Effekter af cykling
Cykling spiller en stor og stigende rolle i samfundet. Øget cyklisme vil bl.a. reducere antallet af sygedage blandt medarbejdere og generne ved trængsel på vejene. DI har derfor en naturlig interesse i cyklisme, og de ønsker at få kvantificeret nogle af de effekter, der er ved et ændret omfang af cykling.
Dette notat er en opdatering af en tidligere analyse fra 2018.1 Her opgør vi udvalgte effekter af henholdsvis en stigning og et fald i cyklismen på 10%.
Mere konkret har vi set på følgende effekter:
· Trængsel på vejene
· Sygedage for medarbejdere i den offentlige og private sektor
· Lønomkostninger relateret til ændret sygefravær
· Den samfundsøkonomiske sundhedsgevinst.
Vi ser både på effekterne i Region Hovedstaden og for Danmark som helhed.
I de efterfølgende afsnit gennemgår vi effekterne enkeltvis. Afslutningsvis præsenterer vi de data, der ligger til grund for analysen.
Det skal bemærkes, at alle opgørelserne er baseret på de bedst tilgængelige data og metoder. Resultaterne er dog behæftet med væsentlig usikkerhed. Det skyldes bl.a., at sammenhængen mellem trafikomfanget og trængsel er kompliceret at modellere, og at sundhedseffekten af cykling bl.a. afhænger af cyklisternes øvrige motionsvaner.