og virksomheder ikke er fuldt på plads.

Implementeringen af Bygningsdirektivet skal i mål. EU's bygningsdirektiv stiller fra 2027 og frem bindende krav om solceller på bygninger i faser. De konkrete krav er endnu ikke fuldt udmøntet i dansk ret.

EU sætter deadlines — Danmark skal følge med
EPBD's artikel 10 indfaser solenergiforpligtelser for bygninger trinvist frem mod 2031. Alle krav gælder forudsat, at etablering er rentabelt:

Kilde: EPBD artikel 10 (Direktiv 2024/1275). Alle krav er betinget af rentabilitet. De konkrete bestemmelser er endnu ikke fuldt udmøntet i dansk ret (status juni 2026).

Det betyder i praksis, at kommuner med offentlige bygninger over 750 m² allerede fra 2029 er forpligtede til at vurdere solcelleinstallation — og fra 2031 gælder kravet helt ned til bygninger på 250 m². Med L 107 på plads er det administrative grundlag nu lagt. Det er vigtigt, at Danmark ikke lader EU-forpligtelserne indhente os, mens vi venter på, at de resterende regler falder på plads.

Hvad er DI Teknik & Installations position?
Vi hilser L 107 varmt velkommen. Loven er et godt eksempel på, at regelforenkling og grøn omstilling godt kan gå hånd i hånd — og at der er politisk vilje til at fjerne barrierer, der ikke tjener noget formål.

Nu skal vi sikre, at resten af rammeværket følger med: enklere byggesagsbehandling, bedre vilkår for energifællesskaber og -deling og en klar og rettidig implementering af EPBD's solcelleforpligtelser for offentlige bygninger.