Pres på elektrificeringen
Det er positivt, at der nu sættes politisk tryk på, at få elektrificeringen af Danmark rykket fra ambition til virkelighed. Lars Aagaard, Klima- energi og forsyningsminister har netop sat gang i en analyse af, hvor udfordringerne ligger i forhold til at få udbygget kapaciteten i nettet.
I takt med at eldrevne løsninger vinder frem i bygninger, fjernvarme, transport og industri, stiger elforbruget markant år for år. Udviklingen betyder, at efterspørgslen på el i stigende grad vokser hurtigere end både elproduktion og elinfrastruktur. Ifølge en analyse fra Dansk Fjernvarme er forskellen mellem elforbrug og elproduktion vokset over de seneste år, hvilket lægger et strukturelt pres på elsystemet.
Hos DI Teknik & Installation ses udviklingen som et centralt vilkår for branchens virksomheder. Installatører og producenter spiller en nøglerolle i elektrificeringen og investerer allerede massivt i tekniske løsninger som varmepumper, power-to-heat, elkedler, ladeinfrastruktur samt intelligent styring og fleksibilitet.
Samtidig ligger en betydelig del af udbygningen af elproduktionen flere år ude i fremtiden. Det øger risikoen for, at manglende kapacitet i både produktion og net kan blive en flaskehals for tempoet i den grønne omstilling. Udviklingen understreger behovet for handling på kort sigt. Her peger vi bl.a. på hurtigere realisering af planlagte sol- og vindprojekter, fremskyndet netudbygning, mere smidige og koordinerede myndighedsprocesser samt tidlig inddragelse af teknik og installationsvirksomhederne, når der udbygges.
Hvis elektrificeringen skal fastholdes i det nødvendige tempo, er det afgørende, at udviklingen i elforbrug, elproduktion og elnet sker mere parallelt. Balance i elsystemet er en forudsætning for, at de tekniske løsninger kan udbredes effektivt og bidrage fuldt ud til Danmarks grønne omstilling.