Lander mobiliteten (igen) mellem to stole?
Dønningerne i landskabet har så småt lagt sig, efter aftalen om en sundhedsreform blev indgået for et par uger siden. Men hvad har det nu med infrastruktur og mobilitet at gøre, spørger den ivrige læser?

Jo, det har meget med infrastruktur og mobilitet at gøre, men i dette tilfælde desværre med forkert fortegn, for sundhedsreformen skriver den regionale udvikling på området ud af ligningen og opgaveporteføljen.

I DI har vi længe gået og undret os over, at i takt med at vores mobilitet er blevet øget og vi kører længere og flere steder hen, desto mindre har der været ’en der har ansvaret på tværs’. Forrige gang da amterne blev nedlagt og nu med regionernes ændrede opgaver. Men som borgere og virksomheder skeler vi ikke så nøje til kommunegrænserne, og det er vel os ret beset uvedkommende, om vi kører på en statsvej eller en kommunevej, bare bussen kører os hen, hvor vi skal være. Det sidste er vi bekymrede for bliver yderligere svækket, hvis det nu er op til kommunerne, og de overhovedet vil deltage i regional udvikling.

Derfor har vi også i DI en ambition om, at det regionale fokus på vores mobilitet styrkes, bl.a. konkretiseret ved at samle flere dele af den kollektive trafik på regionalt niveau, som Lise også skriver om her: Herudover havde vi overvejet om flere opgaver med fordel kunne løses ud fra et regional perspektiv, bl.a. som vi har set lykkedes med supercykelstisamarbejdet i hovedstadsområdet. Et samarbejde der også er alvorligt truet af reformen. Sundhedsaftale bremser regioners cykelsucces. Tudetosset, mener Cyklistforbundet - Altinget: Transport

Kommunernes fokus stopper ved kommunegrænsen. Det tilsiger både den politiske logik og den kommunale fuldmagt. Statens rolle er nok for overordnet, så hvordan styrker vi sammenhængen og sikrer mobiliteten mellem kommunerne og rundt i hele landet? Det mangler vi at få det politiske svar på, for mobiliteten er for vigtigt til (igen) at blive tabt mellem to stole.

Tempo i den grønne omstilling, med tid til inddragelse
Tempoet skal op i den grønne omstilling, det kan vi være enige om. Men det skal ikke være på bekostning af tiden til den grundige dialog med de borgere, virksomheder og øvrige interessenter som påvirkes af løsningerne. I sidste ende skaber det mere modstand – vi skal i stedet fremme forståelsen.

Det er det grundlæggende budskab i DI’s høringssvar til forslag til ”Lov om ændring af lov om vedvarende energi, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven”, som netop har været i høring.

Høringsdetaljer - Høringsportalen

I den foreslåede bestemmelse ændres minimumsfristen for høring over miljøkonsekvensrapporter fra 8 uger til 30 dage for både vejprojekter og baneprojekter – samt VE-projekter, men det er lidt sin egen historie.

En ændring i høringsperioden i det omfang vil være en betydelig reduktion i mulighederne for offentligheden til at forholde sig til og forberede sig på at opnå en reel deltagelse og involvering i processen. Det tager tid at få læst materialet, sat møder op med relevante myndigheder, forholdt sig til informationen, lavet høringssvar med mere.

Siden 2016 har minimumshøringsfristen for planer og programmer og af konkrete projekter (i forbindelse med VVM), været på 8 uger for høring af offentligheden efter miljøvurderingsloven. En søgning på vej- og baneprojekter viser, at de 8 uger har været standarden for VVM undersøgelser siden 2016, uanset projektets størrelse. Det være sig fra et mindre projekt som ’Ny vejforbindelse til Stevns’ som ’3. Limfjordsforbindelse’. Det viser, at der i praksis ikke har været differentieret i længden af høringsfristen, med mindre der lige har været en sommerferie eller jul undervejs.

I betragtning at projekternes årelange forberedende processer og efterfølgende anlægsperioder, forekommer det meget problematisk og uhensigtsmæssigt, at netop perioden med offentlig involvering udpeges som nødvendig at forkorte. Dette, mener vi i DI, ikke er foreneligt med de øvrige politiske ønsker og processer på transportområdet om at styrke den offentligt debat, hvorfor vi opfordrer til at gentænkte forslaget, og gerne så høringsfristen fastholdes på de 8 uger som minimum. Måske skulle myndighederne rette fokus på andre dele af processerne, som i stedet kunne ændres, forløbe parallelt eller kortes ned.