02.12.24 DI Transport Blog

Uden strøm og stik dur elkøretøjerne ik

Grønne lastbiler gavner kun klimaet, hvis de kan køre på grøn strøm. Derfor samarbejder DI Transport med DI Energi om at sikre hurtigere udrulning af grøn strøm.

En omfattende elektrificering af Danmark er nøglen til vores klimamål og kan potentielt fjerne op imod 60 pct. af vores drivhusgasudledninger. I et nyt udspil giver vi ni anbefalinger til at gøre elektrificeringsvejen farbar for danske virksomheder.

Grøn pulje blev tømt på under en halv time
Regeringen har med Grøn Fond afsat knap 750 mio. kr. til at skubbe markedet for grønne lastbiler i gang. Desværre dækker midlerne langt fra behovet. Den seneste tilskudspulje på 73 mio. kr. blev tømt på under en halv time, hvilket betød, at Vejdirektoratet måtte afvise 86 pct. af ansøgningerne. Det viser, at virksomhederne gerne vil investere grønt, men også at de mangler midler til at komme i gang.

Elektrificeringsvejen er dyr og usikker
For danske transportvirksomheder er det en stor udfordring, at markedet for grønne lastbiler er umodent. En ellastbil koster op imod det tredobbelte af en dieselvariant og dertil kommer udgifter til ladestander. Derudover risikerer vognmændene at skulle vente i flere år på at blive tilsluttet elnettet. Når kunderne samtidig ikke er villige til at betale ekstra for grøn transport, ender virksomheder med røde tal på bundlinjen.

Skub markedet for grønne lastbiler i gang
Derfor anbefaler DI, at regeringen afsætter yderligere 1 mia. kr. fra Grøn Fond frem mod 2030 til tilskud til ellastbiler og ladestandere. Samtidig er det helt afgørende, at midlerne fra Grøn Fond bliver udmøntet så hurtigt som muligt, så markedet for ellastbiler skubbes hurtigt i gang. Desuden anbefaler vi, at regeringen tillader virksomhederne at straksafskrive 100 pct. af deres investeringer i ladestandere, så de opnår skattefradrag med det samme.

Hurtigere tilslutning til elnettet
Den anden store barriere for virksomhederne er den store usikkerhed omkring tilslutningen til elnettet. Der er behov for at sikre en hurtigere tilslutning samt mere transparens i processen. Derfor anbefaler DI, at regeringen udsteder et politisk tilsagn om at sikre ressourcer til en hurtigere udbygning af elnettet samt tilstrækkelig kapacitet til at understøtte grøn erhvervsudvikling bredt i landet. Desuden bør netvirksomhederne og Energinet pålægges at tydeliggøre processerne omkring tilslutning samt offentliggøre tilslutningstider for forskellige typer af tilslutninger.

En samlet plan for fremtidens elforsyning
Der mangler en samlet og klar plan for udviklingen af elektrificeringen af det danske energiforbrug, som kan fremme nye investeringer i brug af mere grøn strøm. Derfor opfordrer DI til, at regeringen udarbejder en elektrificeringshandlingsplan, som skal fremme investeringer i øget elektrificering og sikre en løbende monitorering af udviklingen i elektrificeringsgraden i Danmark.

Læs mere om udspillet Grøn strøm til alle

Ni anbefalinger fra DI:

  1. Afgiftspakke på el og el-biler.
  2. Udvidelse af erhvervspuljen.
  3. Skub markedet for ellastbiler i gang.
  4. Politisk tilsagn om elnet til tiden.
  5. Skab transparens omkring tilslutningstider og processer.
  6. Fjern overimplementering af EU-regler, der står i vejen for hurtig udbygning.
  7. Lav en plan for robusthed i elsystemet.
  8. Skab stabil og driftsikker elforsyning.
  9. Lav en elektrificeringshandlingsplan.

Helene Imer Eskildsen

Helene Imer Eskildsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4557
  • Mobil +45 5016 0130
  • E-mail hees@di.dk