Grønne anbefalinger er blevet til virkelighed
Det største aftryk fra anbefalingerne ses i Finansloven for 2024.
Tilbage i juni 2023 kom DI Transports Advisory Board for grøn omstilling af transporten som blev overleveret til regeringen. Her ét år efter har vi efter et stort stykke arbejde allerede fået indfriet en lang række af anbefalingerne.
Det største aftryk fra anbefalingerne ses i Finansloven for 2024. Heri fik vi indskrevet en fastfrysning af bundfradraget for elbiler på 2030-niveau, givet 100 mio. kr. årligt til initiativer målrettet grøn omstilling af den tunge vejtransport frem mod 2026, 400 mio. kr. til kollektiv transport udenfor de store byer, og 27 mio. kr. til ladeinfrastruktur til batteritog på privatbanerne i årene 2025-2027.
En konkret anbefaling, som er blevet til virkelighed er, at man nu kan køre en el-varebil på 4.250 kg blot med B-kørekort. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for at gøre skiftet til el-varebil mere attraktivt.
Ladestandere
Boardet anbefalede også oprettelse af en pulje på 0,1 mia. kr. til etablering af ladestandere hos virksomheder. En del af dette er blevet indfriet, da Grøn Fond har afsat 750 mio. kr. til ’Grøn omstilling og effektivisering af vejtransporten’, der skal udmøntes i 2024-30.
En række anbefalinger kræver ændring af EU-lovgivningen, hvilket er svært at nå på et enkelt år, men så har vi gjort hvad der er muligt i national lovgivning.
Biogas
Et eksempel på dette er anbefalingen om at afgiftsfritage grønne brændstoffer, herunder biogas. I Grøn Skattereform 2023 blev der besluttet en afgifteomlægning fra energiafgift til CO2-afgift, heraf er der sket mest mulig afgiftsomlægning på transportområdet i henhold til EU-reglerne.
Vægt- og dimensioner
For at skabe en energieffektiv transport blev det anbefalet, at regeringen skal øge vægt- og dimensionskravene. De store ændringer kræver ændring af EU-lovgivningen, men vi er på nationalt plan lykkedes med at tillade dobbelttrailere, og arbejder nu med et særligt fokus på øget totalvægt på 7-akslede vogntog.
Dette er blot en del af de gennemførte anbefalinger. Der pågår fortsat et stort arbejde med at sikre, at flest mulige anbefalinger føres ud i livet.
Vi håber at kunne se endnu flere aftryk fra anbefalingerne i fremtiden. Især anbefalingen om at indføre generel roadpricing i Danmark ligger vores hjerte nært, og vi glæder os til at se hvad Sund og Bælts forsøgsordning fører med sig.